Jeg fryser, jeg rejser mig fra min plads på det hårde gulv, hvor jeg har siddet krøbet sammen foran radiatoren, lige siden, ja hvor længe? Jeg ved det faktisk ikke.
   Jeg stiller mig hen til vinduet og kigger ud i mørket, der er intet at se, kun lyden af regn, blæst, uvejr, og en voldsom rusken i grantræerne fortæller om liv, i den ellers mørke og stille nat.
   Jeg kigger op mod den mørke triste himmel.
   Så kommer tårerne.
   En efter en, løber de ned af mine kinder, og gør mit ansigt helt gennemblødt.
   Jeg føler mig forladt, jeg føler mig så frygtelig alene og glemt.
   Men det er jeg vel også!
   Der er vel ikke mange, der længere tænker på mig.
   Nu er jeg jo anbragt, gemt væk, placeret på institution.
   "Fordi du ikke kan passe på dig selv" sagde lægen Tja, han hentydede vel til de konstante forgiftninger, og alle min mange indlæggelser på den lukkede. Ja, de har nok tænkt, at så var det nemmere at spærre mig inde for evigt.
   Godt nok havde lægen sagt, at det kun var en overgang, til jeg havde fået det bedre, at jeg bare lige havde brug for lidt omsorg i en periode. Omsorg? Nu har jeg boet her i 4 måneder, og den eneste omsorg personalet yder, er til kontorets pc, når de i kedsomhed spiller 7 kabale.
   Tankerne kredser videre rundt i mit hoved, mens jeg trist kigger ud af vinduet.
   Så tager jeg en beslutning, jeg må væk, ikke at jeg har så mange steder at tage hen. I hvert fald slet ikke midt om natten. Min meget lille familie bor langt væk, og det er i øvrigt ikke tit jeg ser dem.
   Hurtigt tager jeg min lille stol op, og med møge og besvær lykkes det at brække det ene stoleben af, som der forneden sidder en hård metalplade på. Jeg tager med spænding og nervøsitet stolebenet, og hamre det med alle mine kræfter, mod det låste vindue.
   Efter 3. forsøg lykkes det. Ruden knustes lige nok til, at jeg kan kravle igennem og ud i friheden.
   Og så løber jeg, jeg spæner alt hvad jeg overhovedet kan. Tør ikke kigge mig tilbage, ikke at det ville havde gjort den store forskel, for jeg ville alligevel ikke kunne se en pind.
   Jeg løber og løber til jeg tilsidst, fuldstændigt udmattet falder om. Da jeg lidt efter får pusten tilbage, og får set mig om, bliver jeg bange, virkelige bange.
   Alt omkring mig er mørkt, der er ingen huse at se i miles omkreds.
   Det eneste der er at se, er store uhyggelige mørke skygger af træer omkring mig.
   Pludselig lyder der et voldsomt brag, og et kæmpe lyn oplyser den mørke nattehimmel. Små regndråber begynder at pible ned fra himlen, først ligeså stille, men hurtigt styrt regner det. Stormen rusker i træerne og får dem til at se endnu mere levende og uhyggelige ud.
   Fortvivlet, bange, våd og frysende kryber jeg sammen på den hårde jord.


* * *
   "SALLY" Jeg vågner op med sæt, jeg må være faldet i søvn. Kigger mig forskrækket omkring, men hurtigt kommer jeg i tanke om nattens forløb.
   Men hvem det er det der råber? Det er en dame kan jeg hører. Stemmen minder så frygteligt om min mormors stemme, hvis ikke det var fordi hun var død, ville jeg have troet det var hende.
   Pludselig dukker minder af mormor op i mit hoved, alle de hyggelige ting vi har lavet sammen, og alle de snakke vi har haft, ved køkkenbordet i det lille hus på landet.
   Der har aldrig været andre, jeg kunne snakke med som min mormor. Jeg kunne fortælle hende alt, hun forstod det hele.
   Pludselig mærker jeg en hånd på min ene skulder.
   - Hej lille ven, hvorfor sidder du dog her, forfrossen og ulykkelig?
   Jeg løfter forsigtigt hovedet og kigger på den person, der for første gang i flere måneder, har lagt armen om mig.
   Først får jeg et chok! Personen foran mig ligner min mormor utrolig meget, men det er ikke hende. Men derimod en ældre lidt buttet dame, med kort gråt hår.
   Pludselig hopper en hund op i skødet af mig og slikker mig i ansigtet.
   -SALLY! Jeg har lyst til at sige til damen det ikke gør noget, at hun ikke skal skælde sin hund ud, det er første gang i lang tid der er nogen der har vist at de holdt af mig.
   - Du kan ikke sidde her. Kom vi går hjem til mig, jeg bor lige herover. Jeg rejser mig fra den hårde jord, og med damen i hånden og hunden rendende foran, går vi sammen hjem til den flinke ældre dame.
   Det viser sig hurtigt at den ældre dame ikke blot ligner min mormor, hun minder også utrolig meget om hende.
   Jeg har ikke engang været hos hende 1 time, før hun har fået stort set alt at vide om mig.
   Lige fra mine problemer med min voldige far, til min psykisk sårbare mor, der har nok problemer selv, til også at havde det store overskud til mig.
   Hun får alt at vide om min selvskade, om alle mine utallige selvmordsforsøg og tvangsindlæggelser.
   Jeg fortæller hende om min manglende livslyst og min anbringelse på institutionen.
   Damen forstår, hun lytter, hun bekymrer sig for mig. Til sidst sætter hun sig hen til mig, knuger mig ind til mig, og sådan sidder vi i lang tid.
   Pludselig udbryder hun "Jeg har en plan. Hvad siger du til at flytte ind hos mig? Så kan vi holde hinanden med selskab. Og Sally venter hvalpe om 5 uger, du må gerne få en."
   Der skal ikke mange overvejelser til. Jeg springer op af glæde, og giver hende et kæmpe knus. For første gang i lang tid, kommer der et ægte smil om min mund.
   Hurtigt bliver det aftalt med institutionen som heldigvis går med til det, og der går ikke lang tid, før alle min ting er pakket ned og hentet, og jeg kan flytte ind hos den søde dame, der har redet mit liv.


* * *
   Jeg kan slet ikke vente, til Sally skal føde hvalpen der skal være min, min helt egen hvalp.
   Og da endelig Sally føder og jeg får min lille hvalp i armene for aller første gang, er jeg lykkeligere end jeg nogen sinde før har været. Denne lille hvalp, skal være min. Jeg skal være dens mor. Den vil have brug for mig. Og jeg ved, at jeg også vil havde brug for den, vi har brug for hinanden.
   Nu har jeg noget at leve for, en ven, en der har brug for mig, en jeg kan give en masse kærlighed og omsorg, og som jeg ved vil give en masse tilbage.