Endelig weekend!" sagde Mille højt for sig selv, da hun smed sin taske, overtøj og sko i entreen. Deres hund kom løbende hende i møde og hun satte sig på gulvet for at klø den lidt på maven. Rasmus kom snart hjem, så hun måtte hellere få luftet hunden. De havde planlagt at grille på terrassen og nyde den første rigtige forårsaften. Hun så frem til weekenden, hvor de skulle være sammen og slappe af.

Mille gik langs vandet med Sofie løbende glad i græsset ved siden af. Endelig var det varmt nok til klip klapper og ingen jakke. Hun satte sig og så ud over vandet, mens hun lod solen varme sin krop. Hun smilede for sig selv, da hun så alle de unge, som allerede var iført badetøj og spillede bold i vandkanten.

Hjemme igen var Rasmus i gang med at tænde op i grillen. Mille havde kunnet lugte røgen fra grillen ude på gaden, og hendes tænder løb i vand. Rasmus gik i gang med maden, mens Mille gik i gang med borddækningen, mens de gik og småsnakkede om dagens begivenheder. De havde begge deltaget i kedelige møder og kun ventet på at få fri.

Maden var lækker, grillet mørbrad med frisk salat og hjemmelavet kartoffelsalat. "Dette er livet," sagde Mille smilende, "at sidde her på terrassen i aftensolen og spise lækker grillet mad." Rasmus kunne ikke være mere enig. Efter at have sundet sig oven på lidt for meget mad og nydt den sidste sol på terrassen, begyndte de at rydde op. Sofaen og en god film ventede på dem i stuen.

De havde lige sat sig til rette, og Sofie havde lagt sig imellem på dem i sofaen, da telefonen ringede. "Åh nej," sagde Mille, "det er Anne, bare der ikke er problemer med Caroline igen..." Caroline var hendes barndomsveninde Annes teenagerdatter og Carolines gudbarn, som var i gang med sit teenageroprør. Caroline har altid haft lidt frie tøjler, hvilket har resulteret i, at hun i dag nægtede at gøre, hvad der blev sagt. Anne var lige blevet skilt fra Carolines far, og nægtede at bede ham om hjælp, når der var problemer med datteren. "Lad vær med at tage den," sagde Rasmus. "Du ved jo godt, at hun bliver ved, indtil vi svarer. Det kan jo også være, at det er vigtigt denne gang."

Hej, det er mig. Forstyrrer jeg? Jeg ved, det er fredag aften, men Caroline står altså på Lyngby Station med en eller anden veninde og vil ikke komme hjem, men hun har lovet at komme hjem og rydde op, mormor kommer jo til frokost i morgen. Kan du ikke gøre et eller andet? Få Rasmus til at ringe og sige, at hun skal lytte til sin mor, hun ser jo så meget op til ham. Eller måske hente mig, så vi kan køre hen og hente hende? Du ved jo, at Noah fik bilen med."

Mille sukkede og lukkede øjnene, mens hun håbede, at det ville få det hele til stoppe. Når først Anne startede, kunne hun fortsætte. "Og jeg har sagt, at hun skal komme hjem, men hun siger, at hun er gammel nok til selv at bestemme. Hvad giver du mig, Mille? Hun er kun 16 år gammel, men hun tror, at hun bare kan gøre som det passer hende, og jeg kan godt fortælle dig, at det ikke passer fruen at rydde op..."

Hun kiggede opgivende på Rasmus, som bare rystede på hovedet. Han tog røret fra hende, og afbrød Anne i hendes talestrøm. "Jeg ringer til Caroline nu, og hvis ikke hun lytter, så henter vi hende. Vi sad alligevel og vidste ikke, hvad vi skulle lave..." Han lagde røret på, og trykkede Carolines nummer.

Det er Caroline," sagde Caroline med sin indsmigrende ungpige-stemme. "Det er Rasmus, hvad sker der?" "Jeg står på Lyngby Station sammen med Maria, vi skal ind til København og mødes med nogle af Marias venner. Vejret er godt, så vi skal i Nyhavn." "Burde du ikke være hjemme, som du har lovet din mor?" "Helt ærligt, Rasmus," sagde Caroline med forargelse i stemmen, "Det er fredag aften, og jeg kan sagtens nå at rydde op i morgen. Og hvis jeg ikke kan nå det, så er mormor da ligeglad. Desuden kan jeg ikke bare forlade Maria her, hun må ikke tage toget alene for sine forældre."

Mille kunne se på Rasmus, at han havde svært ved at styre sit temperament. Det var ikke første gang, at de havde brugt en weekendaften på at parlamentere med Caroline. Hun vidste, hvordan det hele ville ende, og vidste, at Caroline også vidste det, og at hun også prøvede deres grænser af. Mille hentede bilnøglerne og sagde til Rasmus, at de lige så kunne hente hende nu som senere. Det var bare med at få det overstået. Hun hørte Rasmus sige til Caroline, at nu skulle hun bare blive og vente på at de kom, og hvis hun ikke var på stationen, når de kom, så ville det få konsekvenser.

Vi henter Caroline nu." Mille ringede til Anne fra bilen. Denne gang ville de ikke bruge tid på at hente Anne på vejen. Rasmus ville tale et alvorsord med Caroline og gad ikke have Anne til at sidde og tage sin datter i forsvar i mens.

Caroline og Maria stod uden for stationen og ventede da de ankom. "Så er det ind i bilen med det samme, og lad det gå lidt tjept," sagde Rasmus. "Jamen, jeg kan altså ikke efterlade Maria her alene," sagde Caroline med fasthed i stemmen. Rasmus kiggede på hende med et blik, som fik hende til at kigge ned i jorden. "Maria hop ind, så kører vi dig hjem."

Der var tavst i bilen, både på vej hjem til Maria og videre derfra hjem til Anne og Caroline. Det var tydelige, at Caroline var utilpas over den rungende stilhed. De parkerede foran deres lejlighed. "Hej, hej, jeg hilser mor fra jer." Rasmus vendte sig om mod Caroline, som forsøgte at smutte hurtigt ud af bilen. "Ikke så hurtigt du," sagde han. Mille vidste, hvad der ville komme nu. Rasmus ville holde moralprædike om, at Caroline skulle respektere sin mor, at det var sidste gang de hentede hende og om hun ikke troede, at de havde andet at foretage sig end at hente hende og agere taxa." Som altid bøjede Caroline hovedet, kiggede på dem med sine våde øjne og undskyldte. Der var intet ny under solen der.

Stemningen i bilen på vej hjem var ikke høj. Mille vidste, at det ikke ville blive den hyggelige aften med videofilm, som de havde planlagt. Hun vidste, Rasmus var træt af Annes forventning og træt af ham selv og Mille, fordi de hver gang sprang, når Anne - eller måske rettere Caroline - sagde spring. Filmen var ikke særlig god. De besluttede sig for gå i seng og lade som om, at weekenden startede lørdag morgen.

Lørdag morgen, eller rettere formiddag, stod på brunch. De fandt et hyggeligt sted på Frederiksberg, hvor de kunne sidde udenfor i de gode vejr og kigge på folk, som gik forbi. De kunne bruge lang tid på at forestille sig, hvem folk var, hvad deres historie var og hvor de var på vej hen. Bagefter gik de en tur og kiggede på butikker.

Rasmus's mobil ringede. "Det er Rasmus!" "Hej Rasmus, det er Niels. Har du glemt, at du lovede, at du ville komme forbi og hjælpe mig med bilen i dag?" "Øøøhhh, nej, nej," Rasmus kiggede på uret, den var lidt over halv to. "Jeg var faktisk på vej. Var det ikke klokken 2 du sagde?" Mille kiggede på ham, hvad var det som skete? "Beklager, skat, men jeg har altså lovet at hjælpe Niels med bilen i dag. Det har jeg da sagt. Nåh, det må jeg have glemt. Det tager kun et par timer, så vi kan stadig nå en lækker middag og en god film." Mille trak på skuldrene, hun vidste godt, hvad det betød, når de to skulle rode med biler. Det ville helt sikkert tage mere end et par timer. Men så kunne hun jo lige så godt nyde solen på terrassen og få gjort lidt rent.

Mille nød et par timer på terrassen med en god bog, så begyndte det, at bliver overskyet og køligt. Det kunne mærkes, at det endnu ikke var sommer. Hun gik ind for at rydde op og gøre rent.

Da klokken nærmede sig 17:30, gik Mille en tur med Sofie. Hun havde stadig ikke hørt fra Rasmus. "Jeg ringer til ham klokken 18, hvis jeg ikke har hørt fra ham," sagde hun til sig selv. Et kvarter senere ringede Rasmus selv. "Det er mig, bilen drillede, men det hele virker vist nu. Jeg tænkte, om jeg ikke skulle købe noget sushi med, det bliver vist lidt sent at lave de bøffer. Så kan vi stadig nå at hygge med chips og en god film."

De spiste sushi, mens de så nyheder. Der havde været gang i byen om fredagen. Den første forårsdag havde trukket mange på gaden, og der var ikke blevet sparet på indtagelsen af alkohol. Der havde været flere slagsmål og et enkelt forsøg på voldtægt. "Det var sikkert godt, at vi fik stoppet Caroline fra at tage i Nyhavn i går aftes," sagde Mille.

Endelig sad de i sofaen med chips på bordet og en god film på dvd'en. Sofie tumlede rundt i sofaen og puffede med snuden, hun forventede en plads i midten. 10 minutter inde i filmen ringede telefonen. De kiggede på hinanden. Ingen af dem orkede at rejse sig for tage telefonen, og ingen af dem orkede, hvad en telefonopringning lørdag aften kunne betyde. "Lad den ringe," sagde Rasmus, "hvis det er vigtigt, ringer den nok igen." "Det er rigtigt," sagde Mille, "ellers prøver hvem det nu er nok på vores mobiler." De ventede i spænding, men telefonen ringede ikke igen. De nød filmen, chipsene og telefonens stilhed.

Søndag morgen blev de vækket af telefonen. Mille svarede søvndrukkent, inden hun nåede at tænke sig om. "Hej, det er mor. Vækkede jeg jer? Gæt hvem jeg lige har mødt nede i byen. Rasmus's mor. Vi tænkte, at vi ville købe noget lækkert morgenmad med hjem til jer. I har alligevel ikke godt af at ligge under dynerne hele dage. Solen skinner, så vi kan måske sidde uden for? Det bestemmer I. Vi ses om en halv time. Hej, hej!" "Det er bare løgn," sagde Mille. "Hvem var det?" spurgte Rasmus. "Det var vores mødre, som kommer med morgenmad om en halvtimes tid. De ville i øvrigt gerne spise på terrassen." Rasmus sagde frustreret: "Med alle de forstyrrelser i weekenden, så kommer det ikke bag på mig, at vi også bliver forstyrret søndag morgen. Det er lige før, ar det er mere afslappende at være på arbejde."

De stod op. Rasmus gik morgentur med Sofie, mens Mille ryddede lidt op, lavede te og kaffe og dækkede morgenbord på terrassen. Præcis en halv time efter at telefonen havde vækket dem, stod to morgenfriske og evigt snakkende mødre og ringede på. Mille håbede, at de to kunne underholde hinanden under morgenmåltidet, så hun og Rasmus ikke behøvede at være alt for aktive.

Først på eftermiddagen blev der endelig fred igen. Mille og Rasmus besluttede sig for at gå en tur i skoven med Sofie. Der var der ikke kontakt til deres mobiler, så der ville de kunne være i fred. Der holdt et par biler ved indgangen til skoven, men det virkede som om, at der ikke var mange i skoven. Efter at have gået et stykke, kom en løs hun løbende imod dem. De var ikke meget for løse hunde, da Sofie en gang var blevet overfaldet. Der var ingen ejere at se. "Helt ærligt!" udbrød Rasmus. "Det er simpelthen utroligt, at folk kan være egoistiske og ligeglade med andre end dem selv. Det er jo ikke bare på grund af Sofie, men det er forbudt her ikke at have sin hund i snor. Tænk på dem, som er bange for hunde."

Den fremmede hund løb hen for at snuse til Sofie. Rasmus skyndte sig at samle Sofie op, så der ikke skete noget. Pludselig kom en ung pige løbende ud mellem nogle træer. "Når der er du Basse, nu skal altså hører efter, når jeg kalder," sagde den fremmed pige med blid stemme, mens hun kløede hunden bag øret og satte snoren i hundens halsbånd. "Det må I undskylde," sagde hun, "det er min kærestes hund og den lystrer mig ikke så godt. Gør du vel, din lille ballademager?" Rasmus brummede et eller andet og gik væk derfra med Sofie. Mille fulgte efter. "Der er sgu ikke noget at sige til, at den hund ikke lystrer, sådan som hun taler til den. Den kan ikke høre på hendes stemme, at den får skæld ud."

De stoppede på Strandvejen på vejen hjem for at spise en is. Det gode vejr havde tiltrukket mange mennesker, så der var lang kø. Da de endelig havde fået deres is, gik de tur langs molen. Sofie lå og sov i bilen. Hun var blevet lidt tyk om maven på det sidste, så hun skulle ikke have is. Vejret var klart, så de kunne se helt til Sverige. Milles mobil ringede, hun kunne se, at det var Anne, som ringede. Hun lod den ringe. Anne kunne lægge en besked. Mille stod afventende med mobilen i hånden, men der blev ikke lagt en besked.

Mille og Rasmus sad på terrassen og nød bøfferne fra i går, som de havde grillet i dag. Sofie havde fundet en solstråle i læ, hvor hun fik en tidlig aftenlur. "Det var så den weekend," sagde Rasmus, "det var ikke megen afslapning det blev til." "Jeg tror, at vi må til at slukke mobilerne i weekenden," sagde Mille, "jeg har hørt, at det tidligere var muligt at overleve uden en mobil. Eller også må vi tage væk en weekend?" Deres snak blev afbrudt af telefonen. Mille kiggede på nummerviseren på telefonen, det var Anne. Det magtede hun ikke. De lod telefonen ringe og nød de sidste timer af deres længe ventede weekend.

Anne lod telefonen ringe ud. "Det var da mærkeligt, at de ikke svarer," tænkte hun. "De svarede ikke i går aftes og heller ikke i dag. Jeg tror, at jeg kører derhjem for at se, om alt er ok. Måske skulle jeg stoppe på cafeen og købe lidt kage med..."