Pokkers sol. Man blev jo helt ør i knolden. Og de forbandede træstammer var ikke til at flække. Selvfølgelig skulle der være brænde, når vinteren kom, men der var vel god tid? Nå, det var godt nok træls med det evindelige ordkløveri om det med at kløve brænde, så han måtte vel føje Rosita. Hun var hans kone og ikke ligefrem den underdanige type. Sådan set var det en af grundene til at han holdt af hende, men hun kunne vel selv svinge flækøksen? Eller i det mindste bede sin lømmel af en søn om det. Men næhe nej - Rosita ville bage æbletærter og koge æblegrød. Og Freddy, som han ikke var far til, satte hun til at hjælpe hans og Rositas to fællesbørn med at plukke æbler. Og hvor stod så de træer? Inde i skyggen mellem hinanden og andre træer. Tænk at han, en granvoksen mand på 56, skulle finde sig i ikke at være herre i eget hus. Det var, så sandt som at han hed Danny, for groft. Sveden løb ned over panden. Skjorten klæbede mod ryggen. Pyha. Han satte vanddunken mod sine læber. Nu skulle det gøre godt med en slurk vand. Men - flække alle sejl da også - der var ikke andet end et par usle dråber, og de prikkede fælt mod hans sprukne læber.
   Katten tage det landmandsliv. Han skulle aldrig være gået i land. Og så på grund af en kvinde. Som om der ikke var sild nok i havet og villige kvindfolk i hver havn. Jovist, han havde fået sin skønne Rosita, men hun var ikke skøn hver dag. Hvis det ikke var for børnene var han nok stukket af.
   Han måtte ind i skyggen mellem træerne. Så kunne han også lige se om ungerne plukkede på livet løs eller bare pjattede.
   Han kunne høre dem. Barbaras lyse stemme klang som små sprøde klokker og overdøvede Kenneths spage pip. Den dreng var der ikke meget hjælp at hente hos, men han voksede vel til. Han var jo kun elleve år.

Nå, nu lagde Danny øksen fra sig og gik. Hvor mon det gamle fjols skulle hen? Bare han ikke kom herhen. Men det så ud som om han nærmede sig. Kunne han se dem? Kunne han se ind mellem grenene. Måske, for de kunne jo se ud.
   Det var hyggeligt at sidde her sammen med de små. Nå ja, Barbara var faktisk kun et år yngre end han, men han følte sig meget ældre. Men det var ganske rart med selskab og Barbara havde sagt: "Du er god til at bygge huler. Freddy." Hun havde givet ham et stort, rødt æble, som hun lige havde plukket. Det smagte skønt og det var så hyggeligt at sidde sammen og spise søde, røde æbler. Men det var jo meningen de skulle arbejde. Og nu kom Danny. Han satte fødderne tungt i jorden og pustede lidt.
   De kunne ikke nå at lade som om de var ved at plukke. Han kunne vist ikke engang nå at advare de små. Det eneste han kunne finde på, var at sige højt:
   "Pluk æbler."
   Så forstod Danny vel, at de havde tænkt sig at komme i gang igen?

Hvad i alverden bildte den snothvalp sig ind? Troede han virkelig, at han kunne herse med sine halvsøskende? Han bildte sig måske ind, han var noget, fordi hans far var højt på strå? Der kunne man se. Hans hjælpsomhed og venlighed var måske bare skuespil?
   Men det skulle blive løgn.
   Der trådte han frem mellem nogle grene, dukkede ud af åbningen på en hjemmelavet lille hule. Han så lidt forfjamsket ud og hans øjenlåg glippede nervøst. Bag ham tittede Barbara ud. Hun smilede lidt. Var vist glad for at se sin far. Hvor var hun forresten smuk; en trettenårig rose med bløde, mørke lokker. Hende skulle sådan en - sådan en horeunge - ikke koste med.
   "Pluk du bare æbler," befalede han og tilføjede: "og hvis der er et eneste modent æble tilbage på træet, får du en lussing, så det synger."

Det var ikke til at vide om manden mente det.
   Han kom med mange trusler, men han slog faktisk ikke særlig tit.
   "Hvad synger det?" kom han til at spørge. For det kildede så underligt i maven. , da den høje gamling kom med sin trussel. De fleste æbletræer var gamle og krogede, høje og med brede kroner. Man kunne let komme til at overse et enkelt æble. Men måske Danny så heller ikke så det.
   "Vil du måske klatre op og se efter?" havde Freddy lyst til at spørge, men så blev manden nok endnu mere sur. Danny kunne ikke fordrage noget, der kunne opfattes som hentydninger til hans muligvis manglende evner.
   Og så var det bare, at det der andet spørgsmål var kommet farende over hans læber, som om det ville skynde sig at skubbe det endnu farligere spørgsmål til side.
   Barbara fniste, men prøvede at skjule det bag sin hånd.
   "Faar, Barbara griner. Hun gør," sagde Kenneth og skulede til ham. Det lille bæst var bange, både for sin far og for ham, Freddy. Måske mest for ham. Bare fordi han en gang - en eneste gang - havde slået ham, så han fik et af sine underlige krampeanfald. Han havde ellers både sagt undskyld og taget sin velfortjente straf. Og han gjorde alt hvad han kunne for at være god ved sin lillebror. Men det hjalp ikke. Ikke sådan rigtigt.
   "Du kan jo få en smagsprøve," foreslog Danny og nu var det Kenneth, der fniste.
   "Han har allerede smagt på dem. Han har, far. På æblerne. De røde. Dem du sagde, vi ikke måtte spise, fordi de skal sælges på markedet. Og han ville også give mig nogen, men jeg ville ikke. Og det Barbara bed i, var der en orm i.
   Uf, som den lille skid kunne få alting til at lyde forkert. Det var jo Barbara, der havde givet ham æblerne, og hun havde ikke fortalt at de ikke måtte smage.
   Bare det havde været Kenneth, for han havde godt af at man sladrede om ham. Og desuden var han Dannys kæledægge, så han fik ikke klø for det.
   Men det var jo ikke ham.
   "Har du ædt af de dyre æbler?" tordnede Danny.
   Og det havde han jo. Og Barbara var holdt helt op med at fnise. Hun stirrede ned på et æbleskrog og pirkede til det med sin skosnude.
   "Ja," sagde Freddy, for hvad skulle han ellers sige?

Nej nu... det var dog utroligt så næsvis den knægt var. Næsvis og hoven. Ikke nok med han kostede med sine søskende og åd de fine æbler, næh han bildte sig ind, at det var hans ret. Han stod bare der og indrømmede, i et tonefald som om det var underligt, at hans stedfar tillod sig at spørge.
   Æblet faldt vist ikke langt fra stammen, som man sagde.
   Men han skulle vise ham:
   "Stil dig op ad det æbletræ!" kommanderede han.
   Ha! Freddy stivnede og fik store øjne. Det bævede om hans læber og han så rigtig bange ud. Måske var det nok nu? Bare han kom i gang med at plukke.

Havde dumme Danny tænk sig at slå ham? Det var ikke retfærdigt. Han havde jo ikke gjort noget. Bare taget sig en lille pause og spist et æble. Nej to æbler faktisk, men alligevel.
   Han ville ikke finde sig i at få prygl for så lidt.
   Men Danny så heller ikke så vred ud mere. Gjorde han? Måske var det af en anden grund, han ville have ham til at stå op af det træ?
   "Hvorfor det?" spurgte han, "hvorfor skal jeg stå op af det træ?"
   "Fordi jeg siger det og her er det mig, der bestemmer."
   "Det ved jeg godt, men ..."

For pokker da. Hovedet værkede og han var stadig tørstig.
   Hvalpen var fræk, men vist ikke så glad for situationen.
   Lod han ham slippe nu, var det at vise svaghed, men måske ...
   Ja, der var løsningen:
   "Stik ind efter noget vand til mig!"