*Piano*. Han havde engang haft et Piano.
Han lod varsomt fingrene glide henover den blanke sorte lak, mens han gik rundt om det underfundige stykke møbel. For det var alt, hvad det var i dette hjem; et møbel.
Kunne ikke slippe det med blikket, og kærtegnede forsigtigt, kun med lette fingre og ærede i det skjulte, hvad det var. Egentlig var.
*Piano*. Han havde engang haft et Piano. Havde engang haft det hele.
Kunne stadig høre de dybe, melankolske toner, så lange som evigheden selv, så smukke som selve hendes sjæl.
*Hende*. Han havde engang haft Hende.

Han kunne ikke holde for at sætte sig på den sirligt udførte bænk, med den grove grønne silke.
Stille, for ville ikke forstyrre. Hverken de andre i biblioteket, eller de tyste toner, som syntes at flyde mod ham, fra en forgangen tid.
Mærkede på låget; vovede dog ikke at åbne og stå ansigt til ansigt med tangenterne. Dertil var han ikke den mindste smule værdig, havde ikke et eneste gran af talent, for at lade musik smyge sig fra det; lade det henføre og hypnotisere, kærtegne og elske.
Så lod blot hånden kærligt og forsigtigt give det sine fjerlette strøg.
*Vil mindes dig altid*
Nu, mere end nogensinde. Ved dette piano, i en anden tid, på et andet sted, hvor han ikke længere hørte hjemme. Så måtte ikke lade de andre se ham sidde her; henført og hypnotiseret af smygende toner. Af så stille minder, at de næppe ville forstyrre nogen, om han altid blot holdte dem indeni sig, for kunne aldrig mere...
*Hende*
Nej, ingen andre end Hende. Nogensinde.

Mindedes hende så tydeligt, som sad hun hér nu, ved siden af ham på silken. Rykkede lidt ud for at gøre plads, sneg sig til et blik på hende. Men vovede kun smilene i sit indre.
Elskede at se hende spille, hvordan fingrene behændigt gled fra tangent til tangent, og fra sort til hvidt. Hvordan hun elskede med hver en tone, om den var velovervejet eller ganske frit flydende. Hvordan hun selv blev forledt af den sjælskrævende musik. Kunst. Jo, kunst var det i hendes kyndige, bløde hænder, der syntes at have taget form, efter legen med tangenterne gennem årene, så de passede perfekt til hvert et stykke elfenben, hvert et stykke ibenholt.
Hørte skalaerne så tydeligt, fra lyse, insisterende toner over dybe og magelige, mere adstadige. Lukkede øjnene og måtte trække vejret dybt ind, for hvor Hun dog stadig duftede, så henførende, så hypnotisk... jo, mærkede nu, hvor hun lavede en fordybning, i puden under silken, ved siden af ham, og kunne kun elske hende mere, ville hende mere, som han blot sad stille ved det tyste piano, og længtes.
*Savnede*

Vovede et smil, da flydende toner bar ham med sig, som en brise gennem den dunkle stue. Hvirvlede dem begge rundt, vidste aldrig hvor de ville lande. Men altid lande blødt; det sørgede hendes stille toner for, hendes smil. Alt hvad hun havde været - stadig var.
Havde været, ja...
Skuldrene blev modvilligt tungere, og hovedet syntes ikke længere at ville holde sig oppe, men kun stræbe efter at presse hagen mod brystet. Det var som opslugte de vidunderlige, melankolske toner ham, skar sig vej gennem smukke billeder af en elsket ved et Piano, i en æra længe overstået, og smilet ville alligevel ingen glæde bringe ham. Kun forstillelse, om at alt blev som før. *Ikke mere, aldrig mere...*
Men han havde engang haft et piano, blot ikke et hvilket som helst piano.
Nej, et Piano...
Med toner så dyrebare, så berusende, at han ville gøre alt for at mærke og høre tonerne i levende live igen, blot mærke...
*Hende*

Rejste sig, for at lade det fine, gamle møbel, som det jo så sørgeligt kun var i dette hjem, være alene igen. Kun en sidste flygtig berøring henover den ravnesorte lak, kun et sidste længselsfuldt blik, kun lidt mere... var det for meget at forlange? Kun lidt mere tid...
*Piano*
Så smukt, så forunderligt og aldeles henførende. Så længe mistet, at resten af al tid kun var skygger i hans sind, en stille hvisken.
Han kunne ikke længere forsvare at blive i den lille pianostue, de andre manglede ham, kaldte.
Vendte sig dog om, inden han trådte ind over grænsen til verdslighed, og forlod Hende.
Syntes at høre hende kalde på sig... eller var det blot de andres stemmer, fordi han var ør af tonernes hvirvelstrøm?
Sneg sig til et blik mod den grove grønne silke; hun sad der stadig. Så havde ikke andet valg end at lade gamle, glemte tårer salte sin kind, mens han hørte hende genoptage de lange dunkle toner - så stille, så smukt, i sit farvel.
*Elskede... forlad mig aldrig*
Men utopiske ønsker og drømme var det, så kunne ikke andet end at stå dér, på grænsen af verdslighed, og give sit tyste farvel til utopi. Lægge dette sarte mindebillede på bunden af alle deres længsler og drømme. Lade det forvares - porøst og forældet, som det var.

Kaffe og cognac i biblioteket, fik ham sammen med de andres lyse toner og insisterende munterhed, til at smile en anelse igen. Men de vidste jo heller ikke... så hvordan kunne de andet end at tro, at alt var som vanligt?
Skævede ind imellem henover grænseskellet til Utopia, i den mørke stue ved siden af, og mærkede hvor det ville trække ham ind, tilbage. Lyttede, når han mente det sikkert at dvæle for et øjeblik, og brød blikket, når de andre lo for ham, ville have ham til at le med, så uvidende de var. Men bryde tonerne kunne han ikke, heller ikke den kærtegnende nynnen han fornemmede, som flød med; som blide, tyste viser i hans sind.
*Som dengang*
Som dengang alt havde været hans; et Piano. Hvad var der ellers at ville end *Piano*?