Hun var smuk. Ikke på den åbenlyse måde, men jo mere man lærte hende at kende, jo mere så man, hvor smuk hun egentligt var. Alene hendes smil kunne ændre hele min dag, og hendes latter kunne forandre verden. Hun troede på det bedste i alle mennesker, og hendes tillid til sine medmennesker forbavsede mig gang på gang. Hun fik alting til at se legende let ud, og alligevel var hun ydmyg. Hun gav mig styrke, når jeg intet selv havde, og hun troede på mig, når jeg ikke engang troede på mig selv. Lyset i hendes øjne skræmte mig, for i de nøddebrune øjne så jeg hele min fremtid. Alle mine håb, drømmene ingen kendte til og troen på et bedre liv. Hendes intentioner var altid i den bedste mening, og hendes kærlighed til sine nærmeste var ubetinget. Den dag hun trådte ind i mit liv, ændrede alt sig. Den dag hun inviterede mig ind i hendes liv, var magisk. Hun var magisk.

Jeg kunne kigge på hende forevigt, tog jeg ofte mig selv i at tænke. Og selv det, ville ikke være længe nok. Hendes lange, let filtrede lysebrune hår smøg sig elegant ned ad ryggen på hende, da hun rakte ud efter lighteren. Hun kiggede koncentreret ned på jointen og tændte den omhyggeligt. Jeg iagttog hende, som var hun et vildt dyr, der når som helst kunne angribe, og da hun endelig lagde sine øjne på mig, brød hun ud i den blideste latter. "Her," sagde hun så, og rakte mig den nu tændte joint. Jeg tog et par hvæs, og lod røgen kysse mine lunger. Tænk at sådan en perfekt pige, kunne føle sig så knækket. Hun kunne narre de fleste, og selv dem der betegnede hende som en nær ven, kendte hende ikke som jeg. Jeg tror ikke, at der overhovedet var nogle, der kendte hende som jeg. "Tror du nogensinde, jeg bliver glad?" spurgte hun, mens hun lagde sig ned ved siden af mig. Jeg tog et hurtigt hvæs, og svarede derefter "Selvfølgelig. Du er den stærkeste person jeg kender." Hun smilede, kyssede mig på kinden, og krævede derefter jointen tilbage. Jeg beundrede hende. Hele hendes liv var en kamp, og alligevel var hun så fyldt med overskud, kærlighed og tillid. Hendes gåpåmod virkede så stærkt, og jeg var sikker på, at hun en dag ville blive glad. Forhåbentligt sammen med mig.

Dagen efter var hun væk. Som havde hun aldrig eksisteret. Hvem havde troet, at der indeni den perfekte pige, ville være et så skrøbeligt væsen? Hun fik mig igennem de dårlige dage, og jeg havde ikke været i stand til at få hende igennem hendes. Bebrejdelserne og skyldfølelserne kæmper jeg stadigvæk med, og sorgen tror jeg aldrig forsvinder, men hvordan hun kunne efterlade mig uden et ord, dræber mig langsomt. Måske vidste hun, at jeg ville prøve på at stoppe hende, eller måske betød jeg bare ikke noget for hende. Jeg ville selvfølgelig aldrig få svar, men hun havde vendt op og ned på mit liv, og en hverdag uden hende virkede ligegyldig. Hun havde altid været den, der hjalp mig op, når jeg faldt, og hun var min klippe. Så hvad nu?

Hun voksede op med hendes voldelige far og to ældre brødre i en lille treværelses lejlighed i Buddinge. Hendes mor var skredet, da hun var spæd, hvorfor vidste jeg ikke. Hendes familie var altid et ømt punkt for hende. Hendes far der gang på gang misbrugte hende, og hendes brødre der aldrig forsvarede hende, var en smerte jeg vidste hun bar rundt på, men som jeg ikke kunne fjerne. Når jeg prøvede at hjælpe hende, skiftede hun altid emne, og på den måde var hun uperfekt. Hun var altid villig til at hjælpe andre, men når det kom til hende selv, gjorde hun intet. Jeg tror ikke, at hun vidste hvordan, men hun tog aldrig imod min udstrakte hånd, selv når det var værst.

Så derfor prøvede jeg at forstå, når hun ignorerede mig. Det skete engang imellem, og jeg tror at det grundede i, at hun var bange for at miste mig. Bange for at jeg kom for tæt på, at jeg vidste for meget om hende, for hvad hvis jeg nu en dag brugte det imod hende? Tanken gør ondt, for jeg troede at hun kendte mig bedre end det, og at såre hende ville være at såre mig selv. Hun beskyttede sig selv ved at holde alle med et skridts afstand, og hun var fantastisk til at gøre det. Hun gjorde det med sådan en elegance, at ingen så hvad hun egentligt havde gang i. Hun skubbede af og til folk væk, bare for at se, om de ville kæmpe for hende. Kæmpe for, at have hende i deres liv. Jeg ved, at det var hendes usikkerhed der talte, for pigen inderst inde havde ikke brug for al den bekræftelse. Alt hvad hun havde brug for var en der elskede hende. Og det gjorde jeg.

Første gang jeg så hende, var i 1.g på Sorø Akademi. Vi startede begge i 1.e, og hun var iført en lys cowboyjakke, en let, hvid sommerkjole og de bruneste ben. Vi snakkede ikke sammen den dag, men i frokostpausen fik vi øjenkontakt. Det var kun for et kort sekund, men allerede der følte jeg det; en forbindelse mellem hende og jeg. Det slog gnister. Om hun følte det, ved jeg ærligt talt ikke, men jeg tror det. Fra den dag af vidste jeg, at hun var min lykke. Hun var den jeg altid havde drømt om, uden at vide det. Jeg havde fundet noget, jeg ikke engang vidste jeg ledte efter. Endelig var jeg der, hvor jeg hørte til. Hos hende.

"Skat? Skat, åben nu op ... Vil du ikke nok åbne døren?" der gik et par sekunders stilhed, før hun åbnede døren. Hendes øjne rullede rundt, og hendes kjole var krøbet så langt op, at hendes lyseblå g-streng kom til syne. "Forhelvede ... kom" stønnede jeg og skubbede hende ud på badeværelset igen. "Har du også røget?" spurgte jeg, imens jeg ihærdigt forsøgte at tørre den udtværede make-up væk. "Mhmm," fniste hun. Hendes lysebrune lokker hang i lette krøller om hendes smukke ansigt, og selv i så påvirket tilstand, var hun gude smuk. Jeg satte mig ned på hug foran hende. "Er du okay?" spurgte jeg og fik øjenkontakt. Hendes brune øjne startede en ild dybt i mig, og i det kyssede jeg hende. Helt spontant, og helt uden at tænke over det. Hendes læber var silkebløde, og af en eller anden grund, kyssede hun igen. Jeg var fanget i øjeblikket, og selvom mit hjerte skreg af glæde, fortalte min fornuft mig, at jeg måtte stoppe. Jeg brød magien, og så fortvivlet på hende. Hun smilte, og faldt derefter ned på det kolde stengulv, før jeg kunne nå at gribe hende. "Kom." sukkede jeg, og hev hende med.

Efter den fest, var vi som én sjæl, fordelt i to teenagers kroppe. Vi forstod hinanden, og engang imellem når vi røg os skæve, fik jeg lov til at kysse hendes perfekte læber. Vi smeltede nemt sammen, og jeg forsvandt i hende. Mine hænder gled legende let rundt på hendes veldrejede krop, og hendes hud var altid varm og blød. En sjælden gang rundede mine legelystne hænder hendes bryster, og det tog mig ofte langt, langt væk. Om hun var forelsket i mig, fandt jeg aldrig ud af, men jeg ved at hun vidste, at jeg var latterligt forgabt i hende. Måske udnyttede hun det, men jeg lod hende.

Hun var ikke typen drengene flokkedes om, nærmere typen de vigtige fyre ville have. Marcus, den mest eftertragtede 3.g'er, var åbenlyst vild med hende, men af en eller anden grund, prallede det altid af på hende. Hun var ligeglad med popularitet, materielle goder og en smuk facade. Hun gik op i dyrevelfærd, at hjælpe de svageste og at give penge til dem i nød. Hun var aldrig egoistisk, og det var noget af det bedste ved hende. Hun satte altid andre før sig selv, og det var nok ligeså meget ulempe som det var en gave. Hun så altid bort fra andre folks fejl og mangler, på trods af at hun kun fokuserede på sine egne. Hun var et smukt menneske, smukkere end de fleste. Den eneste der ikke så det, var hende selv.

"Her," sagde jeg, og rakte hende æsken, "den er til dig." Mine håndflader var svedige, og min hjerte bankede derud ad. Et kæmpestort, helt oprigtigt smil kom frem. "Jamen hvorfor?" jeg kiggede på hende, kiggede i jorden, og kiggede så på hende igen. Forhelvede altså. "Bare fordi du er dig." fik jeg fremstammet. Aldrig havde jeg været så nervøs i hendes selskab. Hun havde en ufattelig evne til altid at få mig til at føle mig afslappet, men ikke i dag. Ikke nu. Hun behøvede åbenbart ikke en dybere forklaring, for hun åbnede ivrigt den lille mørkeblå æske, og frem kom en sølv ring, lavet af små hjerter sat sammen. Jeg ventede spændt på hendes reaktion, men den kom aldrig. Hun stirrede bare på den lille ring, som jeg havde brugt to måneders løn på at betale. "Kan du lide den?" spurgte jeg nervøst. Hun kiggede op, og først da ser jeg at hendes store, nøddebrune øjne er fyldt med tårer. "Fuck," mumler jeg "den kan byttes, men.." prøver jeg, idet hun omfavner mig. Jeg kan høre hende græde ind mod min skulder, og det giver mig lyst til at holde hende sådan her forevigt. "Jeg elsker den. Jeg elsker dig." hvisker hun.

Måske finder jeg en dag en, jeg kan elske lige så højt, som jeg elskede hende, og måske ikke, men denne pige forandrede mit liv. Hun forandrede mit syn på verden, mit syn på mennesker og mit syn på mig selv. Hun viste mig hvad det vil sige at være kan-ikke-leve-uden-dig-forelsket, og tanken om, at hun måske ikke ved disse ting, dræber mig en smule. Alle de ting jeg kunne have sagt, burde have sagt og skulle have sagt. Alle de ord jeg så inderligt brændte for at sige, men aldrig havde modet til. De ting skal jeg leve med resten af mit liv. At jeg aldrig fik fortalt hende, at jeg ville give mit liv op for hende. At jeg ville rejse jorden rundt for hende, og at jeg ville give hende hele verden, hvis jeg bare kunne. Jeg håber, at hun inderst inde godt vidste det. At hun kendte mig så godt, som jeg kendte hende. At hun så igennem min facade, og at hun så mig. Så, at mine følelser altid var ægte, og at hun altid havde en veninde i mig. Altid.