Tomheden overtager let, som en kærkommen ven
Genkendeligheden giver udslag af tryghed
Svøber mig i en hed omfavnelse, som ikke vil fornægtes
Insisterende irriterende men dog uimodståelig
Udefinerbar stemning, ukontrollerbar reaktion som tårer
Flyder frit og slører udsigt og indsigt
Gemmer mig i tomhedens hule
Fortrænger fra virkelighedens ubarmhjertighed
Tomhedens ensomhed, i et net spundet af fine tråde
Ubrydelige ugennemtrængelige og så vedholdende
Fastholder mig dramatisk, dog uden modstand
Følelsen er nærværende aldrig svigtende
Uvishedens larmende tavshed, frustrationens afmagt
Tanke mylder og svedige nætter er forblivende
Tomheden er mig, mit valg og min kamp
Lommeanalyse og selverkendelsens lumre side