Hun sad og duppede skiftevis sit venstre kindeben og sin ankel med en frysepose. Når det blev for koldt på anklen, flyttede hun fryseposen op til kindbenet og omvendt. Sådan havde hun gjort så tit. Hun kunne se det var helt vindstille nu.

Hun havde været sammen med Søren i 8 år, og de første tre år havde der ikke været det fjerneste, men en dag, hvor de havde været i byen, dengang var hun kun 24 år, havde han stukket hende en lussing, fordi han mente hun havde flirtet for meget. Hun kan huske hun overvejede, om hun skulle slå op med ham, og havde hun da bare gjort det, men han havde undskyldt og grædt, og hun havde tilgivet, som hun havde gjort de næste mange gange. Desværre. Til sidst opgav hun, hun turde alligevel ikke gå fra ham, det havde han da sørget for, han ville banke hende indvalid, hvis hun gjorde det, sagde han. Hvis hun bare havde gjort det første gang han slog hende.

Nu var hun så vant til det, og når hun sad og svalede sine sår, efter han var gået omkuld på sofaen, hvilket han plejede at gøre, sad hun ofte og fantaserede om, hvordan hun skulle slippe af med ham. Nogle gange var det hende selv der skulle dø, altså selvmord, andre gange var det ham. Hun var godt klar over, hun ikke kunne begå et mord, og hun ville ikke turde finde en lejemorder, men hun ønskede ofte han kom ud for et uheld. Det var tåleligt for hende, og ikke ulovligt.

Søren var en dejlig mand, to år ældre end hende, godt arbejde, dejlig familie og generelt en drømmefyr. Dengang. Det var kun indtil han fik depressionen. Han lukkede sig inde i sig selv. Blev paranoid. Så skygger. Bl.a. så han altid Beate flirtede med alt og alle, også selvom hun ikke havde snakket med nogen, eller kigget på nogen. Derfor stoppede de med at gå i byen, hun orkede det ikke. Det var sådan det startede. Beate undskyldte også over for sig selv, med at han jo var en dejlig mand, når han var ædru. Han var den kærligste fyr, hun nogensinde havde mødt. Dengang.
   Først gang han slog blev de vist lige overraskede, og de fandt ud af det igen. Men det skete igen, efter nogle måneder, igen undskyldte han og bad grædende om tilgivelse. Og Beate tilgav ham.
   Hun holdt sig hjemme, hvis hun havde synlige blå mærker. Men Søren var også smart, han vidste jo godt, han ikke skulle slå i ansigtet. Lige gyldig hvor fuld han var, ramte han altid plet. Han havde dyrket taek won doo i sine unge dage, det hang stadig ved.

For to år siden mistede han sit job som tømrer, fordi han ikke kunne passe det mere. Han kom ikke til tiden, nogle dage kom han slet ikke, og nogle dage var han så påvirket af stoffer eller alkohol, at han hverken kunne gå eller stå. Så tog han hjem, drak videre, og ventede på Beate kom hjem. Hun var hjemmehjælper, og havde skiftende arbejdstider. Flere steder i huset stod hendes arbejdstider skrevet op, og han tjekkede hende flere gange i løbet af ugen, for at være sikker på, hun ikke lavede andre ting.
   Når så Beate kom hjem, havde han siddet og drukket og grublet en historie sammen, og fundet på et eller andet, hun kunne være skyld i, og dermed en grund til hun skulle have tæsk.

Hun glemmer aldrig, den værste gang. Dengang havde hun ønsket at dø, at han bare ville sende det rigtige slag ind. Hun var gravid, det vidste han godt, og han var faktisk begyndt at gå i terapi, for at tøjle sit temperament og var gået på antabus. Det var en lykkelig tid. Men en dag havde en af hans gamle "venner" været forbi, mens hun var på arbejde. Hun var 19 uger henne. Søren og hans "ven" havde taget en masse kokain, og da Beate kom hjem, tog "vennen" hjem, og Søren gik amok:
   Din forbandede, udspekulerede kælling! Det havde du nok regnet ud, hva'? Blive gravid, føde og så skride! Ja, så havde du barnet, kunne få fuld forældre myndighed på grund af mine voldige tendenser og endda få hele lortet betalt! Men NEJ! Du kan fandme tro nej. Jeg skal fandme ikke røvrendes af sådan en fucking kælling som dig!" Og så faldt slagene. Over hele hendes krop. Han sparkede hende flere gange i maven, og hun kunne mærke, smerterne brede sig. Efter lang tid gik han endelig. Hun lå helt stille på gulvet. Hun turde ikke rejse sig. Hun vidste godt det var for sent. At fosteret havde taget skade. Hun ville ikke tage på skadestuen. Hvad skulle hun sige? Faderen til det kommende barn havde banket hende? Så ville de stille spørgsmål. Forsøge at hjælpe hende. Ringe efter politiet osv. Det orkede hun ikke. Og det ville kun gøre ondt værre.

Dagene der fulgte var et helvede. Hun blødte mere end hun troede muligt, og så kom fosteret ud. Hun kiggede ikke i toilettet, men hun mærkede det. Hun græd. Ikke over hendes forfærdelige liv. Ikke over smerterne. Men over at have mistet det lille barn, hun troede de begge ønskede sig. Det var hendes eneste chance for, at slippe for hans vold. Nu var det hele slut. Nu kunne hun lige så godt dø.
   Og for at gøre det hele værre endnu, fik hun bank igen, dagen efter fosteret ar kommet ud, fordi hun havde blødt på gulvet, på vej til toilettet. Søren nævnte ldrig det døde forster, og hans skyld i dette. I hans hoved var det jo sikkert også hendes skyld.
   Beate havde derefter gennemgået en sterilisation, hun ville ikke risikere det kunne ske igen. Og Søren havdre droppet både terapi og antabus, og derefter var det næsten daglig bank igen.
   Og Beate havde aldrig haft til hensigt at gå fra ham med barnet, hvis han virkelig havde holdt den kurs. Det kunne hun ikke drømme om. For da var Søren igen den dejlige mand, hun engang havde forelsket sig i.

I går havde Beate haft fri. Hun havde brugt dagen på at gøre rent i hele huset, vaske alt tøj og handle ind. Gjort alt hvad hun kunne, for at få så lidt tæsk som muligt.
   Søren havde tidligt om formiddagen taget knallerten, og var kørt. Han havde ikke sagt hvorhen, hun havde ikke spurgt. Det var ikke nødvendigt. Han var kørt på kro, hun vidste ikke hvilken, og hun var også ligeglad, så længe han var der, havde hun ro, kunne høre radio og synge som hun ville. Føle sig en lille smule fri. Selvom det jo havde den pris, at hun med 90% sandsynlighed fik tæsk når han kom hjem. Det kunne ikke undgås, når han var fuld.
   I går aftes var ingen undtagelse.

I løbet af igår var det blæst op. Meterologerne i tv havde lovet kraftig blæst, nogle steder med stormstyke. Beate havde godt bemærket hvordan det rev i bilen, da hun kørte hjemad efter at have handlet. Da hun kom hjem havde hun sørget for, at alt hvad der lå udenfor og kunne tage skade af blæsten eller ligefrem flyve bort, var taget ind i laden, så havde Søren da heller ikke det på hende. Hun følte sig ovenpå.
   Da hun var færdig med alt hvad hun havde sat sig for, havde hun sat stille musik på, og sat sig til at mediterere. En af de få ting, hun stadig kunne, især fordi hun kunne gøre det, når han sov. Hendes spirituelle og hemmelige daglige flugt.
   Hun kunne høre blæsten havde taget til nu. Grene knækkede af træerne og det susede ind af de mindste sprækker.
   Mens hun mediterede drømte hun. Hun drømte Søren var på vej hjem, på sin lille dumme knallert. Han var fuld. Meget fuld. Så fuld, han kun lige kunne styre knallerten, og holde den på vejen. Han havde ikke sin hjelm på, den hang på styret. Nej..., han havde den på, men den var ikke spændt under hagen, ja, det var bedre. Og han kørte 70km/t, det kunne den nemlig. Nå ja, det regnede også, så der lå våde blade på vejen, og våde blade der fløj ned og satte sig på visiret. Men hvordan skulle det så gå galt? ... Jo, han kører, forsøger at undgå at slingre, han bliver nødt til at fjerne bladene fra sit visir med den ene hånd, så han må slippe styret, så knallerten kommer i slinger. Og så ...
   Tramp, tramp, tramp. Hun kunne høre ham nede i gangen nu. Øv. Nu var hun lige så tæt på....

Heldigvis var maden færdig, hun sørgede altid for at lave mad, der kunne tåle at simre i mindst 3 timer. Han gik op af trappen, hun kunne høre på hans trin han var meget fuld.
   "Har du lavet mad?"
   Ja da", sagde hun med den mildeste stemme hun kunne.
   Hva' ska' vi ha'?"
   Tyrkisk suppe, som du bedst kan lide den, med masser af chili".
   Hmmmm", sagde han bare, mens han smed sig foran spisebordet.
   Han skældte hende ud, fordi suppen var varm, hun overhørte det. Hun vidste jo godt, at det ikke var hendes skyld han brændte sig, en suppe er jo normalt varm, og havde den været kold, havde hun fået en lussing.
   De spiste videre i ro.
   Da de var færdige med at spise ryddede hun af, og gik hen til køleskabet efter en øl, hun tænkte ikke videre over, hun kun så en.
   Og da hun kom hen til ham med en øl, klappede han hende bagi, smilede til hende og sagde tak. I et splitsekund så hun det, hun havde set i starten af deres forhold. Og hun havde følt det også. Men det varede så kort, det ikke var nævnværdigt. Måske var det endda bare noget hun havde forestillet sig.
   Efter hun havde taget af bordet og vasket op, satte hun sig ind i stuen, hvor han også sad. Hun satte sig i lænestolen. Han nærmest lå i sofaen, med benene op på bordet, hans sædvanlige stilling. Hun kunne se på hans øjne, der ikke ville gå synderligt lang tid, før han faldt i søvn.
   Hun sad og lyttede til stormen udenfor. Nu var det altså decideret storm, det var faktisk lidt uhyggeligt. De havde også advaret folk mod at gå ud, medmindre det var nødstilfælde. Der var træer der væltede og tagsten der fløj af.
   BANG! De hoppede begge en gang.
   Hvad helvede var det?" Nærmest skreg Søren.
   Beate sagde intet, men rejste sig blot i stedet, og gik hen til vinduet. Hun kunne se det var skraldespanden, der var væltet udenfor. Den stod ellers solidt fast i et stativ, der sad fast i jorden, men ikke solidt nok, åbenbart. Så nu fløj der skrald rundt over det hele. Søren rejste sig om kom hen og så det. "Nu sker det", tænkte hun, og så...
   SLASK!" første slag, han holdt hende i armen, "Hvad fanden er der galt med dig kælling? Kunne du ikke regne ud, du skulle sørge for at sure den bedre fast eller tage den ind?" Så faldt de næste mange slag. Han råbte og skreg en masse ting, hun hørte ikke efter, Hun sang inde i sit hoved, "you fill up my senses, like the night i forrest,...", den beroligede hende altid.
   Efter, ja hun vidste ikke hvor lang tid, slap han hende. Hun faldt slapt ned på gulvet, og blev liggende. Hun så ingen grund til at rejse sig. Hun kunne høre han gik hen mod køleskabet. "Åh nej," tænkte hun "jeg har glemt at købe øl." Ganske rigtigt. Hun så Sørens fødder nærme sig, hun så hans højre fod trække sig bagud, det hele i slowmotion, og fare fremad for at ramme hende i den bløde del af maven.
   Rejs dig kælling! Du skal køre mig til tanken!"
   "Det var da alligevel billigt sluppet, for at have glemt at købe øl", tænkte hun, mens hun rejste sig og gjorde hvad hun kunne for at undgå at ømme sig. Den glæde skulle han ikke have oveni.
   Hun gik ned i gangen og tog overtøj på, satte sig ud i bilen, og ventede. Han kom kort efter væltende ud. Han smed sig ind på forsædet. Han tog ikke sele på, det gjorde han aldrig. Det gjorde hun altid.
   Hun kunne ikke lade være med at tænke på, hvad de havde sagt i tv: "Gå ikke udenfor, kun hvis det er nødstilfælde." "Nødstilfælde.... Ja, manden havde jo ikke flere øl, noget af et nødstilfælde...."
   De ankom til tanken, den var underligt nok åben. Søren kom ud med en pose øl. Elefanter. Han smed sig atter ind på sædet, og de kørte hjemad. I total stilhed, end ikke radion sagde noget.
   Stormen rev i bilen, og Beate havde svært ved at holde den, det føltes som om den intet vejede i forhold til stormen.
   Sikke kræfter", tænkte hun.
   Pludselig skete det. Det hele skete så hurtigt. Et træ væltede, det ramte bilen, og de holdt stille. Bomstille. Beate havde slået hovedet ned i rattet, og lå nu med hovedet lænet mod rattet. Hun kunne mærke det dunkede i hendes ankel, og hendes skulder føltes som om den sad på hendes ryg. Da hun åbnede øjene, kiggede hun lige ind i Sørens øjne. De fortalte han havde voldsomme smerter, mere end hende. Han sagde intet. Han har klemt fast mellem døren, loftet og fronten. Træet havde trykket bilen næsten flad i hans side. Han levede endnu. Hun kunne se han forsøgte at sige noget nu. Hun vidste hun kunne nå at ringe 1-1-2, og stadig nå at redde ham.
   Hun vidste også, at hvis hun ventede lidt endnu, ville alle hendes trængsler være væk.
   Det gjorde ondt over hele hendes krop. Hun lukkede øjnene, lavede nogle meditationsåndedrætsøvelser, talte langsomt til 10 og åbnede øjenene igen. Hun kunne nu se i Sørens øjne, der ikke var meget tilbage.
   Hun satte sig til at hyperventilere, trykkede 1-1-2, og fandt sin mest angst og skingre stemme frem:
   "I må hjælpe mig! Min mand er klemt fast. Vi holder i bilen......" Derefter husker hun egentlig ikke mere.
   Det næste hun husker er, at hun vågner op i en hospitalsseng, og hendes mor er ved hendes side, hun græder.
   Beate prøver at rejse sig,men kan ikke på grund af smerter. Hun spørger hvad der er sket.
   "Det er overstået", sagde hendes mor. Hun hentydede selvfølgelig til Søren. Det var der ingen i tvivl om.
   Beate faldt i søvn igen.
   Hun sad og duppede skiftevis sit kindben og sin ankel med en frysepose. Når det blev for koldt på anklen, flyttede hun fryseposen op til kindbenet. Sådan havde hun gjort så tit. Hun kunne se det var helt vindstille nu.
   Om det var fordi en tung og mørk skygge var forsvundet fra hendes sind, eller om det var fordi solen skinnede vidste hun ikke, men det hele så meget lysere ud nu. Hun følte sig glad og fri. Hun følte sig som nyfødt.
   Hun var lykkelig.