Jeg sidder flere minutter med hånden på bilnøglen, før jeg får taget mig sammen, og slukket for motoren. Den efterfølgende stilhed føles massiv og påtrængende. Hvis jeg ikke havde været så træt, havde jeg omgående startet bilen igen, og kørt de næsten tre timer tilbage. Gennem støvregnen ser jeg op mod huset. Mit barndomshjem. Det ser ud som det plejer, men alligevel er der et eller andet... udefinerbart, som er anderledes. På de fem trin op mod hoveddøren står alle krukkerne med pelargonierne. Mors stolthed. De blomstrer endnu, trods flere nætter med frostgrader. Gardinerne i vinduerne hænger snorlige, og den store isbjørnefigur står livagtigt, men standhaftigt på samme sted, som den altid har gjort.

Jeg kaster et blik i bakspejlet. Konstaterer kort, at håret sidder som det skal i pagen, og at den dybe mahognifarve dækker de begyndende grå hår efter hensigten. Fyrre år i næste måned. Det er ingen alder... jeg kan nå det endnu, finde en anden. Den eneste ene og et eller to børn er da heller ikke umuligt endnu. Men lige nu... Irriteret begynder jeg at rode håndtasken igennem. Hvor er det bare typisk. Godt... endelig. Smører trodsigt lipglossens røde farve på. Velvidende, at de blege kinder og poserne under øjnene ikke lader sig skjule så nemt. Nå, det er vel bedst at få det overstået. Jeg stiger ud i regnen, småløber opad havegangen med håndtasken over hovedet og en æske, i et løst greb, indtil brystet. I ly under det lille halvtag oppe ved hoveddøren pakker jeg forsigtigt æsken ud. Heldigvis har den klaret turen uden skader. Et øjeblik efter kan jeg træde et skridt tilbage og betragte mit værk på den tomme plads på hoveddøren. En efterårskrans i stålende solskinsfarver... lige i mors ånd. Så langt, så godt. Jeg banker på med mit sædvanlige signal. To hurtige bank, kort pause, og to hurtige mere. Hmm... så længe plejer far ikke at være om at lukke op. Måske er han faldet i søvn. Det må være skønt at være efterlønner, og have tid til en lur midt på dagen. Jeg går nedad trappen og om bag huset. I redskabsskuret tager jeg ekstranøglen, og låser mig ind ad bagdøren. Vasketøjet fra bilen må vente til senere.

Inde i huset rammer en anderledes lugt mig. Ikke som sådan ubehagelig... men bare ikke den lugt jeg normalt forbinder med at være hjemme. Jeg lister stille ind i stuen, hvis far nu sover. Sofaen er tom, og det samme er fars gamle lænestol. Slumretæppet ligger i de rette folder hen over armlænet, og mors mange broderede puder står nydeligt og nyrystet. På sofabordet ligger en avis med en påbegyndt krydsord. Ellers er der ingen spor efter far.

Far, kalder jeg højt flere gange, mens jeg søger de forskellige rum igennem både i stueetagen og ovenpå. Hvor i alverden kan han være henne? I køkkenet tager jeg min kop fra skabet, sætter mig ved det lille bord i vinduesnichen, og skænker kaffe fra termokanden, der står klar. Jeg er hjemme cirka hver tredje uge, men denne gang er der gået mere end fem uger, siden jeg var her sidst. Vi har haft mere end bare travlt på arbejdet. Hele min ferie er brugt for længst, og jeg synes ikke rigtig, jeg kunne tillade mig at bede om flere fridage. Jeg ser kort på mit armbåndsur, og tjekker efter på køkkenuret. Jeg er sikker på, at far og jeg havde en helt klar aftale. Jeg vil gerne nå hjem i dag i ordentlig tid. Vi skal både have handlet, lavet nogle retter til fryseren, byttet vasketøj, og hvad der ellers er. Det er ikke nemt at nå det hele. Jeg har også mit at se til. Jeg forbander stille fars telefonmaner, der har betydet, at jeg længe ikke har orket at ringe hjem. Ja og nej. Det er alt, hvad han kan drive det til.

En tår af kaffen, får mig til at synke flere omgange af kvalmende panik. Den er iskold. Er der sket ham noget? Politiet, sygehuset... De giver da besked til nærmeste pårørende, eller...?
   Det er mere en fornemmelse end en egentlig lyd, der får mig til at dreje hovedet, og se hen mod døren, hvor fars stemme i det samme lyder.

"Nå, det er dig Anne. Jeg havde slet ikke hørt at du var kommet."

Jeg farer op, men inden jeg får råbt op om alle mine bekymringer, tipper stolen bagover og ind i blomsterpiedestalen med den store bregne, og det hele vælter omkuld i et larmende virvar. Tårerne står i kø, mens jeg begynder at samle potteskår og jord sammen. Tørrer dem hurtigt bort med det ene ærme inden jeg ser op på far. Far, jeg... men stopper, da jeg opdager et sælsomt udtryk hen over hans ansigt. Et kort øjeblik er det som om han vil sige noget, men så ændres hans udtryk tilbage til det flade, som han har haft det sidste lange stykke tid.
   Hvor har du været? Jeg kan godt høre at min stemme kommer noget mere bebrejdende ud end jeg havde tænkt mig. Rabler hurtigt at jeg har vasketøjet med, at jeg lige skal have hentet det i bilen, og så er jeg klar til at vi kan køre ud og handle. I små indskudte sætninger forklarer far, at han var i kælderen og ordne noget på værkstedet, men jeg hører kun halvt efter, mens jeg henter vasketøjet og får det lagt på plads.

"Er du klar!?"

Far står stadigvæk inaktiv i entreen. Jeg griber hans frakke fra knagen, smækker den i favnen på ham og nærmest skubber ham ud af døren og ind på passagersædet.

"Spænd selen far!"

Mine hænder er knyttet hvidt omkring rattet. Gid han dog ville tage sig sammen, deltage lidt mere, eller i det mindste tale med mig. Far har aldrig været særlig snakkesaglig, men... alligevel. Måske er det gode tegn, at han er begyndt at komme på værkstedet igen? Far har altid været glad for at pusle rundt med forskellige småreparationer. Han har heller aldrig gået af vejen for de større projekter. Han har selv bygget skuret og drivhuset, som mor var så glad for. Da taget skulle fornys, var det ham der balancerede rundt på spærene, og fik lagt det nye med et par venners hjælp. Som barn sad jeg har tit siddet nede i værkstedet med næsen fyldt op af den friske harpiksduft, mens far i glidende bevægelser, høvlede den ene spån af efter den anden, mens han småsnakkede til træet og mig. Alt akkompagneret til trækrøllernes lydløse dalen ned i bunken på gulvet. Er det virkelig et halvt år siden mor... ser ud af øjenkrogen på fars bortvendte ansigt og undertrykker et suk. Heldigvis er der ikke langt til supermarkedet, så turen i den fastspændte tavshed er hurtigt overstået.

Jeg fylder rutineret indkøbsvognen med diverse langtidsholdbare, eller fryseegnede dagligdagsfornødenheder. Nu mangler jeg bare de letfordærvelige varer. Dem kan vi lige så godt få med, nu hvor vi er her.

"Far, nej! Ikke sødmælken, minimælken... Du ved jo godt hvad lægen sagde om dit høje kolesteroltal. Jeg vil ikke også miste... Går i stå, og synker den tunge følelse som bliver ved med at sætte sig fast i halsen. Far sætter mælken i vognen, og går over til frostboksen. Jeg betragter hans hængende skuldre, mens han pærer til en pose frosne ærter. Det gik så hurtigt det hele. Tre sølle uger havde det taget fra mor havde opdaget knuden under armen til hun var væk. "Galoperende kræft", havde overlægen sagt. "Vi kan ikke rigtig gøre noget, udover at sørge for at hun er smertefri." Det havde ikke holdt helt. Især de sidste dage var svære... Nu er far den eneste jeg har tilbage. Blinker hurtigt tårerne bort, da far i det samme nærmer sig og lægger en pose med frosne karrotter ned i vognen.
   "Far, du har taget forkert. Vi plejer da at få ærter..." "Nææ", afbryder han. "Jeg kan bedst lide gulerødder." Undrende ser jeg efter ham, da han begynder at gå op mod kassen. Da jeg når derop med vognen, starter far straks med at lægge varerne op på båndet sammen med en pose fra det lille bagerudsalg. Jeg kommenterer det ikke, men går i stedet hen for at finde et par papkasser, og begynder derefter at pakke indkøbene ned. Sveden pibler mere og mere frem, mens jeg forsøger at følge med i fars samtale med kassedamen. Hun fniser lillepigeagtigt af et eller andet morsomt, han har sagt. "Det lyder godt", hører jeg far sige. Han flirter sgu... Jeg hiver i jakken, men tager den ikke af, da blusen helt sikkert klæber hele vejen ned langs ryggen. Jeg skal ud, og får resten skrabet sammen i kasserne uden at tage særligt hensyn til vægt kontra skrøbelighed. Far kommer traskende ud, da jeg netop er færdig med at sætte kasserne ind i bilen.

"Havde damen noget nyt at fortælle", spørger jeg prøvende.

"Nej, egentlig ikke", siger far "kun at det skulle blive solskin de næste mange dage. Det trænger vi også til efter alt den regn."

"Hvad er du i gang med på værkstedet?" prøver jeg igen.

"Det sagde jeg jo... rydder op."

"Ja, det sagde du også. Det er jo godt... " Jeg kan ikke finde på mere at sige, og det sidste stykke af vejen hjem forløber i tavshed, kun afbrudt af vinduesviskernes periodiske svip hen over ruden.

Hjemme forsvinder far straks ovenpå, så jeg bærer selv ind og lægger på plads. Lidt efter kan jeg høre at han går rundt inde i stuen. Jeg smækker skabslågerne op og i med lidt større kraft end nødvendigt. Da det hele er sat på plads, finder jeg kost, fejebakke og en ny urtepotte frem. Benet på piedestalen er brækket, men det kan godt lade sig gøre at redde bregnen. Mens jeg potter om med den op fejede jord, kommer far ud i køkkenet, sætter kaffe over og anretter kagen fra bagerposen på et fad.

"Jeg har dækket inde i stuen. Jeg synes vi skal sidde derinde i dag", siger han og forsvinder ind i stuen igen. Jeg er stadigvæk ikke færdig med at rydde op efter mine ødelæggelser, da han kommer tilbage og hælder kaffen på termokanden.

"Ja... så er der kaffe. Det der må vente. Jeg har noget, jeg gerne vil tale med dig om. "Ja så... Det lyder alvorligt. Bare han ikke er blevet syg. Følger med ind i stuen med bange anelser og en smule overraskelse, men så alligevel ikke... Jeg havde i det sidste stykke tid godt haft på fornemmelsen, at far ønskede at fortælle mig noget, og at han havde haft bekymrende svært ved at få begyndt.

Far har dækket op på sofabordet med det pæne porcelæn, og har sat sig tilrette i den store sofa. Tre kopper... milde himmel. Er han ikke kommet ud af den vane endnu? Sætter mig i sofaen overfor med blikket fæstnet mellem termokanden og de umage servietter. Min serviet er fra påske. Jeg kan genkende motivet med kurven og violerne. Det var sidste gang, vi havde været samlet med naboer, venner og mens alt stadigvæk havde været, som det plejer.

Far skænker kaffen op til os, tager to stykker sukker til sig selv, lader dem forsigtigt plumpe ned i koppen en efter en, rører rundt, lægger teskeen fra sig på underkoppen, før han ser op på mig med et beslutsomt blik.

"Anne, jeg har solgt huset."

"Far! Det kan du da ikke bare..."

"Lad mig nu tale færdig, Anne. Der er mere..." Han løfter koppen op, men sætter den kort efter ned igen uden at tage en tår. "Jeg lovede din mor, at jeg ville vente et halvt års tid, inden jeg fortalte det... Jeg... Vi besluttede allerede lige før jul sidste år, at vi ville sætte huset til salg, og at vi skulle skilles, men du var midt i din egen, så vi synes, at det var bedst at vente lidt med at fortælle det, indtil du var kommet dig lidt. Mor og jeg kunne godt se, at det ikke var specielt nemt for dig..."

"Jamen, hvorfor? Jeg troede... I havde jo været gift så længe."

"Vi var unge, og du var på vej. Ja, sådan var det dengang, og med tiden så... mødte jeg en anden."

Jeg stirrer på far og opdager at han en trøje på, jeg ikke har set før. Pludselig giver den tredje kop en helt anden mening.

"Havde du en anden?", nærmest råber jeg," og har du det stadigvæk? Er det hende? Kassedamen, du skamløst flirtede med i dag? Hvor må mor have haft det dårligt."

"Anne... Du må forstå..."

"Forstå! Er der andet at forstå, end at du er en bedrager."

"Sådan var det ikke. Vi var enige om det." Han trækker vejret dybt ind og puster stødvis ud, inden han fortsætter. "Jeg synes, at du skal møde hende rigtigt. Hun hedder Jette og..."

"Nej. Ved du, hvad jeg forstår? Jeg har været totalt til grin. Det kan jeg heldigvis ændre på. Meget nemt."

Da jeg er ved at starte bilen, kan jeg se far stå og gestikulere vildt for foden af trappen, samtidig med at hende, kassedamen stopper forbløffet op på vej ind ad indkørslen. Hun kan umuligt være meget ældre end jeg. Fandeme om jeg vil være til grin længere.