Paris, 2009.
Hvis hun ikke var kommet så uendeligt langt hjemmefra, tænkte hun og introducerede aftenens sidste sang med et lille, påklistret smil og et kast med hovedet, ville hun selvfølgeligt aldrig have set sit navn skrevet i gyldne bogstaver under den store Edith Piafs på plakaterne som Yvette hængte op rundt omkring i 9. arrondissement for at annoncere deres arrangementer. Hun ville aldrig have sunget en eneste sang på fransk, hun ville aldrig have vidst, hvordan man kan længes så forfærdeligt efter lyden af det indfødte sprog og hun ville aldrig have lært at hade sit eget sammensurium af accent og besvær, når hun sang Milord eller Padam Padam. Shioris franske var stadig, efter næsten to år i byernes by, mest til husbehov. Hun kunne synge ordene og hun vidste måske også, endda hvad de betød, men følelsen var væk - og lyd uden følelse var nu engang bare lyd. Større og mere unik var hendes stemme heller ikke.
På L'Ombre de Palais var de dog jævnt ligeglade med hendes accent og hendes kunstneriske betænkeligheder. Klubben, der var blevet golden age bandets stamsted, var en pseudo-autentisk hotpot, de badede i beliggenhedens popularitet og de fleste besøgende var da også turister som selv talte et tykt turist-fransk, hvis de talte sproget overhovedet. Shiori havde lært at holde af den prætentiøse format, men hun savnede nogle gange fyrene fra London og Englands mørkere grit. Ikke at hun fortrød fraflytningen, det havde været på tide. At komme videre. Det havde været på tide.
Aftenens sidste nummer var en udvidet udgave af La Foule som Shiori selv havde arbejdet på, i månedsvis faktisk. Havde flettet brudstykker af sin japanske oversættelse ind i den oprindelige tekst og sat deres trompetist på arbejde med et riff eller to, alt efter hvordan publikum tog imod. Det var en af de få sange i deres repertoire som hun følte sig hundrede procent komfortabel med at synge, som hun vidste hun kunne vride hver en dråbe ud af og den havde samtidigt vist sig overraskende populær. Denne aften var ingen undtagelse, den fik koncertens største bifald. Måske klappede folk bare, fordi det endeligt var ovre, kunne hun ikke lade være med at forestille sig i et kort, koldt øjeblik, inden spotlightet flimrede tilbage i ansigtet på hende og hun næsten havde det for varmt i sin lille sorte kjole.
Baren plejede at være åben endnu et par timer efter deres koncerter, så Shiori begav sig ned fra den runde scene, overlod oprydningen til de andre med et svævende løfte om at vende tilbage om et øjeblik og satte sig på den første, frie barstol hun kunne finde. Bestilte en cola med is.
"Jeg kunne bedre lide dig i London," lød en kvindestemme bag hende og ordene var engelske. Britisk engelske. Stemmen var en smule hæs og en smule mørk, mindede hende umiddelbart om marcipan overtrukket med chokolade. Hun nåede ikke engang at vende sig om, før hendes fremmede bekendte gled på plads, som var stolen en trone, ved siden af hendes. Hun satte sine sylespidse stilethæle i spænd i fodstøttens metal. Shiori kiggede nysgerrigt på hende. Hun kunne ikke huske nogensinde at have set hende før og det hår... Åh, det var så smukt, det hår ville hun ikke sådan lige glemme. Det var orange-gyldent, præcis samme farve som en solnedgang, ligeså skinnende, ligeså changerende.
"Jeg tror egentligt også bedre jeg kunne lide mig i London," lo hun til svar, ligeledes på engelsk. Det kriblede underligt i maven, hun var ikke sikker på det var en velkommen fornemmelse. Enten var den for gammel eller også var hun selv. For gammel. Nu. Hun rykkede lidt uroligt på sig og forstyrrede isterningerne i glasset med sit sugerør.
"Jeg hedder Michelle Adkins," præsenterede kvinden sig endeligt og smilede. Hun havde smalle læber, men helt hvide tænder. Et ægte tandpastasmil. "Jeg spiller klaver og er måske på jagt efter en forsanger præcis som dig, Shiori Enomoto."
Hun udtalte Shioris efternavn på en vidunderligt nuttet måde, hvor E'et næsten forsvandt og i stedet lød som et dybt, langt I. Shiori kunne ikke helt lade være med at smile, hun havde aldrig på denne ganske særlige måde prøvet at blive headhuntet før. Så fokuseret. Så direkte. Med Yvettes band var hun vist stadigvæk på en form for prøveordning, i en slags prøveperiode. Det havde hun været i ét år og resultatet stod ikke til at ændre, virkede det til. De spillede, hun sang, men hun var til stadighed det fremmede element. I virkeligheden savnede hun nok følelsen af at være en del af. Noget. Af nogen.
"Shiori, kommer du," blev der råbt oppe fra scenen og Shiori sukkede. Rodede sin taske igennem i jagten på en kuglepen. I mellemtiden rev Michelle en side ud af sin kalender som hun kunne skrible sit telefonnummer ned på og sådan udvekslede de i effektiv stilhed oplysninger.
"Du skal nok høre fra mig," lovede Michelle og lænede sig ind for at kysse hende luftigt ved hver kind på ægte fransk maner. Hendes parfume duftede tungt og skarpt, hang ved Shioris hår i efterdønningerne af deres kortvarige intimitet. Deres nærhed, deres... Hurtigt stoppede hun sig selv og rejste sig i stedet op, selv når Michelle blev siddende dér ved de sørgelige rester af Shioris cola og Shiori rettede sig op til sin fuldeste højde, var Michelle næsten højere end hende. Så godt som.
"Det ville jeg sætte pris på," svarede hun og formåede lige akkurat at smile, ligesom hun undgik med nød og næppe at snuble, da hun vendte sig væk, satte kursen tilbage mod scenen og sit arbejde, hvor meget end en fremmedarbejder hun var, når alt kom til alt.
Og sådan mødte de hinanden både som bekendte og som fremmede, gjorde Michelle og Shiori, for Shiori ville uden tvivl have husket Michelles røde hår, hvor end hun gik hen bagefter, havde hun lagt mærke til hende, tilbage i good old London Town - hvem vidste, måske var hun aldrig taget til Paris i første omgang, hvis hun havde mødt Michelle allerede dengang. Efterfølgende, på vej hjem af Boulevard des Capucines, huskede hun netop tydeligst Michelles hår, såvel som hendes marcipan-mørke stemme og hendes ord. Hendes ord... Måske var hun på jagt efter én præcis som Shiori, havde hun sagt. Måske var hun på jagt. Måske var Shiori atter engang eftertragtet og ville det ikke være første gang i et lille årti.
Tiden var gået. Måske turde hun godt. Igen.