Jeg er strandet på en øde ø.
Det eneste jeg har hos mig er alle øens frugter som vejer flere tons.
Der er nok føde til resten af mine dage her.
Ingen finder mig her.
Dog har jeg fundet en energikilde et sted dybt nede i den faste jord.
Nu har jeg muligheden for at lade min iPod op, når den er løbet tør for energi/strøm.
Min prins sidder ved siden af mig.
Trøster mig, når jeg savner min familie som befinder sig på den anden ende af jorden.
Støtter mig.
Siger vi nok skal klare det.
Ingen grund til panik.
Rådene hjælper.
Overlever det kan vi godt.
Uden vores venner og familie bliver det nok lidt svært.
Vi bliver nødt til at holde sammen.
Glæde os over vi ikke kom slemt til skade, da flyet vi sad i, styrtede ned i vandet.
Alle døde, undtagen os to.
Vi er heldige stadigvæk at leve.
Heldige at vi kun har ganske få skrammer på kroppen.
Det kunne betale sig at tage sikkerhedsvestene på, inden vi hoppede ud af flyet, lige inden det styrtede ned.
Det er et mirakel blodet stadigvæk farer rundt i vores kroppe.
At hjertet stadig slår i sit normale, rolige tempo.
Selvom vores mobiltelefoner blev knust under styrtet, er jeg blot glad for vores kroppe endnu er i et helt stykke.
Døde ting som er fyldt med en masse elektronik kan bare smadres, men du, dig skal man ikke knække.
Du er den af os to som er klogest.
Skriver en masse idéer om hvordan vi kan blive reddet af helikoptere eller af andre personer som er i nærheden, hvilket der højest sandsynligt ikke er.
Min notesbog du har lånt af mig, fylder du hurtigt ud med din smukke, lille skrift.
Vi er glade for at vi nåede at tage vores små tasker med under armen inden katastrofen skete.
Tænk, hvis vi ikke kunne skrive alle vores tanker eller følelser ned?
Det må i hvert fald have været en svær opgave for os så.
Jeg falder i søvn under et palmetræ.
Det sidste jeg ser inden mine øjne lukker i, er dig.
Du giver mig lysten til at kæmpe for vores overlevelse.
Koste hvad det vil.