"Hey" lød det.

Jeg tog mig selv et øjeblik, til at tænke over hvem denne stemme tilhørte, før jeg ville kigge op fra min bog. Det var ikke en stemme jeg kendte. Det var en varm og blid kvindestemme. Da jeg kun havde fem kvinder i min sociale cirkel, som ville hilse, undre det mig at jeg ikke nemt og hurtigt kunne finde ejerkvinden i mit mentale bibliotek. Jeg kiggede endeligt op. Så ansigtet på ejerkvinden til den varme og blide stemme og jeg må indrømme at jeg blev meget chokeret. Havde forventet en fyldig kvinde i 40'erne, med kedeligt, tørt, kruset hår. En kvinde der er blevet mærket af livets kolde hånd. En kvinde der har opdaget at alle hendes drømme, for altid kun vil forblive drømme og har indset at livet ikke kunne tilbyde hende alt det kun havde håbet på. Nej. Dette var en ung pige i starten af tyverne, 22-23 år. Det mest naturlige, mest sorte hår jeg nogensinde har set. Meget mørke brune øjne, de var så mørke at man nærmest ikke kunne se hendes pupiller og hendes øjne bare gik i et med den sorte farve. Det sorte var et meget gennemført tema for den unge, smukke demonlignende kvinde. Sort øjenskygge, sort neglelak, sorte øreringe, en sort ring, sorte lederstøvler, sort lederjakke og meget, meget stramme sorte jeans. Alt dette stod i meget stærk kontrast til hendes smukke, blege skandinaviske hud. Tog begge hænder i lommerne, for at det ikke skulle være alt for åbenlyst når jeg tog min ring af.


Hendes krop var et helt kapitel for sig selv. Hun var ikke en af disse vandrende pinde, man tit ser i bybilledet, med alt for høje hæle og med lidt for meget make-up. Nogle af dem er så tynde, at de ville gå i stykker hvis de faldt. Nej hende her var en rigtig kvinde. Med lettere brede hofter, som var værdige til at bære et barn og lidt store lår, uden at have et gram fedt på dem. Man kunne tydeligt se, at hun var i god fysisk form. Påsat på lårene var et sæt meget lange og godt konstrueret ben, som bar hende rundt til hendes daglige gøremål. Jeg forestiller mig hun er en pige, som går meget rundt i den indre by, fra nyt spændende bekendtskab og oplevelse til det næste. En pige som går meget op i at have hendes personlige frihed, som ikke lader sig falde til et sted for lang tid af gangen. Hendes bryster var alle de rigtige ting, på en gang. Runde, så grebet var helt perfekt. De var store, men ikke for store, stor C eller lille D er min personlige vurdering være her på falderebet. De var faste, med den helte perfekte mængde "bounce", så de havde denne hypnotiserende effekt, i mens fortsatte sin gang henimod mig.

Det var som om hun udstrålede så meget, igennem så lidt. Bare hendes gang føltes som om hun viste så meget karisma. Hun var selvsikker og stærk, det var tydeligt at hun har haft udfordringer at kæmpe med i hendes liv. Udfordringer som hun har overvundet og gjort hende til et stærkere menneske, et stærkere menneske som ved hvem hun er, og hvor hun står. En pige, som altid har været meget moden og voksen af hendes alder, da livet måske har forlangt det.


Kan mærke hvordan mit begær vokser og bliver for stort til min krop kan rumme det. Mine hænder sitre og jeg skærer tænder. Bider i min tunge, som om jeg er ved at blive opereret, uden bedøvelse. Mine fødder er rastløse, og skipper omkring imens jeg sidder på bænken. Min lårmuskel dirre, som om den snart vil aktiveres. Føler mig som 800 meter løber lige inden løbet starter. Uroen spreder sig i min krop og føler alle mine kropsfunktioner er helt ude af kontrol. Kører min hånd igennem mit nakkehår, og mærker sveden i min nakke. Pludselig er det, der fylder i mit hoved. Og det eneste der fylder mit hoved er spørgsmålet "hvor skal jeg have mine hænder?!". Kan mærke panikken langsomt begynde, at vokse. Prøver at berolige mig selv, ved at snakke med mig selv i mit hoved, nærmest som et lille interview. En lille dialog frem og tilbage imellem to versioner af mig selv; en version af mig som er rolig, i balance og tænker rationelt. Og en version af mig selv, som er ved at få et mindre angstanfald. "okay slap af, træk vejret, vi bliver nød til at få vores puls ned". Det hjælper faktisk, og der er jo ikke sådan jeg diretke snakker med mig selv, så tror ikke man vil betegne mig som sindssyg. Som man siger lever man jo livet alene. Bliver født alene og dør alene, så lidt venskabelig rådgivning og debat med sig selv er vidst ikke så underligt.

Hun er nu få meter fra mig og der kan kun være et spørgsmål om sekunder, før vi etablere kontakt. Dette er det kritiske øjeblik. Førstehåndsindtrykket er altafgørende for hvilket billede jeg vælger, at male af min personlighed. Kan mærke jeg er ved at blive overvældet af hele hendes tilværelse, alle mine indtryk af hende blev tredobbelt, nu hvor hun stod der stå tæt på. Vi taler nu om få skridt før det sker. "Okay, her er hun, slap af", tænker jeg en sidste gang for mig selv. Vi får nu øjenkontakt, hun smiler, jeg kan mærke hvordan min hjernes belønningscenter bliver stimuleret og jeg smiler tilbage, uden overhovedet at tænke over det. Hendes smil er perfekt.

"Hey" siger hun igen

Jeg håbede på endnu et hey, tænkte jeg før jeg selv svarede. Et hey er jo, hvor alt dette begyndte.

"Hejsa" svarede jeg. Tænkte at jeg ligesom måtte finde på min egen hilsen, for at vise min selvstændighed. Herefter skete der nogen underligt. I stedet for at stoppe lidt foran mig og snakke til mig front til front, forsatte hun og satte sig ved siden af mig på bænken, og hun satte sig rimelig tæt på. Der var plads til, at hun kunne sætte sig længere fra mig, men valgte at sidde der i stedet. Kunne mærke varmen sprede sig i min krop, imens vi stadig holdte øjenkontakt. Hun skulle til at tale igen og jeg var meget spændt.

"Du må virkelig undskylde, hvis jeg forstyrre, men jeg fik øje på dig helt ovre fra den anden side af stationen og tænkte på. Er du ikke Julieannes storesøster?" spurgte hun.

"Jo, det er jeg" svarede jeg hurtigt, uden at tænke på alle de faldgrupper, som præsenterede sig selv, i det jeg er nogen Julieannes storesøster, som f.eks. Julieannes storesøster navn eller hvad som helst om deres familie, jeg håbede virkelig ikke hun havde et særlig tæt forhold til denne Julieanne. Derfor valgte jeg, at tage kontrol over samtalen og derved med lidt snilde bevæge mig uden om disse faldgrupper, som kunne afslører mig og samtidig få mig til at ligne en særlig, desperat for hvilken som helst form for menneskelig kontakt, så hun lyver om sin identitet for bare, at føle sig lidt tilstede på den her planet. Derudover måtte jeg finde frem til Julieannes søster navn, så jeg fulgte hurtigt op med;

-"Jeg tror desværre ikke jeg huske dig, sorry, dit ansigt virker dog bekendt, hvad var dit navn?"
   Sagde jeg imens jeg forsøgte med alle mine skuespillerinde talenter at virke oprigtig ked af og flov over ikke at være i stand til at huske hendes navn eller hvem hun var.

-"Jeg er Lisa, og det er helt okay. Jeg tror kun vi ordentlig har mødtes en gang til Julieannes konfirmation, du har jo altid været meget i ude og rejse", siger hun med et grin og sluttede af med "Åh du må virkelig undskylde, men kan aldrig huske om det er Betina eller Betine?"

Jeg jublede indeni. For det første, det åbenlyse, jeg fik navnet, både hendes og mit. Jeg vil ikke lægge skjul på jeg er lidt.. ikke skuffet men havde bare håbet på et lidt andet navn, måske Lærke eller Malene eller sådan noget, det virker også lidt besynderligt for mig, at man ville kalde sine ene datter for Betina/Betine og den anden Julieanne. Det er to navne i meget forskellige boldgader, men det er også lige meget nu. I det mindste fik jeg lov til at have to valgmuligheder til mit slutbogstav. For det andet har denne storesøster været meget i udlandet og derfor kan Lisa umuligt have kendt hinanden særlig godt og derfor ikke kender særlig mange personlige detaljer om hinanden.

-" Det er Betina, og det er helt okay Lisa. Ja mit arbejde tager mig meget rundt omkring i verden"
   -" Det må være så spændende. Hvad er det nu du laver?"
   -"Fotografi"
   -"Nice"

Jeg har aldrig taget imod et "Nice" før. Jeg har aldrig været i besiddelse af en egenskab eller en funktion, som nogen ville beskrive som "nice", eller bare noget i den stil, i hvert fald ikke uden et tyk lags sarkasme. Men dette føltes oprigtigt. Og hun fortsatte;

-"Hvad fotografere du så?"
   -"Altså.. alt. Alt hvor jeg ser noget smukt. Alt som fortæller en vigtig eller spændende historie. Alt som har et eller andet unikt, som pirre min interesse, af den ene eller anden grund. Det kan være alt. Det kan være mennesker, hvis placering, samt udseende og udstråling tilsammen, i det perfekt øjeblik, skaber en særpræget ramme for et godt billede"
   Jeg synes selv det lød som et svar, som en fotograf ville komme med. Prøvede at virke som en person af kreativ og kunstnerisk karakter. En person som Lisa ville beundre og ikke vil se om denne kedelig, almindelige, gennemsnitlige væsen jeg i virkeligheden var. Jeg tror det virkede. Vi fortsatte med, at snakke, Lisa var meget interesseret i mit falske erhverv og stillede masser af spørgsmål og jeg besvarede dem overraskende godt og præcist, jeg fortalte hende endda om alt mit ikke-eksisterende udstyr, uden at blive for teknisk. Hun skulle jo nødig se mig, som en nørd. Kort sagt, jeg løj som en mester. Jeg følte mig ikke som mig selv. Jeg følte mig som et bedre selv. Jeg følte mig i kontrol over min egen skæbne for en gang skyld. For en gang skyld var jeg ikke bare en ordinær og irrelevant tilskuer til verdens begivenheder, nej jeg befandt mig midt i det. Det er som om det her øjeblik, er et øjeblik jeg har ventet på i flere år. Et øjeblik jeg har ventet på med mere og mere utålmodighed, i takt med at jeg langsomt mistede mig selv, til et punkt hvor jeg havde svært ved at mærke mig selv. Men nu. Nu mærker jeg, og føler jeg mere, end jeg nok har gjort i ti år, da jeg selv var en ung kvinde på Lisas alder. Jeg mærker mit varme blod strømme rundt i mine blodåre. Jeg kunne tydelig lugte Lisas parfume og duften af hendes hår var intet mindre end fantastisk.

Der var tidspunkter, hvor stemningen gik fra hyggelig og munter til nærmest flirtende. Vi befandt os pludselighed i en samtale, som omhandlede hvorvidt jeg havde lyst at tage nogle nøgen fotografier af Lisa, selvfølgelig fra et kunstnerisk synsvinkel, men der var ingen tvivl om at stemningen var anderledes. Vores øjenkontakt blev længere og mere inderlig og følsom. Smilene blev større og længere og lidt fysisk kontakt blev endda etableret i mellem os. Det ville ske på den måde, at nogle gange når Lisa omtalte mig eller "os" ville hun lægge sin hånd på min skulder eller endnu bedre, på min lår. Hun fortalte f.eks. om hendes kunst. Om hvordan hun elskede at male og tegne og om hvordan få i hendes familie ikke forstod eller accepterede hendes passion, da de fleste i hendes familie ikke så det som et "ordentlig" arbejde, ikke så det som en ansvarlige og bæredygtig karriere. Hun sluttede derefter af med at sige;

-" Det er jo ikke alle der kan være åbne, kreative og være frie for fordomme og småborgerlige begrænsninger, som os"
   Da hun nåede til "som os" gav hun mit lår et lille klask og et klem i en samlet bevægelse, og det føltes som om mit hjerte hoppede hver gang hun gjorde det. Jeg sad på klassisk "kvinde-maner" med mine ben over kors, er ellers ikke meget for, at sidde på den måde, da jeg har læst flere steder at det ikke er godt for hofterne og ryggen, men sad sådan så min nederdel strammede til omkring mine lår, i håbet om det fik mig til at se mere sexet ud. Første gang hun gjorde det var det et lille klast og et lille klem. Anden gang var det et lille klask, men et lidt længere klem og derefter lod hun sin hånd ligge på min lår et halv sekund. Tredje gang var det et lille klask, et klem lignende som anden gang, men denne gang lod hun ligesom sin hånd glide lidt ned af låret, derudover var hendes hånd placeret længere nede, til at starte med, så da hendes hånd gled ned af, rørte hun den bare del af mit lår og næsten ned til mit knæ. Kunne mærke hvordan jeg skulle fortælle mig selv, at jeg skulle slappe af igen. Min krop dirrede af lyst og længsel, mit hjerte bankede derudaf og havde en uafbrudt lyst til konstant at bide mig selv i underlæben, hvilken jeg tit gør når jeg er nervøs. Jeg tænkte at jeg også blev nød til, at være lidt med i spillet, så da jeg synes chancen opstod lagde jeg også min hånd på hendes lår og gav hende et lille klem. Meget lidt ligesom hendes anden gang, men uden så meget klask. Men noget underligt og uventede skete. Da jeg jeg vil fjerne min hånd Lisas fejlfrie lår, lagde hun sin hånd ovenpå min og derved fastlåste min hånd på hendes perfekte selv, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde noget problem med. Men blev så paf af hele situationen jeg jeg ikke hørte, at Lisa talte til mig, ikke fordi jeg ikke ville høre, men var bare hypnotiseret af hendes uforståelige fabelagtige krop. Det første var noget med hvor glad hun var for at vi mødtes og hvor hyggeligt det havde været, sagde selvfølgelig i lige måde og sagde noget om hvor meget jeg havde sat pris, på vores snak og hendes selskab. Det anden var at hun blev nød til at smutte, da hun skulle nå sit tog til Gentofte.

-"Bor du i Gentofte?" spurgte jeg
   -"Ja, jeg læser bare her på KU, Litteraturvidenskab og Kunsthistorie "
   Ja selvfølgelig læser hun på universitetet tænkte jeg. Hun er smuk, sjov, kreativ, anderledes på en god måde, en fri sjæl og nu også klog, og nu skal jeg miste hende til Gentofte. Men det var jo nok for det bedste, at vores veje skiltes her. Det var nok begrænset hvor længe jeg kunne holde den kørende før hun ville opdage, at jeg ikke er hvem jeg udgiver mig for at være, og den situation hvor jeg skulle prøve at forklarer mig ud af sådan en kompliceret og omfattende løgn ville jeg gerne spares for. Det var i hvert fald det, som jeg tænkte, men det jeg sagde var;

-"Ej det' sjovt, jeg skal også til Gentofte"
   -"Ej er det rigtigt?"svarede hun med et stort smil
   -" Ja, jeg bor p.t til leje i Gentofte. Sagde jeg ikke det?
   -"Nej det nævnede du ikke, troede bare du var på besøg inden udlandet kaldte igen"
   -"Nej jeg tror jeg bliver lidt i Danmark for en stund" sagde jeg og kiggede på hende med et smil
   -"Jamen så skal vi skynde os Betina, kom nu"
   -"Åh gud! Er klokken allerede så meget?" siger jeg imens jeg lader som om jeg ser hvad klokken er.
   Greb min taske og kom op at stå, samtidig tænkte jeg en små hundrede gange hvad det var jeg egentlig havde gang i? Jeg sammensatte et lille resume, da det var blevet svært at følge med i min egen opspind. Jeg hed ikke Bettina, jeg var ikke Julieannes storesøster, jeg var ikke fotograf, alt jeg havde fortalt om mig selv og generelt havde sagt er noget jeg har baseret på hvad jeg troede denne fiktive person ville have sagt og sidst men ikke mindst, jeg boede ikke i Gentofte.
   Jeg kommer op ved siden af Lisa, som pludselig griber min hånd og begynder at sætte i løb.
   "kom så Betina! Vi bliver nød til at skynde os, hvis vi skal nå det" siger hun med et grin
   Jeg kom op i tempo og fornemmer varmen fra Lisas hånd, kunne mærke hun blidt trykkede min hånd og jeg trykkede igen. Vores høje hæle larmede imod banegårdens stengulv, imens vi prøver at nå til toget i tide, som vil transportere os til Gentofte. Hundredvis af tanker fløj igennem mit hoved i takt med, at jeg skulle følge med Lisa og undgå de mange andre rejsende på stationen, med deres bagage og deres dårlige rejsehumør og annonceringerne over højtalerne gjorde det ikke nemmere at få tankerne på ret køl. Jeg måtte, så snart vi var i toget, og så snart jeg fik muligheden, skrive en sms til Søren og fortælle jeg var blevet kaldt tilbage på avisen, på grund af et nødsituation, det er trods alt sket en del gange før, især på det sidste. Og derudover minde ham om at give Jacob hans Methylphenidat og Emmas biologi opgave til på torsdag, samt hendes bograpport til i starten af næste uge. Vidste ikke hvad jeg lavede, og vidste især ikke hvad jeg skulle gøre når vi kom til Gentofte. Vidste bare at jeg levede det hundrede procent og at jeg ikke var klar til, at stoppe endnu.