Det var ved at blive temmelig koldt og mørkt, og jeg skyndte mig gennem gaderne. Det var ikke fordi, jeg var bange eller noget, men enhver ved, at det er på denne tid af døgnet, at skumle eksistenser kommer frem, for at udføre deres endnu mere skumle erhverv. Jeg gik i skyggerne i de små gader for ikke at blive set. Der var nu kun enkelte andre i gaderne. Jeg var vidst faret vild, og i et temmelig usselt kvarter, så det ud til. Jeg slog kappen tæt om mig for at dække over sværdet og det fine tøj, der næsten bad om at blive mig berøvet. Pludselig hørte jeg en besynderlig snusen i nærheden. Jeg snurrede rundt og fik til min rædsel øje på et hæsligt hundeagtigt væsen, der var kommet rundt om et hushjørne, og nu stod og vejrede med snuden i vejret. Det lignede mest af alt en meget stor hund af den type, der bruges som vagthunde hos folk med meget værdifulde ejendomme. Der var bare lige den meget væsentlige detalje, at hunden havde lysende hvide tomme øjne, og jeg havde fornemmelsen af, at det ikke var fordi den var blind - det plejer heller ikke at få øjnene til at lyse! Jeg trykkede mig op ad muren inde i skyggerne. Hunden havde vinden i ryggen og dens harske lugt blæste i min retning. Der var noget ved dens lugt, der fik alle de små hår på min ryg til at rejse sig, mens mit hjerte bankede så voldsomt, at jeg var bange for at hunden skulle høre det. Hunden gik heldigvis videre ned af den gade der krydsede over den gade jeg var på, og forsvandt ud af syne. Jeg stod der i ganske kort tid og gemte mig. Så kom der en vægter gående fra den retning som hunden var gået. Han så ganske fredelig ud, og havde en kølle i bæltet og et fyrfad med. Jeg kunne ikke forstå det. Hvis han ikke havde set hunden, måtte han jo være halvblind. Jeg gik frem af skyggerne og hen imod manden. "Undskyld mig, Hr? Jeg tror lige, at der er gået en vild hund forbi Dem. Jeg tror, den kunne finde på at overfalde nogen. Den må have gemt sig for Dem, for De kommer fra den retning, hvor den gik for et øjeblik siden. Vi må hellere alarmere byvagten og... Hr?" Vægteren ignorerede mig og standsede ved en gadelygte, som han omhyggeligt tændte. Han måtte jo altså åbenbart både være halvblind og døv! Jeg gik videre over mod ham og skulle til at prikke ham på skulderen for at få hans opmærksomhed, da jeg hørte en faretruende knurren i nærheden. Jeg snurrede rundt og så den glubske kæmpehund stå omkring 100 fod nede af gaden og kigge undersøgende på mig. Så begyndte den at komme over mod mig, mens dens knurren steg i lydstyrke. "Pas på!" Råbte jeg højt til vægteren og tog benene på nakken. Jeg stormede ned af en anden gade og kastede et blik bagud. Jeg kunne se, hvordan hunden kom tordnende efter mig og løb forbi den fuldstændig ligeglade vægter, der stadig var i færd med at tænde gadelygten. Alle måtte jo være blevet gale, tænkte jeg for mig selv, mens jeg benede ned af gaden med hunden i hælene. Jeg drejede om et hjørne, væltede kasser ud på vejen i forbifarten, men jeg kunne ikke ryste hunden af. Jeg anede ikke, hvor jeg var, men det var tydeligvis i et af de billigere snuskede kvarterer. Pludselig så jeg til min rædsel, at jeg var rendt ind i en blindgyde. En mur standsede min videre fremfærd, og de tætliggende huse forhindrede, at man kunne komme væk. Jeg vendte mig om for at løbe tilbage ad samme vej. Der stod den sorte hund omkring 200 fod nede af gaden og kiggede olmt på mig. Den knurrede højt, og jeg blev hvid i hovedet. Så kom den langsomt nærmere, mens den så mig an. Den var et frygteligt monstrum, og jeg stod der helt forsvarsløs...eller rettere sagt ikke helt forsvarsløs. Lidt kluntet flåede jeg mit korte sværd ud af skeden, og holdt det truende op foran mig. Hunden tog tilsyneladende dette som en provokation og satte i løb hen mod mig. Dundrende nærmede den sig, og min paniske hjerne så pludselig en anden mulighed. Jeg kastede lidt halvhjertet sværdet mod hunden og begyndte febrilsk at forsøge at klatre op ad muren. Det gik ikke så nemt, som jeg havde håbet, men hundens angreb udeblev. Endelig fik jeg ordentligt fat og kom op på muren. Det gav en høj knæklyd, og jeg kastede et blik på min forfølger. Den havde lige knækket mit sværds klinge mellem kæberne! Jeg måbede og tænkte for mig selv, at det da vidst ikke var normalt for hunde. Så vendte den atter opmærksomheden mod mig og begyndte at springe op ad muren. Den kunne ikke komme op. Den så frygtindgydende ud og den halvrådne lugt, der ledsagede den, var ret ubehagelig. Den gik væk fra muren, og jeg troede den havde opgivet, men så vendte den om, tog tilløb og sprang højt op ad muren. Den kom heller ikke op denne gang, men det var tæt på. Den tog lidt længere tilløb, og jeg besluttede ikke at blive og vente til det lykkedes for den. Jeg hoppede ned på den anden side og landede med en knasende lyd på nogle gamle kasser. Lyden var heldigvis kommet fra kasserne. Jeg rejste mig op og børstede lidt på tøjet. Så hørte jeg lyden af endnu et seriøst forsøg fra hunden, der kun lige mislykkedes, og jeg hastede videre. Jeg ved ikke om hunden kom over eller ej, for jeg drønede gennem gaderne uden at ænse, hvor jeg var. Jeg havde vel løbet i en halv times tid, og var ved at blive udmattet. Pludselig så jeg en gade, jeg kendte. Den Gyldne Hjort lå kun et kort stykke derfra. Jeg skyndte mig over til kroen og var lettet over at finde den. Lige nu havde jeg mest lyst til at være i nærheden af andre mennesker - og helst mange af slagsen... og ingen sorte hunde, der så ud som om de ville spise mig. Jeg fik styr på mit stadig harmende hjerte og gik ind i kroen. Da jeg kom ind på kroen, var der mere end god gang i den, og jeg havde pludselig ikke så meget lyst til menneskers selskab mere. Det var dog at foretrække frem for alternativet, der nok luskede rundt i gyderne udenfor. Jeg gik hen til disken og så til min udelte ærgrelse, at det var den irriterende tykke krovært, der igen styrede slagets gang. Han ignorerede mig og virkede småsur. Jeg orkede ikke at sætte ham på plads, så jeg lagde tre sølvstykker på disken og sagde, "Jeg tager en nat mere i værelse 5, hvis det er ledigt. Der er ingen hest i dag." Jeg snurrede rundt og gik op mod værelset inden kroværten kunne nå at stille smarte spørgsmål med hensyn til hesten. Da jeg gik op ad trappen kiggede jeg ned på disken. Kroværten havde stadig ikke rørt sølvmønterne - det lignede ham ikke. Jeg trak på skuldrene og gik op på mit værelse og gik i seng - stadig rystet over aftenens jagt. Det var rart at vide, at Rodley kom hjem i morgen.
   Det var vidst midt om natten. Jeg vågnede med et sæt. Der var noget, der havde rørt ved mig mens jeg sov. Jeg satte mig op og kiggede mig omkring, for at se om der var nogen glubske hunde, der var kommet med ud af mine drømme. Jeg kunne ikke få øje på nogen, så jeg lagde mig om på den anden side og fik mit livs overraskelse, da jeg så ind i et særdeles uplejet mandeansigt, der lå og sov i min seng. Til ansigtet hørte naturligvis en sikkert lige så usoigneret krop, men den var da heldigvis dækket af dynen. Det kan nok være, at jeg kom ud af sengen i en fart og fik noget tøj på. Dette var jo uhørt. "Vil De være venlig at forlade dette værelse? De må være gået forkert! Hr?!" Ja, han var selvfølgelig for beruset til at kunne vækkes. Jeg tog mine ting og marcherede ned i krostuen, hvor der stadig var nogle få gæster tilbage. Jeg gik vredt hen til kroværten, der stadig stod træt bag disken. "Der ligger en mand i min seng!" Halvråbte jeg til kroværten og hørte så, hvor mærkeligt det lød. Jeg dæmpede straks min stemme og forsøgte rødmende at forklare mig lidt bedre, "erh...jeg mener... Du må... Jeg mener, De må have solgt værelset til... Eller måske er han gået forkert og..." Jeg kunne selv høre hvor dum jeg lød, og lagde en anden strategi, "Kan jeg få et andet værelse?" sluttede jeg. Kroværten ikke så meget som så i min retning, men stod bare og kiggede dumt frem for sig. Jeg kiggede undrende på ham. "Hallo!" sagde jeg og viftede min hånd foran hans ansigt. Ingen reaktion. Jeg skyndte mig hen til en af serveringspigerne, der lige havde serveret øl for et bord og sagde "Undskyld frøken, men jeg tror der er noget galt med kroværten, han..." hun gik ligeglad forbi mig, næsten som om hun ikke ænsede mig. Jeg kiggede forbløffet efter hende. Hun gik lige over til kroværten og satte serveringsbakken foran ham og gik ud i baglokalet. Jeg prikkede en af gæsterne på skulderen og sagde "Undskyld, må jeg spørge dem om noget?" Han kiggede åndsfraværende rundt, og snakkede så videre med sine venner. Det var næsten som om, han ikke kunne se mig. Jeg prikkede ham nu mere intenst på skulderen. Han kiggede vredt på sidemanden og gav ham et dask og sagde "Hey, la’ vær’ med det!" Sidemanden kiggede på ham, som om han var dum. Jeg veg tilbage. Dette måtte være en ond drøm. Jeg kneb mig i armen - nej - det var det ikke! Hvorfor kunne de ikke se mig? Jeg forsøgte uden held at komme i kontakt med nogle andre, men lige lidt hjalp det. Panisk stormede jeg ud på gaden og hen mod Breevar lavet. Tankerne slog koldbøtter i mit hoved, men jeg fandt ingen forklaring. Lavet var lukket - den store dør var låst. Jeg bankede nogle gange på døren, men droppede det så, og satte mig i et lille hjørne ved muren, hvor der stod nogle kasser, som jeg kunne gemme mig bag ved. Jeg fandt den store kappe frem fra min taske og tog den om mig. Der sad jeg så og rystede af angst og kulde. Hvor havde det dog været rart at have sværdet ved min side. Det ville selvfølgelig ikke gøre så meget forskel, når det var så sløvt, men hvis der kom et glubsk bagerbrød forbi, så kunne jeg have savet det over, tænkte jeg og smilede med den fortabtes ironi. Jeg slog tanken væk og skyndte mig at tænke nogle flere bange tanker i stedet.
   Jeg må have slumret, for da jeg slog øjnene op, var det igen lyst - ja, det var vidst et godt stykke op af formiddagen. Der var trafik i gaden, og jeg skyndte mig ind i lavet. Der var fem mennesker i salen og ingen i kø ved skranken, så jeg fræsede derover og sagde til skriveren "Jeg skal tale med Rodley - er han kommet endnu?" Intet svar - panik - rædsel - fortvivlelse! Hvis ingen kunne se mig, hvad skulle jeg så gøre? En troldmand defilerede gennem hallen. Jeg rendte over til ham og nærmest råbte ind i hovedet på ham, "Kan du se mig?" Han gik videre. Jeg stillede mig foran ham og holdt hånden ud for at standse ham. Til min udelte rædsel gik han lige igennem mig. Var jeg ved at blive til luft? Jeg udstødte vidst nogle lidt halvkvalte desperate hulkelyde. Og vendte mig om og kiggede efter ham. Han standsede op og fik et underligt udtryk i ansigtet. Så trak han på skuldrene og gled videre gennem lokalet. "ER DER DA INGEN DER KAN SE MIG?" råbte jeg klynkende. "Hold mund knægt," sagde en hæs stemme bag mig. Den skumle rådne mælkelugt afslørede, at det var ham vagten fra i går. Jeg snurrede rundt, og han stod der. Jeg havde mest af alt lyst til at omfavne ham, men besindede mig og lagde ansigtet i mere værdige folder. "Stop det klynkeri. Vil du have at de skal høre dig?" Med de lød det ikke som om han mente de andre i lokalet. Min hjerne kværnede videre, og det samme gjorde min mund. "De kan ikke se mig, og de kan ikke høre mig og de kan gå igennem mig og...og..." Han kiggede halvirriteret på mig og ventede tålmodigt på, at jeg skulle holde mund. Jeg tav. "Du er Rodleys nevø ikke?" jeg nikkede. "Jeg lukker dig ind på hans laboratorium, så du kan vente der uden at lave ulykker. Jeg sender ham derop, så snart han kommer tilbage." Jeg ville stille omkring titusinde spørgsmål. "Afsted!" sagde han strengt. "Jeg har selv en nøgle" mumlede jeg. "Godt, så kan jeg jo blive her." Jeg fortrød og ville godt have ham med og vendte mig mod ham for at komme med et godt argument. "Afsted!" sagde han nu endnu strengere, som om han læste mine tanker, og jeg smuttede derop på egen hånd. Jeg kiggede af ren refleks først efter nøglen i sprækken mellem stenene, men huskede så og drog den uspekuleret op af lommen. Jeg følte mig nødsaget til at fortælle den, at jeg ikke havde ment det med de ni helveder. Man vidste jo aldrig med troldmænds ejendele. Det kunne være den var levende og kunne magi eller noget. Efter jeg havde givet nøglen min oprigtige undskyldning, låste jeg mig ind, og låste døren bag mig.
   Så var jeg overladt til egne tanker. Det var ikke småting jeg kunne forestille mig, som jeg sad der. Den menneskelige fantasi kan være en forbandelse i sig selv. Jeg havde vel siddet der i mine egne depressive tanker i et par timer, da der pludselig blev taget i døren. Jeg hørte mumlen og banden derudefra, og så blev der rusket voldsomt i døren. Jeg fór sammen og prøvede at gemme mig bag et af de store borde. Så lød en velkendt men let desperat stemme fra døren. Det var farbror Rodleys, "Ruvan, er du derinde. Kan du låse døren op? Har du en nøgle? Ruvan?" Jeg krøb frem fra mit pergamentskjul, "Rodley er det... er det dig?" spurgte jeg med lidt for bævende stemme. "Ja, selvfølgelig er det mig. Luk nu op - skynd dig!" Jeg rumsterede voldsomt derinde. "Jeg kan ikke finde nøglen," indrømmede jeg hviskende, og fortrød så, da jeg fik øje på den i låsen hvor jeg denne gang havde efterladt den. Jeg måtte være meget nervøs, for jeg tænkte ikke klart. "Jeg har den nu," sagde jeg og låste op. Rodley fór ind i laboratoriet, og jeg omfavnede ham i lettelse, alt imens jeg lykkeligt udbrød, "Du kan se og høre mig!" Rodley viftede mig væk og sagde "Lås døren i en fart." Jeg gjorde som han sagde. Jeg vendte mig om mod ham for at stille en håndfuld af de mest presserende spørgsmål. Han stod med et panisk udtryk i ansigtet og holdt det lille skrin med de nu to tomme glasflasker i. "Jeg øhh... jeg havde mistet...ødelagt...manglede elixir, såøhh...Og så fandt jeg..." Jeg pegede fortællende på skrinet med flaskerne "Undskyld hvis jeg rodede lidt," sagde jeg og så ned i gulvet. Med bævende stemme sagde Rodley "Du har...drukket indholdet i denne flaske?" Jeg overvejede mit svar et øjeblik og formulerede det så på den mest fyldestgørende måde jeg kunne komme i tanker om, "øhh, ja!" Sagde jeg. Han tabte skrinet så flaskerne knustes alt imens han udstødte en lille håbløs lyd. Jeg afventede den videre udvikling, men det så ikke rigtigt ud som om, Rodley kunne andet end at stå og se stadig mere håbløs ud. Så lød der pludselig en øresønderrivende kradsen, gøen og hylen fra den anden side af døren. Det må have været den sorte hund. Rodley vågnede af sin trance og udbrød "En af Virkesh's dæmonhunde. Vi har problemer nu Ruvan. Gå om bagved mig." Jeg gjorde skyndsomst som han sagde alt imens jeg rystede og bævede efter bedste evne. Døren sagde de der uheldige knirkende lyde, døre siger, kort før de giver efter. "Hvad med ham vagten nedenunder?" spurgte jeg. "Han er kun en illusion, jeg har sat der. Han er intet værn mod dæmonhundene." svarede Rodley og begyndte at mumle og gøre tegn og fagter for sig med hænderne. Han var ved at lave en formular. Pludselig gav døren efter med et brag, og ind sprang tre af de store sorte hunde, mens de gøede voldsomt. De havde et drabeligt udtryk i deres hoveder, og sprang hen imod os i den anden ende af laboratoriet. Jeg skreg i rædsel, mens Rodley færdiggjorde sin formular. Så blev alt blændende lys omkring os...