"Der er ingen der interesserer sig for politik længere, det bliver du nødt til at forstå! Der kommer ikke en eller anden Pelle og leder os ud af alt det her. Verden er som den er og det er op til os selv at få det bedste ud af det! Folk vil bare overleve."

"Mener du virkelig det? Mener du at vi bare skal vi sidde apatiske tilbage?"

"Apatien står du selv for, det handler om fokus"

"Jeg går ned og henter min cykel, jeg er tilbage om en times tid"

"Kan det ikke vente til i morgen? Kan du ikke bare tage bussen i morgen tidlig?"

"Jeg er tilbage om en time, det lover jeg. Vi ses"

Udenfor var det mørkt. Det havde lige regnet. Lyset fra gadelygterne lavede genspejl i vandpytterne og de enkelte bilerne trak vandet på vejen efter dem, med den langstrakte "svuch"-lyd dæk mod våd asfalt giver. Jeg har altid holdt meget af den lyd. Som barn, før jeg faldt i søvn om aftenen, prøvede jeg altid at forstille mig, hvor bilerne var på vej hen. Måske var det en mor med et sovende barn på bagsædet, på vej hjem fra bedsteforældrene? Måske nogen der arbejdede om natten på en fabrik uden for byen? Måske var det far, der ikke kunne finde vores hus og så derfor kørte rundt på gaderne og skimtede efter noget velkendt. Jeg håbede altid det var far, men det var det selvfølgelig aldrig.

Det tager cirka 25 minutter at nå hen til mit arbejde fra vores lejlighed på gå-ben. Bussen kører lige henne fra hjørnet, men kørslen bliver indstillet allerede kl 21 på grund af risikoen.
   Jeg tænker alligevel også bedst når jeg går og lige nu havde jeg brug for at tænke.
   Der var lys i nogle af lejlighederne. Nogle steder var det varme gule lys og i andre blå flimrende lys fra tændte fjersyn. Andre steder igen dæmpedes lyset af gardiner eller lagner hængt ubehjælpeligt op, for at skærme for nysgerrige blikke som mit eget. Lyden af mine skridt gav genlyd i porte og opgange når jeg gik forbi.
   Danmark og måske mere end noget andet, København, havde ændret sig meget. Man kunne mærke det i detaljen. Tomme gårde, ulåste døre til forladte ejendomme og knuste ruder i bygninger der før havde huset travle skoler og arbejdspladser.
   Ændringen startede for alvor, efter eksplosionen på hovedbanegården. Det føltes som om der havde sænket sig en tyk dyne af afmagt.
   Selv de der sagde at de ikke frygtede angrebene var inderst inde bange og tog forholdsregler. Dem der kunne flyttede ud af byen med deres børn for at give dem en bedre opvækst i provinsen hvor himlen var mere blå, træerene var højere og vinteren hvidere og hvor truslen om terror var mindre. Det sidste sagde de ikke, men det var det de tænkte.
   Hvor københavn engang var en by man kæmpede om at flytte ind til, flyttede man nu ud ,så snart chancen dukkede op. Lejlighederne i byen var billige og kun de der havde råd og kontakter kunne få et hus i forstæderne. København var en by i forfald på mange måder. De smukke gamle huse i city blev vedligeholdt for turisterne og strøget var stadig travlt som altid i højsæsonen, selvom mængden af sikkerhed slog bunden ud af kommunekassen hvert år.
   Men når vinteren kom var den gustne ensomhed tydelig. Bolighajer opkøbte mange af de forladte ejendomme og lejede dem ud uden at vedligeholde dem. Præcis som vores lejlighed, der lige nu kun blev opvarmet

Men det der er med terror er, at den rykker hen hvor menneskene er. Man kan ikke flygte fra den. Man kan ikke være sikker nogen steder. Små og mellemstore eksplosioner forekom over hele landet og holdt sig ikke kun til de før så befolkede storbyer.
   Sidste uge var det Greve centeret der blev ramt og i fredags var det Vejle banegård. Måske skal man bare blive hvor man er og håbe på det bedste. Der er nok lige så stor chance for at dø i Thy som i lille kannikkestræde når det kommer til stykket.
   Jeg havde egentlig altid forestillet mig at mennesker rykker sammen i krisetider, men det modsatte viste sig at være tilfældet når fjenden kunne være hvem som helst og angrebet kunne komme fra uforudsete sider. Jo færre man har at holde af, jo færre er der at miste. Og alle havde mistet. Hvis ikke en far eller en søster, så en kollega, en nabo eller en af pædagogerne i børnehaven.
   I "den sorte måned" i foråret var der ikke mindre end 156 eksplosioner rundt om i landet. 124 af dem på Sjælland.

Jeg var nået til broen ved hovedbanegården. Ved et busstoppested sad en mand. Han lignede en hjemløs. Under næsen og ned af hans grå-sorte skæg, der gik ham til maven, løb lange tråde af snot. Under øjnene lå huden i folder i en ubestemmelig farve. I hans halvt lukkede hånd havde han mønter som han insisterende raslede med. Da jeg gik forbi strakte han hånden ud mod mig, stadig raslende. Jeg havde ingen mønter. Jeg har tit tænkt på, hvad tiggere og gademusikanter vil gøre den dag der ingen fysiske penge er længere. Nu findes der kun 10'ere, 20'ere, og sedler så det kan kun være et spørgsmål om tid. Jeg gik forbi ham uden at sige noget.

Længere fremme fik jeg øje på en skikkelse, siddende på broens gelænder, lidt foroverbøjet og svagt rokkende. Man ser mange mærkelige ting i en delvist forladt by.