Det vigtigste er at man ikke går i panik.

Hvis man går i panik trækker man vejret hurtigere og hvis jeg trækker vejret hurtigere besvimer jeg. Der er ikke plads.

Jeg ved ikke helt hvor længe jeg har ligget hér. Det må være længere end to dage for nu skinner lyset igen gennem det lille knasthul i det ene brædt. Jeg tror da det er dagslys for det er meget blegt. Det må være tidligt. Jeg kan endnu ikke høre nogle lyde udenfor. Jeg bliver nødt til snart at tisse, jeg har holdt mig meget længe nu og min blære gør ondt og laver trækninger længere op i maven. Åh, jeg bliver nødt til at give slip. Give slip, selvom det kun er et kort øjeblik er det rart at føle varmen ned af lårene, men nu bliver det straks koldt igen og får mig til at ryste endnu mere af kulde end jeg gjorde før. Det gør ondt i mine knæ og underarme. Jeg bliver nødt til at tænke på noget andet for at klare det her. Jeg må lade være med at lave en lyd. Hvis de er i tvivl om, om jeg er død åbner de vel kassen på et tidspunkt for at tjekke. De må vel have en interesse i at jeg overlever. Især når de nu tror jeg ved noget. Min stilling lukker af for blodomløbet i underbenene og underarmene. Min krop er på en gang følelsesløs og fuld af smerte. Min nakke skriger efter at blive strakt ud. Satans, jeg MÅ tænke på noget andet.

Jeg må tænke på Kiri. Hun er der ude et sted. Måske sidder hun hjemme i fars og mors udestue og bekymre sig om hvor jeg er. De håber jeg ikke. Jeg vil meget hellere forestille mig at hun sidder opildnet og diskuterer politik med far, som de så ofte har gjort. Kiri er god til at diskuterer politik men hun er alt for stædig og kompromisløs. Hun er idealist til fingerspidserne. Glødende kommunist. Jeg deler mange af hendes synspunkter, men jeg er knap så uforsonlig i mine holdninger.
   Kiri kommer også fra et helt andet sted end jeg. Hun har aldrig haft det jeg har og derfor heller ikke plads til tvivlen. Det er alt eller intet. Jeg prøver nogle gange at argumenterer for, at menneskets naturlige grådighed står i vejen for det absolutte kommunistiske samfund, men Kiri siger altid at grådigheden er nedarvet gennem gennerationer af gemmensyrende kapitalisme. Mennesket har viljen til solidaritet i sig, siger hun, grådighed er dumhed. Måske har hun ret.

Jeg har lyst til at sove men stillingen og smerten gør det umuligt. Måske vil det ikke være så slemt at besvime når det kommer til stykket. Jeg kan høre skridt og dæmpede stemmer uden for. Der er også en hund der gør, et sted. Jeg kan ikke høre hvad de siger. Det ville også være lige meget hvis jeg kunne, for jeg kender ikke sproget. De har en tolk med til forhørene. Jeg kender ham. Han arbejder inde på rådhuset. Jeg snakkede med ham i sommers, da jeg skulle forny min arbejdsattest. Flink fyr, hans forældre har et sommerhus tæt på mor og fars. Nu står han og oversætter de ord jeg siger, mens han forsøger at undgå øjenkontakt.
   Efterhånden kender jeg en del af de ord de bruger oftest, men ikke nok til at jeg kan opfatte hele sætninger og meninger. Kiri er god til sprog. Hun taler 3 flydende og kan gøre sig forståelig på 4 andre. Det er den virkelighed hun har levet i. Der har altid været en blanding af nationaliteter i den del af byen og Kiri har aldrig været bange for det der er fremmed og anderledes. I en anden verden og måske en anden tid, ville hun have gjort sig godt som rejsende journalist. Hun har en måde med ord, der kan overbevise eller provokere alle der lytter. Men hun kan ikke skrive. Hun har aldrig lært det. Vi var gået i gang med simple skriveøvelser, før de tog mig, men selvom hun har et godt hoved, er hendes forståelse af simpel grammatik stadig meget begrænset. Jeg tror det keder hende. Hendes håndskrift minder mest om en 7årigs. Hun bliver sur når jeg griner af det, kaster papiret og går. Hun har altid elsket det teatralske. Jeg, til gengæld, elsker at se når hendes vrede rigtig blusser. Hun er på en gang smuk og komisk at se på, når hendes næse krænges i små folder og blikket slår gnister. Men hun skal nok komme efter det, hvis der altså der nu er nogen, der tager fat hvor jeg slap.

Jeg ved ikke hvordan de kunne vide at vi var på biblioteket den nat. Det var som om de allerede ventede. De lod os lige bryde døren op og slippe ind, før de omringede os. Nu ved jeg ikke hvor de andre er, selvom jeg tror jeg hørte Pal, i en gruppe af stemmer der bevægede sig forbi. Det gav mig på en uforklarlig måde lidt styrke og håb. Det er de helt små ting man hænger sig fast i når man ligger hér. Jeg er begyndt at kunne genkende nogle af skidtene der lyder, når nogen går over pladsen. Der der én der der går med meget tunge skridt og der er en uregelmæssighed jeg tolker som en halten. Der er anden der går med meget målrettede, hurtige skridt og altid lader døren falde i af sig selv, med et højt brag, når han går ind af den.

Jeg har ikke spist eller drukket siden de smed mig herned. På en måde hjælper det at jeg ligger så sammenkrøbet. Det er ligesom om min stilling maser min mave sammen så jeg ikke føler mig så sulten, som jeg naturligt burde. Men jeg skal ikke begynde at tænke på mad nu. Jeg tror kassen er bygget for nyligt, for den dufter stadig af friskt træ. Den er så groft tillavet at jeg får splinter i hænderne hvis jeg forsøger at bevæge mig, det lidt jeg kan. Samtidig har de formået at lave den så tæt at jeg kun kan se lyset fra det lille hul. Det er på en måde imponerende håndværk, men jeg sætter ikke rigtig pris på det. Hvis alt havde været anderledes kunne den mand der havde bygget den, måske have hjulpet mig med at bygge på mit eget hus. Måske havde vi været venner og drukket en øl sammen når vi holdt pause i arbejdet. Det er mærkeligt at tænke på at den relation vi har til andre, er så bestemt af ydre omstændigheder.

Jeg tror ikke på absolut ondskab. Det er også en samtale jeg ofte har haft med Kiri, men for en sjælden gangs skyld er vi enige. Der er ingen der er født onde. Når vi snakker om det, vælger vi altid at undtage de, der har været så ulykkelige at blive født med en psykisk fejl. Hvis en retarderet mand eller kvinde dræber et lille barn, er det ikke ondskab men en fejl i det mentale. Men for alle andre gælder det, at ondskaben altid har en årsag. Det er ikke altid at grunden til ondskaben er åbenlys og lader sig afdække, men den er der. Alle mennesker er et produkt af deres samfund, af deres livsvilkår og de valg de hænder at træffe. Jeg har ofte mødt argumentet at der findes mennesker der umotiveret lader vold gå ud over uskyldige og om der så ikke er tale om ren ondskab? Men jeg siger nej. Der er altid en grund. Det er ikke sikkert et denne grund har en lineær forklaringsmodel, men den er der. Måske har det menneske, der vælger at lade volden gå ud over andre, i sit liv oplevet en traumatisk situation der minder om den han pludselig nu igen står i. Det er det jeg kalder triggerfaktoren. Vores mand vælger derfor at lade en gammel vrede gå ud over en uskyldig, men vreden har stadig sit kim et sted. Derfor kan det se umotiveret ud, ude fra, men stadig have en grund. Mennesker er ikke bare onde. De der nu holder mig fanget er heller ikke onde. De er et produkt af deres tid og samfund. Måske har den officer der slog benene væk under mig da jeg kom hertil og blev ved med at slå til jeg ikke længere kunne se, haft en far der slog ham på samme måde. Måske ligner jeg hans plageånd fra barndommen. Måske frygter han hvad der sker med ham selv hvis han sparer mig? Man kan aldrig fuldt forstå. Nogle mennesker bringer det glæde at påføre andre smerte, men den glæde hjælper kun til at pleje de sår de selv gemmer under huden. Man giver smerten videre.

Jeg tror jeg var væk noget tid. Nu er der intet dagslys fra hullet, men der er ikke stille udenfor. Er det stadig den samme dag? De må være samlet i gården, for jeg hører en eksercits. Det lyder mere voldsomt end ellers, når det er på et sprog man ikke kan tyde. Jeg forestiller mig hvordan det ser ud, men i stedet for mennesker i uniform forestiller jeg mig grise. Lyserøde grise med gevær og baretter på hovedet. De ser meget målrettede og alvorlige ud. Jeg ler lydløst et øjeblik. Jeg håber ikke jeg er ved at miste forstanden. Stanken i kassen fra min egen urin og fæces er nu det eneste der holder mig vågen. Hvor jeg tidligere tydeligt kunne se Kiri for mig bliver hun nu forvrænget til mærkelige sindsyge forestillinger, når jeg prøver. Men ideen om hende og den ro jeg føler når jeg tænker på hende er stadig indtakt. Selvom jeg nok aldrig får hende at se igen, føler jeg hun er hos mig og jeg ved at jeg er i hendes tanker, der hvor hun er. Jeg har elsket hende siden jeg mødte hende for snart 8 år siden, også selvom hun altid har tugtet mig med hendes flyvske sind. Når vi er sammen er det så intenst, men når vi ikke er, bliver hun opslugt af et nyt projekt og glemmer mig. Nogle gange kan der gå uger imellem at jeg ser hende. Når hun så kommer tilbage er hun så nærværende og voldsom som før. Jeg tror dog på at hun tænker på mig nu. Hun har jo altid vidst præcis hvor jeg var og hvor hun havde mig, men det har nu pludselig ændret sig med min tilfangetagelse. Kiri, hvis jeg nu tænker hårdt nok, kan du så føle mine tanker? Da jeg var barn, og var væk fra min mor, aftalte vi altid at kigge mod måned, ved samme tid, hver aften. Så var det lige meget hvor langt der var mellem os - vi ville se det samme og tænke på hinanden. Jeg skulle have lavet samme aftale med Kiri. Men jeg kan jo alligevel ikke se månen her fra.

Jeg ville have spurgt hende, om hun ville have giftet sig med mig. Jeg er sikker på at Kiri ville have sagt nej. Hun tror ikke på ægteskabet. "Så kan jeg lige så godt forbløde langsomt" sagde hun resolut engang, da emnet kom op, og strakte sine håndled frem mod mig. Vores forhold har aldrig været amourøst. Vi har aldrig elsket, ikke engang kysset på andet end kinden. Vores forhold var mere som bror og søster eller som lære og elev. Men inde i mig blusser en evig kærlighed der trandencere det fysiske og det ved hun. Hun ved at jeg aldrig kan have andre kvinder i mit liv end hende. Der er ikke plads. Mon hun kan have andre mænd når jeg er væk? Selvfølgelig kan hun det og det skal hun også. Det sidste jeg ønsker er at min egen lille undergang skal standse Kiri. Hun skal leve. Når jeg døser hen, har jeg forfærdelige mareridt. Ikke engang i drømmen slipper jeg fra dette, meget virkelige, helvede. Grufulde væsner jagter mig i gennem vandvittige rum i et vandvittigt hus. Før jeg når udgangen trækker en usynlig kræft mig tilbage og opsluger mig. Så vågner jeg og mørket der omgiver mig er alt andet lige, lige så slemt. Det kan være svært at skældne.

Jeg kan ikke mærke min krop længere. Jeg tror mine led er groet fast og kun holder mig oprejst fordi de ikke kan andet. Det er som om det kun er mit hoved der flyder rundt i mørk intethed. Især om natten når det lille lys forsvinder. Kiri er kun et navn og en puls, for jeg kan ikke tænke sammenhængende mere. En altomsluttende tomhed er det der beskriver min virkelighed bedst. Jeg ved ikke hvor jeg er. Jeg kan ikke længere forestille mig verden og det virker syreelt at jeg nogensinde skulle have været en del af den. Måske er det sådan Gud er? Flyvende rundt som et stor hoved i en mørkt uendeligt intethed, med blot en fornemmelse af verden men ikke en del af den. Mit eget hovede drøner gennem universet, stjerner skyder forbi mig med voldsom hastighed. Det er dejligt. Det er smukt. Tusinder og atter tusinder af hvide stjerner. Det går så stærkt at de ligner lange haler af lys når jeg flyver forbi. Stjernerne har ansigter. Nogle kender jeg og andre ikke. Kiri er der selvfølgelig. Gang på gang. Måske er det alle de ansigter jeg har set i mit liv, om det så måske kun har været et enkelt øjeblik. Stjernerne er både varme og kolde. Det er ikke helt til at forklare, men måske som hvis man står med en hånd i brandvarmt vand og den anden i iskoldt. Jeg føler mig som en del af alt og ingenting. Min krop er splittet til atomer men mit hovede består - hastigt flyvende mod grænsen til ikke noget. Der findes ikke ord længere og dog samtidig kan alt forklares med blot ét enkelt."Evighed".

"Få ham op, 5 dage må være nok til at knække ham"
   Skærende lys! - åbne lyde! - smerte! - spids skarp smerte! - drømmen forsvinder!
   "Vi kan ikke stække hans led ud Hr. Officer. De har låst dig"
   "Bare bær ham op. Og sørg for at få spulet den kasse, stanken er forfærdelig. Det lille svin er lige så klam indvendig som de holdninger der kommer fra hans mund!"
   "Javel Hr. Officer - Dig! - tag fat hér"