Når mit humør tilfrosset og vinternøgent
betragter de første grønne bud om våren
rækker jeg hænderne i vejret
overgiver mig til tiden
der kommer
Når maj kommer bragende
springer rammerne for solen
beriger himmelråbende gult
marker og grøfter
Smelter mit vinterhærgede sind ud på græsset i flugt
med flyenes træk mod fjerne destinationer
Stille formes jeg i brumbassens elskovssum
i den dybrøde tulipan
der koket svinger skørtet ud
Dykker ned i havet af forglemmigejerne
hvor tyngden af vasketøj og ukrudt
fortaber sig i en anden dimension
Jeg springer ud i maj
fletter et kor af bellis
dirigerer dem ind i en krans af forårets hymne
kryber i ly for en byge
under kirsebærtræets blomstrende brus
der holder bryllupsfest med himlen som kulisse
Jeg folder hjerteknuden ud
fylder lommen op med sitrende energi
når den rødmende brud løsner sløret fra sit fæste
svæver jeg ud på himlens frie dansegulv
i kirsebærblomsternes snevals med vinden
Da kan jeg endelig begrave vinteren