Det var en vinterdag, koldt men klart. Sneen lå fred fyldt hen som flødeskum der var spredt ud. Når vi gik i sneen knitrede det undervores støvler. Børnene løb frem og tilbage og trak hinanden i en kælk. De faldt engang imellem, men det syntes de var meget morsomt. Jeg snakkede med min kone Lisbet. Hun var læge, jeg indrettede invalidebiler til handicappede og havde 10mand under mig. Det tjente jeg rigtig godt ved (vores Mercedes var en helt nys500, værdi: 1.000.000 kr. og den havde alt: GPS, klimaanlæg, lædersæder, parkerings sensor og alt tænkeligt udstyr). Hun arbejdede på Rigshospitalet og fløj frem og tilbage fra Aalborg til Kastrup. Vi havde overvejet at flytte til København -det gjorde vi også når huset var blevet solgt. Dagen efter skulle der komme en at kigge på huset. Min virksomhed fik en ny afdeling i København og så ville jeg tage til Aalborg en eller to gange om måneden. Jeg glædede mig faktisk til at komme over på øen. Dagen efter skulle vi også på tur til vores yndlingssted, Skagen. Uden børn, til wellness og forkælelse med varmt spabad, massage og dampbad.

Der kom et ordentligt hvin fra Simon. Han kom løbende hen til os, helt bleg i hovedet.

-Hvad er der sket Simon?

Han viste os stedet. Det var noget skidt. Der lå hun. Tøjet lå hulter til bulter ved siden af hende. Lisbet gik hen til hende, jegkoncentrerede mig om ungerne. De skulle bare ikke se det. Jeg tilkaldte ambulance og politi. Jeg holdt Simon helt tæt til mig, hans krop rystede vildt. Jeg lod ham bare reagere og holdt om ham lige så længe han havde brug for det. Jeg sagde til Lisbet at jeg gik ud til bilen med børnene. Det var vigtigt at de ikke så politiet og ambulancerne. Vi satte os ind i bilen for at få varmen. Simon snakkede uafbrudt, jeg lod ham bare tale. Jeg var selv rystet, men måtteikke vise det, jeg skulle bare have overskud til Simon. Jeg vidste bare, det var vigtigt at han fik sat ord på hvad han havde set og at han prøvede at forstå det. Lisbet ringede og sagde at hun tog med politiet hen til stationen. Hun ville prøve at forklare hvad hun havde set. Jeg ringede til Lisbets mor, som var psykolog, og fortalte hvad der var sket og spurgte om hun kunne tageungerne. Det kunne hun godt. Så ville jeg tage ind og støtte Lisbet. En time efter var jeg på politigården og de begyndte at udspørge mig. Politiet var ikke i tvivl om at det var et sexoverfald med mord til følge. De begyndte at gå til mig: hvad jeg havde lavet der, hvorfor jeg ikke tilkaldte politiet noget før,og de ville have en DNA-prøve af mig. -Dit svin.

- Rolig, jeg er uskyldig, helt uskyldig.

De gik tættere på mig. Hvad havde jeg lavet først på dagen.

- Jeg var sammen med mine børn og kone. Vi hyggede os.

Det kunne jeg jo sagtens sige.

- Så tag den blodprøve for satan, og lad mig komme hjem.

- Ja, vi tager den blodprøve, men vi finder også en seng til dig. Du kommer ikke hjem i dag.

Jeg fik håndjern på og blev ført ud af afhøringslokalet, ind i en politibil og ind i en celle. Da døren blev lukket, brød min verden sammen. Jeg så Lisbet, Simon og Lisa for mig og jeg begyndte at være bange for, at jeg havde gjort det. Jeg begyndte at huske hvordan jeg havde taget tøjet af hende, og hvad jeg kunne have gjort, men jeg kunne ikke få det over mine læber. Jeg drømte om, hvor grufuldt jeg havde været. Jeg skammede mig vildt, men et eller andet sagde mig også at det ikke kunne være mig, at jeg havde været sammen med Lisbet. Men den anden halvdel tvivlede på om jeg havde gjort det. Jeg begyndte at drømme at jeg blev kendt skyldig i drab og sexovergreb, at rockerne kom hen og bankede mig.

- Det svin, dit svin!

Jeg kunne mærke stønnene, der gik ind på min krop. I baggrunden hørte jeg nogle nøgler. Jeg forstillede mig at fængselsbetjenten kom hen til mig og begyndte at banke mig. Samtidig hørte jeg Simon. Han råbte i baggrunden og der stod Maria, fysisk lige ved siden af mig. Hun tog om mig og sagde, at min DNA var 200 % negativ. Det kunne ikke være mig. Jeg begynte at græde. Maria tog om mig. Jeg fortalte hvad jeg havde drømt, at jeg var overbevist om at det var mig, der havde gjort det, men jeg vidste jo også godt, at det ikke var mig.

- Jeg var totalt forvirret, Maria.

Vi gik ud til bilen, min elskede Mercedes, og kørte direkte over til hendes mor så jeg kunne tale med hende. Jeg snakkede og snakkede, og hun sagde, at nogle gange kan man komme til at tro på, at man har gjort det, uden at man har gjort det. De gik jo også ret tæt på. Det var skønt at kunne snakke om det med en der forstod og have lov til at græde og være den lille, i stedet for at trøste børnene og konen. Lisbets mor, Yvonne, gav mig et kæmpe knus og sagde:

- Martin, du er en god gut. Det er så fjernt fra din tankegang at gøre det og du holder så meget af Lisbet. Og Martin, du skal vide at Lisbet ikke på noget tidspunkt var i tvivl om, at du ikke havde gjort det. Det var jeg heller ikke. Men tag reaktionen som den kommer. Lad være med at kæmpe imod, og lad være med at være flov over det hvis du græder.

Børnene var kommet sig over hændelsen.