Jeg vågnede som regel fire til fem gange i løbet af natten. Var jeg heldig, var der stadig en rest tilbage i flasken ved sengen. Var jeg endnu heldigere, lå der flere halve- og kvartfulde flasker gemt i mine depoter rundt i lejligheden - og var det miraklernes nat, kunne jeg endda huske hvor nogle af flaskerne var anbragt. Var jeg uheldig fandt jeg mig selv liggende i mit eget kropsaffald, fordi jeg var faldet om, inden jeg havde fået mig tømt.

Alle min krops muskler var på vej til opløsning og havde mistet deres evne til at strammes. Til sidst accepterede jeg også dette som en nødvendig konsekvens af drikkeriet. For drikkeriet var nødvendigt. Jeg havde intet valg.

Var det miraklernes nat, opstod det næste problem. Kunne jeg finde en genstand, der var tung nok? Tung nok til, at hjælpe min ødelagte mave med det pres, der skulle til, for at den ikke skulle stritte imod og aflevere hele sit indhold igen. Hvilket spild af de dyrebare, livgivende dråber. Jeg turde ikke løbe risikoen for, at det, der skulle give mig endnu en halv times bevidstløshed endte med at svine mig endnu mere til.
Styrken i mine sitrende hænder og arme var forlængst indskrænket til at kunne løfte flasken mod min skælvende mund; og hvis jeg skulle kunne presse mine indvolde sammen mod min mavesæk med håndkraft, var det nødvendigt at bruge begge hænder, og hvordan skulle jeg så kunne nå flasken samtidigt.

Viljestyrke
En gang fandt jeg i haven bag ejendommen, jeg boede i, en kampesten. Med besvær fik jeg den bakset op i min lejlighed på anden sal.
Hvis jeg anbragte flasken på bordet til venstre for min seng og stenen til højre, inden jeg faldt om, var det muligt at bakse stenen op på min mave, når jeg kom til bevidsthed og nå flasken for at få et par slurke.
Stenens pres på maven var lige tilstrækkelig stort nok til, at indholdet blev i maven - til gengæld ikke så stor, at mit spiserør ikke var i stand til at presse sprutten ned.
Og så siger man, at alkoholikere ikke har nogen viljestyrke.

Dette gentog sig adskillige gange i løbet af natten, men gav mig kun lige netop den ro, der skulle til for atter at føre mig ind i rædslen - grænselandet med dæmonerne og de bebrejdende blikke, mens jeg overvejede muligheden for en overdosis i form af et intravenøst skud ethanol, der ville give mig fred. Men end ikke noget så simpelt havde jeg modet eller styrken til.

Bønnemøder
Inden jeg fandt på den udvej med stenen, holdt jeg dagligt knælende bønnemøder med toiletkummen - hvis jeg var så heldig at nå der ud.

Mange gange afleverede jeg, mens jeg endnu lå i sengen, mavesækkens indhold lodret op mod loftet med et så stort tryk, at amatørerne ville tro, det var løgn.

Amatørerne - det var disse skinhellige personer, der endnu kunne drikke. Drikke som normale mennesker uden i dagevis at skulle udholde allehelvedes pinsler, når de stoppede.
Jeg var selv en af dem en gang. For flere århundreder siden, havde der været en snert af normalt selskabeligt drikkeri - hvor glæden oversteg pinslerne. Men det havde været en stakket frist. Dæmonerne var der jo hele tiden - jeg bemærkede dem blot ikke.
De er snedige og manipulerende, og de er frem for alt tålmodige. De samler blot styrke til det endelige nådestød. Når du tror dig i sikker havn, og du efter et af de utallige tilbagefald viser dine omgivelser, at du nu vil gøre noget ved dit problem, har de forlængst boret deres usynlige pile ind i hjernen på dig og afsat små posthypnotiske suggestioner, der kun venter på en anledning til at blive udløst - ofte på de mest ubelejlige og vanvittige tidspunkter.

Dæmonerne
Der var også de nætter, hvor depoterne var tomme. De nætter, hvor jeg blot lå og fantaserede på, hvordan jeg mindst smertefuldt kunne tage mit eget liv. Men det blev kun ved fantasterierne - modet og styrken manglede atter. Hvor var det fejt. Fejt overfor den del af mig, der bad og tryglede om, at blive udfriet fra disse rædsler. "Dæmoner - bliv enige", skreg jeg. Stop jeres evindelige magtkamp, og lad det gå til en af siderne, bad jeg ofte. Så lover jeg, at blive et bedre menneske.
Studehandler med Vorherre var det - men alle løfterne var glemt, når den næste dunk lykkefølelse dukkede op.

Åndelige længsler
Jeg drømte mig ofte tilbage til dengang, jeg kunne drikke - drikke som andre. More mig, le, fortælle historier, ha' det sjovt, for derefter at tage hjem, sove den ud, og møde op på arbejdet den næste dag - og minderne er der endnu.
Minderne om dengang alkoholens guddommelige kraft gav mig styrke til de ting, der ellers ville hæmme mig. Hvor er det uretfærdigt, at ingen fortalte mig, at der lå en ubetalt regning, der blot blev større og større for hver gang jeg tillod denne Judas at amputere en lille del af min vilje og personlighed, og som nu krævede indfrielse direkte ved kasse et.
Jeg var opgivet af familie, venner, bekendte, læger, psykiatere, psykologer - endda af en præst jeg i et øjebliks fortvivlelse havde opsøgt, for at finde vej ud af dette grænseland mellem liv og død.
Jeg havde opsøgt ham under et af mine utallige forsøg på at afruse mig selv, og jeg led af de mest allerhelvedes abstinenser. Han havde citeret biblen i een uendelighed, mens jeg fik det værre og værre.
Han mente, at jeg selv kunne finde flere svar på mine åbenbare åndelige længsler ved at læse i en bibel, som han stak mig i hånden, inden jeg forlod ham. Jeg sagde, at jeg ville overveje det. Og jeg overvejede ganske rigtigt. Jeg overvejede på min vej hen til kiosken. Jeg overvejede, mens jeg købte min flaske og jeg overvejede igen, da jeg åbnede og tømte den. Kort tid efter overvejede jeg ikke mere - jeg befandt mig igen i dette grænseland, langt, langt væk fra virkeligheden. Biblen har jeg forøvrigt stadig.

Lejesvende
I disse perioder skovlede jeg bag nedrullede gardiner min selvmedlidenhed ud over mine medmennesker gennem telefonen, og deres vrede voksede hen over min skyld og skam fra den del af mig, der var besat af de "gode" dæmoner, der stadig havde styrke til oprøret mod selvdestruktionens villige lejesvende, som kunne erhverves for et skud ethanol.
Vreden og irritationen fra dem, der troede de vidste bedre end jeg, omsattes til elektriske impulser, der som et fugtigt stykke flamingo, der gnides mod et stykke glas, skreg i mine ører. Jeg er ikke parat, påstod jeg. Jeg er ikke parat til at ændre mig. Jeg er ikke parat til at skære dele ud af mig selv for at dissekere min egen krop og sjæl, og analysere min fortid i hoved og røv. Jeg er ikke parat. Ikke parat ad helvede til. Hellere dø end ændre sig, syntes at være mit svar på velmenende menneskers råd.

Eksprestog til Gud
Gode råd fra andre forhenværende drankere, der sagde, de engang var som jeg - men som nu stortrivedes i deres hellige, hykleriske, helvedes selvtilfredshed over endelig at være blevet ædru, og troede de havde alle svarerne - svirrede i min syge hjerne.
De kaldte sig selv alkoholikere. De gik til møder i et fælleskab for ligesindede lidelsesfæller. De sagde, de delte erfaring, styrke og håb i deres kamp for fortsat ædruelighed og bad mig gå med til deres møder. Mig og min bare. Når jeg nu var så meget anderledes end dem, at vi end ikke talte samme sprog, var jeg måske slet ikke dranker, og hvad kunne de fortælle mig om alkohol, som jeg ikke vidste i forvejen. Intet - og tale om andet end alkohol kunne de vel ikke.
De kunne sikkert ikke tale om intellektuelle og filosofiske emner, som jeg kunne, når jeg først var hoppet på eksprestoget til Gud og fået åbnet den første dunk, og antallet af geniale indfald steg ligefrem proportionalt med antallet af slurke: Hvis 4 genstande gør mig genial, vil 8 gøre mig dobbelt så genial osv., ganske almindelig hovedregning, ikke sandt?

Universets herre
Jeg overså fuldstændig det faktum, at der mellem genialitet og rablende vanvid, kun er en knivsægs afstand - og selv om mine ideer, der som en snydepakke var pakket ind i det ene lag virkelighedsforvrængning efter det andet, havde været nok så geniale - kunne min indbildte genialitet så retfærdiggøre min selvdestruktion?
Min stolthed og forfængelighed samt mit evindelige "jeg ved bedst" stod som den største hindring for min "helbredelse".

Nej, ikke tale om, at jeg behøvede hjælp fra disse hellige, frelste, selvransagende, forhenværende drukmåse. Jeg ville føle mig som en hund i et spil kegler. Næh, jeg kunne skam selv. Mig kan selv. Mig vil selv. Mig vil og mig kan ad helvede til selv, skreg jeg tavst som et 40 årigt pattebarn. Et 40 årigt pattebarn i en voksen krop iført et par udtrådte sejlersko.
Gud fader bevares, hvor må jeg ha' virket grinagtig. Sagen var, at den eneste, der ikke kunne se det komiske, var mig selv. Jeg skjulte mig endnu en gang bag masken som universets herre, der blot var havnet i midlertidige problemer. Jeg var anderledes end de forhenværende druksutter.

Det var aldrig af egen fri vilje, jeg afsluttede en druktur. Angsten for det, der fulgte, fik mig til at fortsætte, hvis ellers min økonomi tillod det.
Selvfølgelig nåede jeg oftere og oftere til det punkt, hvor midlerne var opbrugte, og hvor min mishandlede krop simpelthen ikke mere var i stand til at udføre den gang plat og bedrag, hvorved jeg normalt var i stand til at forlænge mine anstrengelser for at holde abstinenserne fra livet; og jeg vidste af erfaring med usvigelig sikkerhed, hvad der ventede mig. En kold tyrker kaldes det i de kredse, jeg normalt bevægede mig rundt i - når jeg ikke valgte selvpineriets isolation bag nedrullede gardiner med batteriet til ringeklokken og telefonstikket taget ud.

Dag 1
Den første dag var ikke den værste. Der gjaldt det blot om at modvirke rystelserne og de kraftige ryk i min krop - der i styrke kunne sammenlignes med en epileptikers grand mal kramper - så jeg kunne ligge så tilpas rolig, at jeg ikke trillede ud af min seng.

Dag 2
Apatisk og selvudslettende - stadig rystende - nærmede jeg mig andendagen med dens uundgåelige selvransagelse. Denne ransagelse ændrede sig som regel til en pillen i navlen, der kunne pille enhver rest af selvværd ud af selv den mest arrogante alkoholiker, og endte som regel med et anfald af telefonitis, når jeg ikke længere kunne holde mit eget selskab ud, men følte, at jeg måtte belemre venner og fjender med mine seneste undskyldninger og forklaringer på, hvorfor det for hundrede og syttende gang nu igen var gået galt og ideer om, hvordan jeg næste gang ville passe bedre på. Hvis ikke de slog en skraldlatter op, smækkede de efter få sekunder røret på. Hvor var vennerne, når jeg havde brug for dem? De kunne rende mig noget så grusomt. Lad mig komme tilbage til trygheden i selvmedlidenhedens syltekrukke.

Dag 3
Tredjedagen var den værste. Når bondeangeren, skylden og skammen væltede op i mig og virkede som katalysatorer for følelser som bitterhed, nag, vrede og had mod de mennesker, der forsøgte at hjælpe mig, var det renselsesprocessen det gjaldt. Renselse i bogstaveligste forstand.

Jeg stod i timevis under bruseren - eller sad eller lå, for ofte blev min krop for tung at bære, så jeg måtte sidde eller ligge. Mange gange faldt jeg i søvn og vågnede brat ved vandstrålernes stikken mod min nøgne hud.

Denne procedure gentog sig i det uendelige gennem det næste døgn, afløst af aftørringer i det forhåndenværende, just afklædte tøj eller en forslidt las af et håndklæde. Skulle jeg af vanvare kaste et blik i spejlet, lignede det jeg så mest af alt et forvokset mørkegråt skrumpehovede, der kikkede på mig med dets åbne sår, der væskede og fordelte deres ildelugtende, betændte kropsvæsker ned over mit trafikuheldslignende fjæs.

Ene og alene af den grund, var samlingen af den spredte hårvækst i mit ansigt, det sidste jeg tog fat på. Forøvrigt ville det have været en massakre af format, såfremt jeg på et for tidligt tidspunkt havde konfronteret mit ansigt med en barberskraber. Det eneste jeg på daværende tidspunkt ville have egnet mig til, var at drysse kanel på en portion risengrød. For øvrigt kunne mit hår godt have trængt til en kam.

Dag 4
Fjerdedagen var vendepunktet. Efter endeløse afvaskninger, hvorunder j
eg troede at blive renset for al skyld og skam - mens sandheden var, at det ikke lod sig gøre, idet skylden og skammen var inden i mig, som en slags hollandsk dukke - var turen kommet til tøjet. Som regel blev det kasseret for, sammen med tomme flasker, opskrab af brækrester, ugegamle madrester og muggent leverpostej fra køleskabet samt mælk, der kunne stå uden karton, at ryge i den fjerneste container.

Fjerdedagen var dagen, hvor mine sanser vendte tilbage - og det skete ikke gradvist, men pludseligt og uden varsel. Lugten af urin, bræk og det, der var værre stak i mine næsebor og reaktionen kom prompte. Min mave vendte vrangen ud og tømtes for de sidste rester af, hvad der var tilbage i den - en ugerevy af galde, mavesyre, blodigt slim og ildelugtende, ufordøjede rester fra ugers selvdestruktion. En surrealistisk komposition i toiletkummen, der ville have gjort selveste Salvador Dali i sin himmel grøn af misundelse.

Dag 5
Femtedagen var genopstandelsens dag. Da opstod jeg fra grænselandet. I euforisk overmod i begejstring over endnu engang at være kommet igennem et af mit livs mange mareridt, lagde jeg planer. Planer for fremtiden. Nu skulle alt blive anderledes.
Jeg havde på den hårde måde - den for mandfolk - vundet kampen over Kong Alkohol. Jeg havde været tørlagt i 5 dage - så jeg havde kontrol over situationen. Nu gjaldt det om, at komme til hægterne igen og indhente det forsømte. Aldrig ville jeg opleve et sådant helvede igen.

Jeg gik i gang med hovedrengøringen og åbnede døren til garderobeskabet. I det samme væltede den ene af mine støvler, og ud faldt en flaske rød Ålborg - uåbnet og fyldt med livets vand. Nå, ja hva' fanden! En enkelt genstand, som belønning for fem dages helvede, kunne vel ikke skade, tænkte jeg.

Jeg overvejede igen min situation. Jeg overvejede, mens jeg samlede flasken op. Jeg overvejede mens jeg skruede kapslen af, og jeg overvejede, mens jeg tog den første slurk.