1.
Din tunges smæld slår støv i mine øjne
Den tunge som i kys har kærligt danset
Er støvet fra de kys nu slebne løgne
Nej hvert et støvkorns smerte har jeg sanset

Og sanset har vi, sanset har vi sammen
Som bølger har vi skyllet alle strande
Og selv i bølgen har vi mærket flammen
For intet vand kan slukke alle brande

Og intet vand kan bære alle kroppe
Og sandet tørrer ud når bølgen tøver
Kun længsel, vil jeg tro, kan bære oppe
Når vandet blæses bort og stranden støver

I støvet hvirvles alt jeg turde håbe
Om hvert et støvkorn dannes nu en dråbe

2.
Om hvert et støvkorn dannes nu en dråbe
En frodig seng hvor håbet kunne spire
Fra støv til blomsterflor, jo du vil måbe
Når denne pragt min længsel vil forsire

Så vil du smykke dig med blomsters dufte
Og atter skal jeg gå i dine bede
Med blomsterstøv i milde forårslufte
Ja glemt er somrens alt for stærke hede

Og glemt er regnens stormflod den brutale
For forårsbyger giver bare grøde
Og uden den går alting vist i dvale
Af muldet damper dine kys, de søde

En forårsdamp som møder mine øjne
Og nu på dine læber, de forfløjne

3.
Og nu på dine læber, de forfløjne
De læber som jeg gerne ville digte
Og fange i en rytme ja og højne
Så aldrig skal de, aldrig mere svigte

For svigefuld er ene sommerheden
Nu digter jeg en forårsdrøm du kære
Kun fugleunger flyver der af reden
Med vingeslag så spæde og så nære

Det støv, der hvirvles op, er hurtigt faldet
Og alt hvad der vil væk er snart tilbage
Ja kun til dette digt er jeg nu kaldet
Og her vil jeg henånde mine dage

Skønt mørke skyer samles vil jeg håbe
De falder som en byge, kald mig tåbe

4.
De falder som en byge, kald mig tåbe
For tåbenavnet kan jeg sagtens bære
Når skyer blotter himlen må jeg råbe
Nedkalde himlens lys på dig, du kære

For kan du stadig stå der under himlen
Og tør du møde verdens klare spejle
Når jeg vil kalde folk til sammenstimlen
Omkring dig hvor du står i lysets kegle

På denne bitre scene skal du danse
Til hån og spot som fuglen når den fanges
Af alt for stærke stråler og må sanse
At lyset er et fængsel. Nu forlanges

Der lys på alt og klarhed, kald mig dommer
Som glemmer tit at regnen altid kommer

5.
Som glemmer tit at regnen altid kommer
Når vreden bli'r til vand fra tunge skyer
Så glem hvad jeg har sagt, det er en ommer
Nu falder regnen tæt i alle byer

Den renser alle vinduer og facader
Fra tagene den fylder alle render
Og løber som en strøm i smalle gader
Til alting samler sig i dine lænder

For her har vandet altid villet være
Her har jeg søgt erotisk dine strømme
Og slukket mine læbers tørst, du kære
Med vand som blev til vin i mine drømme

Men var dog vand og derfor vil jeg prise
At støvet søger vandets kolde lise

6.
At støvet søger vandets kolde lise
En kulde som vi ellers måtte frygte
Mon kulden nu vil alting overise?
Og fryse fast de lemmer der vil flygte?

De lemmer, som af dig har lært at svømme
Med store tunge tag i bølgeslaget
Som føles nu så stive og så ømme
For det, du før har givet, har du taget

Det ler, der er tilbage, rummer kraften
Fra støvet når det mættes af en væde
Og støvet trykkes grundigt ned i saften
Når disse tunge fodspor jeg må træde

Se det er denne regn, der altid kommer,
Der vasker bort de spildte korn af sommer

7.
Der vasker bort de spildte korn af sommer
De spildte korn som glemte vist at spire
Som gemte sig i frygtens dybe lommer
Den frygt, som fik mig ned på alle fire

Jeg kravlede som krøbling, ja og dyrisk
Og angsten slog en ligstank i min næse
En stank der steg fra jorden stærk og lyrisk
Men den lyrik vil jeg ej gerne læse

Nej disse versefødder skal stå stille
For her kan intet gro og intet rime
Den stank af jord er kun en bitter pille
Den skal du gemme til din sidste time

Når døden slår din længsel til en frise
Behændigt i en grådkvalt aftenbrise

8.
Behændigt i en grådkvalt aftenbrise
En gråd der sidder fast i fuglestruber
Så ingen fuglestemmer kan mig vise
En vej fra mine tankers dybe gruber

Kun fingernegle skraber imod stene
Med blodsprængt vilje som kun livet evner
Så tunge byrder gør enhver alene
Men fingre finder altid stenens revner

Som billedhuggeren jeg vil den kløve
For selv i sten kan livet frodigt formes
Jeg tror jeg helt kan stenene forstøve
Med denne kraft som ellers kun er ormes

Af denne friske muld vil jeg udlede
De kys som før var mine blomsterbede

9.
De kys som før var mine blomsterbede
Hvor det, jeg så, så enkelt lod sig tage
Hvor dine forsvarsværn var altid nede
Og broer bød sig når jeg trak tilbage

Hvor nærhed groede stærk og selv på afstand
For intet kunne skille vore planer
Det troede vi som havfrue og havmand
Som finder vej selv gennem oceaner

Jeg fandt dig selv i borgens dybe grave
Hvor vandet lyste grønt af dine lokker
Et algelys som kun jeg kunne stave
En dis af grønne ord som bare pokker

Og op derfra da steg nu røde, smukke,
De læber, som jeg altid kunne plukke

10.
De læber, som jeg altid kunne plukke
Så røde som kun bær der snart skal briste
Som kun for mine kys sig lod oplukke
Hvordan kan jeg dog disse læber miste?

Hvordan skal jeg få kys når jeg vil græde?
Når mellem mine læber mine tænder
Nu viser sig, men uden smilets glæde
Som marmorblokke som en kunstners hænder

Har hugget ud imellem alt det bløde
Som hvide monumenter sat til skue
At mindes disse kys, som nænsomt døde
Forsvandt i næbbet på en marmordue

Nu falder aftenduggen og min due
Har endnu damp af fugt og sommerhede

11.
Har endnu damp af fugt og sommerhede
Og landet sænkes varsomt ned i disen
En søvnløs ugle tuder hult dernede
Som var det den der nu betalte prisen

Som havde den en anden aften ventet
En aften uden disse lave skyer
En skumring har mig snigende indhentet
Nu tændes lyset i de fleste byer

Og bøger åbnes længselsfuldt og læses
For lyset føder ord når de er sete
Og skumringsord har liv til lyset blæses
Ud. Her står vi så af ord forledte

Med læber som om ordene sig lukke
Men mine kysses kun af tørre sukke

12.
Men mine kysses kun af tørre sukke
I munden har jeg stadig dine krummer
Kun varsomt, varsomt vil jeg munden lukke
Om sprødheden fra dig som snart forstummer

En sprødhed som er kærtegn i mit øre
En lyd af noget skrøbeligt der knuses
Dog er det det jeg allerhelst vil høre
Jeg smiler, mærker tabet, og beruses

Ohøj! Jeg står til søs i mine tårer
Et uvejr slippes løs, jeg går i båden
Jeg kastes rundt i stormen uden årer
Og mærker dig i bølgens vilde fråden

En strid monsun har slået mig i dørken
Når sommerregnen viger, kommer tørken

13.
Når sommerregnen viger, kommer tørken
Og alting går i stå mens ord forsvinder
Bli'r sjældnere end dråber i en ørken
End kys og kærtegn nu på mine kinder

De ord, jeg helst vil finde, er i sandet
De blæser væk i vinden og er borte
Kan jeg mon finde hen hvor de er landet
De ord, jeg har tilbage, er for korte

Nu har jeg brug for lange ord der rækker
Så langt som tankeflugtens stærke vinger
Men små ord trænger ind i alle sprækker
Og vækker ofte genklang når de klinger

Foruden disse ord har jeg kun tørken
Og støvet, når det falder, bli'r til ørken

14.
Og støvet, når det falder, bli'r til ørken
En tropevinter under solens gløder
Glemt af årets cyklus, kvalt af tørken
Det tunge sand er alt mit øje møder

Men jeg kan altid drømme en oase
Fatamorgana, ordet jeg har hentet
Hvor daddelpalmens tunge søde klase
Ser ud som vist på mig den kun har ventet

En daddels sødme mellem mine læber
Som nektar tænder længsler på min gane
Om mælk og honning, alt jeg efterstræber
Så vågner vi ved kaldet fra en hane

På morgnens lagen dampende og nøgne
Din tunges smæld slår støv i mine øjne

15.
Din tunges smæld slår støv i mine øjne
Om hvert et støvkorn dannes nu en dråbe
Og ned på dine læber, de forfløjne
De falder som en byge, kald mig tåbe

Som glemmer tit at regnen altid kommer
At støvet søger vandets kolde lise
Der vasker bort de spildte korn af sommer
Behændigt i en grådkvalt aftenbrise

De kys som før var mine blomsterbede
De læber som jeg altid kunne plukke
Har endnu damp af fugt og sommerhede
Men mine kysses kun af tørre sukke

Når sommerregnen viger, kommer tørken
Og støvet, når det falder, bli'r til ørken