Han frøs, kroppen sitrede af kulde, han kunne ikke holde sig i ro og tænderne klaprede i munden på ham. Han begyndte at græde stille for sig selv; de måtte ikke høre ham, for så kom de igen. Tårerne løb varme ned af hans iskolde og snavsede ansigt, han slikkede dem ind i munden med sin tørre tunge som var sprækket og fyldt med belægning fra længere tids forkølelse og dehydrering. Han sad på gulvet i mors garderobeskab og her lugtede af mølkugler blandet med mors parfume og en anelse katte tis, det sidste syntes han var mærkeligt da de ikke havde en kat. Han var sulten, hans tynde krop var kun iført den alt for lille blå pyjamas som han havde arvet af sin fætter da han var 4 år, men hvis ikke han tog den på når han skulle sove, så frøs han endnu mere i deres kolde lejlighed.
   "Mor", hviskede han dæmpet og et billede af hans smukke og smilende mor dukkede op på nethinden. Han vidste ikke hvor hun var henne, hun var forsvundet fra hans liv og han kunne ikke begribe det. "Mor", gentog han, "Kan du høre mig?". "Hvor er du henne?". Der kom ikke noget svar, men han følte en varme brede sig i sin krop og han fornemmede at hun stadig var nær. Hans tårer holdt inde og hans vejrtrækning blev rolig, tankerne begyndte at falde lidt til ro, alt imens han tænkte på sin varme, smilende og kærlige mor.
   Mor og han var sammen på en grøn mark fyldt med mælkebøtter og Bellis; solen skinnede varmt og vinden blæste blidt hen over dem. Mor pustede bobler fra en lille blå flaske som hun overraskende havde haft med sig. Hunden Max, og han løb rundt og forsøgte at fange boblerne; hunden med munden og han med sine hænder. Max gøede og han lo højt med en latter som fik hans mor til at smile. Senere sad de på et rødt tæppe og spiste syltede rødbeder og leverpostej lige fra dåsen. Han fik lov til at få en hel æske pålægschokolade fordi mor sagde at det var en helt speciel dag; det var første dag af sommeren. Dette forstod han ikke rigtigt, han mente det havde været sommer i lang tid, men mor forklarede at året var delt op i årstider og hver årstid havde en startdag, det syntes han var næsten ligesom at have en fødselsdag og da han sagde det, lo mor så tårerne trillede. Han følte sig så let om hjertet, så lykkelig og lettet, så dejlig varm indeni og udenpå. Han tænkte slet ikke på den mærkelige og lidt skræmmende mand som havde besøgt hans mor i går eftermiddags. Manden havde slet ikke set at han var der, og det passede ham fint ikke at blive set. Mor snakkede jo slet ikke om besøget i dag, så måske det bare var en fejltagelse at manden var kommet og havde fået mor til at græde med de papirer han havde med som han tvang mor til at kigge på, også selvom hun græd. Han havde i smug kigget ned i mandens taske som stod på gulvet ude i gangen under hele besøget; han var blevet lidt bange, både for at blive opdaget og fordi de ting der lå nede i tasken så underlige ud, det lignede værktøj, men ikke værktøj han kendte og han var ked af at han havde været nysgerrig og kigget. Men manden havde ikke brugt nogen af værktøjerne eller vist dem til hans mor, kun viftet med papirerne, som hans mor smed ud af vinduet efter ham, da hun så ham gå nede på gaden efter at han havde forladt deres lejlighed. Nej, han ville ikke tænke på det nu, mor var næsten helt sig selv og selvom hun så lidt træt ud så kunne det være fordi hun næsten aldrig sov mere, hun var altid i vigør og fuld af energi, på nær de gange hvor hun sov hele tiden og så var han bange for at hun var død, for hun kunne slet ikke vækkes. Når hun sov sådan, blev han frygtelig angst, og han prøvede at gøre alle de ting som mor ikke havde nået. Nogen gange var naboen Viola kommet ind helt af sig selv og havde taget ham med hjem, men altid tænkte han på sin mor. Lige nu skyndte han sig at skubbe tankerne væk, og nød i stedet sin smukke mor som sad på det røde tæppe og sang "Lille Sommerfugl" højere og bedre end Johnny Reimer. Han kendte Johnny Reimer og alle hans sange; mor havde alt hans musik på en lille pladespiller som hun ofte dansede og sang til helt alene. Hvis hun så ham kigge på hende løb hun hen og nejede foran ham, og de dansede sammen som to voksne. Han var ikke så god til det, men mor havde ikke noget imod det, hun lo og lo og svingede ham rundt så han blev helt ør i hovedet. Nogen gange måtte han tigge hende om at holde op, det blev for meget og han fik hovedpine, men ofte stoppede hun først når en af naboerne brød ind og slukkede for musikken. De havde nogle søde naboer, Viola og Georg, det ældre ægtepar som havde en søn i Canada. Han elskede at besøge dem og de gav ham lov til at drikke kaffe, de lærte ham også at spille kort, mest 31 eller Rommy, men han lærte også at lægge kabale, samle puslespil og gætte kryds og tværs sammen med dem. De tog ham tit på skødet og viste ham billederne fra Canada, der var indianere og store byer på billederne, han kunne høre på deres stemmer at de savnede deres søn og børnebørn meget og han kunne ikke forstå hvorfor de havde rejst fra så dejligt et hjem. Hvis han boede her hele tiden så ville han aldrig nogensinde rejse væk, han forestillede sig tit at Georg og Viola var hans rigtige forældre, men så blev han fyldt med skyldfølelse overfor sin mor, og stoppede tankerne lynhurtigt. Han var lidt bange for hvad mor ville gøre hvis hun vidste hvad han tænkte, og han sagde hurtigt sin lille hemmelige remse, så hans tanker blev streget over og hans mor ikke kunne læse dem.
   Han vågnede med et sæt og hørte at de nu kom tilbage efter ham. Han krøb længere og længere ind i skabet, hvor han havde gemt sig, da de hentede hans mor. Der var kommet to mænd i hvide jakker og han kunne ikke forså hvad de ville med hans mor, Max havde gøet af dem og de havde lukket ham ude på altanen. Da de kørte skreg hans mor hans navn, "Jakob" igen og igen, men han turde ikke komme ud, for mændene havde sagt til mor at Jakob var her ikke, "Så ti dog stille din tossede kælling, der er jo ingen her'"! Tænk hvis de bandt ham ligesom de havde bundet hans mor, hvem skulle så tage sig af Max? Så han gemte sig i skabet og ventede og ventede, på hvad vidste han ikke.
   Døren til skabet åbnede sig lidt og en sprække lys kom ind, så kom en våd snude til syne i døråbningen og han rakte sine små arme frem mod hunden som slikkede ham i ansigtet. Døren åbnede sig helt og der stod Viola med sin enorme barm og udstrakte arme "Vi har været så bange, vi kunne ikke finde dig", sagde hun og han hoppede op i hendes favn og græd af glæde og sorg på én gang. Han var så træt, i morgen ville de helt sikkert finde hans mor. Han mærkede en hånd på sit hoved og kiggede op, der stod Georg med tårer i øjnene, og drengen tænkte: "Georg er også ked af at mor er forsvundet, han vil hjælpe mig med at finde hende igen; måske vi rejser til Canada og finder hende der', så kan vi se indianerne sammen". Drengen smilede og lukkede sine øjne.