I sommeren 1923 havde Carlo Hermansen slået sig ned som kørelærer i en lille provinsby.
Først havde han ejet slagterbutikken Kødets Lyster, et navn af hans eget påfund, og som han selv fandt både vittigt og velklingende.
Den ikke så ofte besøgende, provinsielt konservative kundeskare havde dog ikke samme åbenlyse vid, og med en stadigt stagnerende økonomi, havde Hermansen valgt at drage nytte af at leve på en tid hvor enhver der havde førerbevis kunne drive køreskole, når blot han var villig til at lade yderligere et sæt pedaler installere i bilen.
Med den nye beskæftigelse kunne forretningen igen køre, og da byen var af alt andet end nævneværdig størrelse kunne køretimerne sædvanligvis kombineres med pølseleverancer.
Hermansen kunne nu passe to forretninger på én gang, hvilket passede ham til fulde.
Installationen af de nye pedaler havde voldt ham en række problemer, idet han på ingen måde var mekanisk anlagt, men efter en rum tid havde han fået pedalerne fæstnet i bilens bund ved hjælp af et par skruer, og med en gammel slagterkniv havde han fået præsteret et hul i gulvet så tilpas stort, at kablerne kunne føres gennem og efterfølgende hæftes på bilens undervogn.
Godkendelsen af bilen som skolevogn havde han ordnet i samarbejde med sagkyndig Frederiksen og en flaske brændevin, og Hermansen var nu klar til, i fællesskab med de fremtidige elever, at bidrage til den fortsatte livsfare der hidtil havde kendetegnet færdslen i den lokale trafik.

Hermansens første elev blev manufakturhandlerens Jens.
At kalde Jens en af de lokale mænd ville have været en mild overdrivelse. Jens var en treogtyveårig knøs med langt, fedtet og i årevis tydeligt ukæmmet lazeronhår. Han var studerende i et uforståeligt fag om mennesker på universitetet i købstaden, hvad der var til evig sorg for hans far, som hellere havde set Jens læste matematik så han en dag kunne overtage den velrenommerede butik som han selv havde gjort det fra sin far.
Jens selv var ikke på nogen måde synderligt begejstret for dén tanke, hvad han desforuden heller ikke var for idéen om at skulle til at bevæge sig rundt i Hermansens dødsmaskine i selskab med døde dyr og Hermansen, mellem hvilke han ikke så megen anden forskel end Hermansens usvækkelige tørst efter brændevin.
Tanken om at komme væk fra faderens timelange forelæsninger om lingeri, strømpestopninger og handelsbalancen nogle timer om ugen, imidlertid, var alligevel for tiltalende til at blive afvist uden behørig afprøvning.
Så bevæbnet med gåpåmod og fadertrods, samt iklædt kørehandsker, vindskærmende briller og styrthjelm troppede unge Jens op ved Hermansens slagterbutik klokken 16 mandag eftermiddag, parat til første lektion i potentielt manddrab.
"Du godeste," grinede Ane, Hermansens datter, da hun åbnede døren og fik øje på Jens i fuldt ornat, "skal du i krig, Jens?"Ane var et par år yngre end Jens, og billedskøn.
Med de dybblå øjne, de blodrøde og silkebløde læber og hendes rosenduftende, taljelange edenslyse forførerhår der flagrede solomspændt om så det regnede var hun kendt som skønheden fra slagterbutikken. Det var bredt sagt i den lille by at Ane var en fryd og stolthed for både forældre og naboer, og at hun en dag skulle blive en værdig kone for en herre af status og velstand. Ane selv tog ingen notits af de øjne man sendte hende.
"Du må undskylde lille Ane, men blot fordi min far ønsker at jeg bringer vore medborgere i livsfare har jeg ingenlunde på sinde at udsætte mig selv for det samme" tog Jens til selvsikkert genmæle.
"Fremtiden, lille Ane, forstår du, skal bæres af tænkere, og det ville være forrykt at lade kommende generationer forsøge sig uden min fortrinlige forstand" brummede han, "og hvis du nu vil have mig undskyldt har jeg en aftale med dødens budbringer. "
Han klemte sig forbi Ane, og bevægede sig ind i entréen.

Butikken var et lille, lavloftet rum med flisegulv og klinkebeklædte vægge.
Bag disken, hvor dagens udvalg lå i revy bag en glasmontre, tronede Hermansen.
Han var en ældre, respektabel herre med vom som en hval, arme som bropiller og manerer som en gammel lærerinde. Byens borgere kendte ham som kødbaronen, mens børnene kaldte ham bjørnen, mestendels grundet hans, trods alderen, imponerende manke, og hænderne der var store som bregneblade.
Med et grynt så han op fra regnskabsbogen."Betalingen for dagens lektion beløber sig til 50 kroner" konstaterede han uden videre hilsen idet han rakte den anselige højrelab frem. Jens betalte, og stod lydløst afventende mens Hermansen gjorde den sidste optegnelse.
"Tag ikke anstød, unge mand, men jeg har opført dig under kødrester, for skattemandens skyld, skal vi køre?"