Clemence var lige fyldt seksten, da hendes vand gik og hun fødte alene på hospitalet, omgivet af sygeplejersker og jordemoderen, men ingen rigtig mor, for hendes mor nægtede at være til stede, når frugten af hendes synd endelig var fuldbåren og bestemte sig for at komme til verden. Jeg er en omsorgsfuld forælder, havde hun sagt til Clemence nogle måneder forinden, jeg skal nok være dér, for babyen, når den er kommet hertil, og også for dig, min datter, men en kvinde føder i smerte af en grund, Clemence. Især en kvinde med dine laster.

Smertefuldt var det, i hvert fald. Det var ikke en kompliceret eller ovenud traumatisk fødsel, det gik ikke specielt hurtigt eller specielt langsomt, alt var ganske normalt, påstod sygeplejerskerne og jordemoderen stædigt hele vejen igennem. Alligevel var Clemence hæs af at skrige bagefter, for hun var kun seksten år, kun lige. Kun lige. Hun havde aldrig forestillet sig, at noget kunne gøre så ondt. Som blev hun revet i stykker, som blev hun hevet i - som havde Gud selv et tag i hvert ben.

Hun havde aldrig været særligt religiøs selv, ikke ligesom sin mor, måske var dét hvad der fik hende i denne suppedas til at begynde med. Men efter at den lille pige blev placeret på hendes brystkasse og hun kunne mærke hende trække vejret, hendes små fødder der sparkede og hendes hænder der knugede om sig selv, spurgte hun alligevel efter hospitalspræsten og tiggede ham om at sige Ave Maria med hende et par gange, for roens skyld. For roens skyld.

Og efter hun blev udskrevet, efter alt var blevet målt og vejet, endeligt godkendt, begyndte Clemence at gå fast i kirke. Hver søndag med sin lille bastard-baby på armen. Marguerite, kaldte hun hende. Ligesom ukrudtsblomsterne i vejkanten som nogle, af uforklarlige årsager, fandt tiltalende. Smukke, ligefrem.

*

Marguerite nåede at blive halvandet år, før Clemences mor gjorde hende opmærksom på det. Problemet. Marguerite var en tåspidsdanser. Hun gik på tæer alt for længe og syntes aldrig at komme ned fra de højder, ikke engang i sensible, flade sko med lyserøde sløjfer eller i den hvide kjole med de søde, pink prikker. Alt det lyserøde passede slet ikke til hende, hun var ingen uskyld. Hun græd sjældent, men altid om natten, havde holdt Clemence vågen i et lille års tid, så hun ikke kunne gøre sin afgangseksamen færdig før hun allerede var to år bagude.

Problemet var, at Marguerite var en danserinde. Ligesom Clemence plejede at være det. En dag ville hun ende med at danse tango med en eller anden stodder fra Sydfrankrig som insisterede på, at hans familie var fra Argentina og hun ville blive gravid i en alder af femten og hendes liv ville gå i stå og hun ville hade sin førstefødte af et rent hjerte. Præcis ligesom sin mor. Ligesom Clemence selv.

Alle undtagen Clemence syntes dog at Marguerite var bedårende og af en ganske indtagende natur, ikke at det undrede Clemence, for Marguerite var præcis ligesom sin blomstersøster. De fleste kunne lide hende og man var den underlige, hvis man ikke kunne. Når man ikke kunne. Underlig og uegnet, havde de forsøgt at fortælle hende, men det kunne de godt gå hjem med, den slags sladder. Clemence var fint i stand til at tage vare på sin datter. Udmærket.

*

Rey vendte tilbage til Chartres tre år efter han var skredet. Fra hende. De dansede tango igen i kirkens fælleshus og hun glemte, hvordan hun nogensinde havde kunnet hade ham. Hvad så, hvis hans fars familie var spansk i stedet for argentinsk, tangoen dansede han som en indfødt.

Endnu engang lod hun sig narre, selvom løgnen byggede op omkring sig selv denne gang. De havde sex tre gange, før hun indså hun var gravid igen, men denne gang gik han ingen steder. I hvert fald ikke med det samme. Han kunne godt lide Marguerite, han var tydeligvis en marguerit-person og i et par år, havde de et hjem sammen. Han boede hos hende i den lille lejlighed, sammen med Marguerite og efter ni måneder, også sammen med Fleur der kom til verden på samme måde som sin søster, men alligevel var uendeligt mere elskelig.

Sådan delte de et liv, indtil Rey endnu engang bestemte sig for at faderrollen altså ikke lige var hans kop te, når han nu tænkte over det og rejste tilbage til sin hjemby. Væk, væk, væk. Alene stod hun tilbage med to børn og et minimalt børnebidrag hver måned. Fremtidsløs, hviskede de i kirken, men Clemence vidste bedre. Hun var stærk. Hun var en overlever, hvis ikke længere en tangodanser og hun skulle nok overleve for Fleurs skyld. Fleurs og Marguerites, hvis hun absolut måtte.

*

Marguerite var elleve, da de første gang ringede til hende fra skolen og fortalte hende, at hun var blevet fanget i midten af en kysseleg med en lille halvcirkel af drenge ude på idrætsbanen bag skolebygningerne. Clemence var 26 og havde etableret sig i mellemtiden, hun var i gang med at tage en uddannelse (uden nogens støtte) og havde lige fået en praktikplads som fransklærer på Chartres anden store skole, dén som hendes døtre ikke gik på. Hun danser stadig på tåspidserne, tænkte hun og hentede Marguerite i bil, skældte hende hæder og ære fra på vej hjem. Vidste hun dog ikke, hvor nemt hun kunne få overbalance? Hvor nemt man faldt i argentinske tangosko?

Da de først havde fået en plads i Marguerites liv, var drengene ikke til at slippe af med igen. Clemence fangede hende i kysselege på hendes værelse, forbød drengebesøg, men overraskede dem alligevel stadig med røde kinder og våde læber. Halsende og liderlige og Marguerite var tolv. Tolv år gammel. Luder, kaldte Clemence hende for første gang i afmagt og det var som en glidebane, hun kunne ikke stoppe igen. Luder, kaldte hun hende jævnligt derefter. Luder. Som Maria Magdalene, gå derfor ud og synd ikke mere!

Da hun var femten, gav en af drengene hende den dumme hund. Som betaling for Gud ved hvad, sikkert sex. Marguerite tog imod som var det ikke nedværdigende, som var det ikke syndigt og forkert. Hun gemte hunden på sit værelse, formåede at holde den skjult et par dage, men da Clemence fandt den, faldt der ikke bare brænde ned. Himlen faldt. Himlen faldt, nej, nu var det nok. Dér stod hendes førstefødte med glasskår i fødderne og viste ingen anger, ingen frygt. Det var i dette forfærdelige øjeblik, imens hun bad Fleur om at hente bilnøglerne, at hun indså - Marguerite dansede ikke bare tango, hun dansede mere ekstremt og mere ødelæggende end hendes mor nogensinde havde gjort. I bilen var de stille og alt Clemence følte var lettelse. Mere ens var de altså heller ikke.

Mere ens var de heller ikke, når alt kom til alt. For én af dem var der vel håb, så. Spørgsmålet var bare, hvem?

*

Et år senere var hun væk.

Maman, (skrev hun.)

Du behøver ikke lede efter mig, vi ved begge, at dette er løsningen.

Hvis du lader mig slippe nu, lover jeg aldrig at opsøge Fleur igen og jeg ved, Maman... Jeg ved du stadig har håb for hende. I det mindste. Når vi nu begge to er gået i andre retninger, du og jeg, selvom det vil udspille sig helt forskelligt for os. Det garanterer jeg dig for.

Ja, jeg klarer mig. Jeg ville bede dig om ikke at bekymre dig på mine vegne, men jeg ved godt, at den tjeneste får jeg gratis, så hvorfor dog spilde mine ord, ikke sandt?

Marguerite

Sedlen brændte hun, men implikationerne hang tungt i luften, også måneder senere, da politiet endelig tog interesse i Marguerites forsvinden, men finde hende kunne de ikke. Sporet endte dødt i Paris. Fleur græd i starten, men holdte snart nok op. Ingen, ikke engang det bedste, mest godsindede menneske i verden, kunne savne sådan et pigebarn i længere tid af gangen, gik Clemence ud fra og havde opgivet fra starten overhovedet at forsøge selv. Den tid var forbi, tabt. Hvis den nogensinde havde været. For hende. For dem.

*

Fem år senere sad de og så fjernsyn sammen, Fleur og hende. Hun rettede hjemmeopgaver, fransk på fjerde-klasse niveau. Fleur var lige fyldt atten det år og havde mødt en god mand som hun snart ville flytte ind hos. Alt var godt, selvom hun nu havde været usædvanligt stille hele aftenen.

"Det er Marguerite," sagde hun pludseligt højt og pegede på TV'et som kørte en reportage om Luxembourgs statsminister. Clemence fulgte retningen af hendes finger, fik øje på en høj, mørkhåret, utroligt smuk kvinde som stod ved statsministerens side, hun betragtede ham kærligt og varmt. Hun betragtede ham tilgivende som fandtes ingen af hans åbenlyse fejl. Han var en flot mand på omkring Clemences egen alder, men politiker. Rig, tydeligvis. Magtfuld. Det garanterer jeg for, havde hun skrevet til afsked.

Der var ingen baby bump at se. Måske var de slet ikke så ens alligevel, Marguerite og hende.

Ved siden af hende græd Fleur. Hun græd rystende og klynkende ned i sine hænder og Clemence omfavnede hende, kærligt og varmt. Trøstede hende uden at vide hvorfor. Se, din søster er okay, hun har klaret sig helt fint uden os, ville hun have sagt i en anden verden, men i denne verden sagde Clemence intet.

"Jeg er gravid, Maman," hikstede Fleur. "Jeg er to måneder henne, Albert har lovet at være der, jeg bliver ikke alene, du må ikke hade mig, Maman. Du må ikke hade mig."

Imens hun holdte hende (og hun gav ikke slip, nej, hun holdte ved), sin anden datter som hun havde håbet alverden for... Imens hun trøstede Fleur tilgivende og uden dom, da gik det op for Clemence at begge hendes døtre var dansere, at hun ikke havde kunnet redde nogen af dem.

*

Når vi nu begge to er gået i andre retninger, du og jeg, de ord tænkte Clemence ofte på, imens Fleurs mave voksede. Hun kunne næsten høre Marguerite udtale dem i sin spæde, lyse stemme. Luftigt, på en udånding.

Hvad mon hun ville sige, hvis hun vidste hvor forkert de havde regnet, begge to. Begge to. Alle tre. Helt forkert.