Kvalme og dunkende hovedpine. Jeg lå ubehageligt på et hårdt underlag og orkede næsten ikke at åbne øjnene. Hvad havde jeg lavet i går? Været på voldsomt druk? Jeg slog øjnene op. Mørke? Jeg rodede lidt rundt, for jeg kunne intet se. Papirer og noget, der klirrede. Hvor var jeg? Nåh Ja! Rodleys laboratorium. Jeg satte mig fortumlet op og langsomt vænnede mine øjne sig til mørket. Skrinet lå ved min side - Anfaldet! Nu huskede jeg det hele. Hvor længe mon jeg havde ligget her? Det måtte være samme aften, gik jeg ud fra. Heldigvis var mit tøj ikke blevet…hvad skulle man kalde det?…tilsmudset ligesom sidst. Hvorfor havde den forbandede elixir dog ikke standset anfaldet? Jeg blev bleg, da en frygtelig tanke slog ned i mig - hvad nu hvis der havde været noget andet i flasken? Men så kom jeg i tanker om, hvad Rodley havde fortalt mig om elixiren for flere år siden. "Husk nu Ruvan, den kan kun bruges forebyggende. Derfor skal du huske at tage den jævnligt. Den kan ikke forhindre et anfald, der er ved at opstå. Så lov mig at du tager den hver tiende dag." En bølge af lettelse skyllede ind over mig. Det var selvfølgelig derfor, den ikke havde virket, men nu kunne den da i det mindste forhindre, at jeg fik flere anfald i de næste dage. Jeg måtte bede Rodley lave noget mere elixir, når han kom hjem. Jeg ville vente på ham. Trætheden og kvalmen, der altid fulgte et anfald var meget stærk denne gang, og var lige ved at få bugt med mig. Jeg halvt kravlede halvt gik over til den briks, der stod i et hjørne af rummet. Jeg måtte rydde den for alt muligt ragelse, der lå på den. Derefter krøb jeg op på den, og med et lettelsens suk lod jeg mig falde ind i drømmenes verden.
   Jeg vågnede ved at lyset skinnede mig i øjnene. Gardinerne var stadig trukket fra. Jeg havde det væsentlig bedre nu. Det måtte vel være i morgen at Rodley kom hjem, så jeg kunne lige så godt begive mig ud i byen og kigge mig om. Det kunne jo altid være at man kunne finde et eller andet man kunne købe med hjem, for slet ikke at tale om at noget at stille sin sult med. Katarr var jo en storby, hvor man kunne få stort set alt. Ikke som Vokdur hvor jeg kom fra. Jeg rettede lidt på tøjet og kiggede mig i et spejl, der hang på væggen. Jeg lignede nok mest én, der havde haft et anfald og så havde sovet et døgn bagefter… Men det var vel egentlig heller ikke helt forkert. Jeg rettede lidt på håret - sådan. Det kunne vel gå an. Jeg var temmelig sulten og tørstig. Jeg ville gå ud af rummet, men fandt at døren var låst. Det var jo trods alt ikke så mærkeligt, eftersom det var mig, der havde låst den. Men hvor var nøglen? Jeg kiggede mig omkring og indså det håbløse i min opgave. Hvorfor havde jeg dog ikke bare ladet den hænge i døren? Hvor dum kunne man være? Jeg begyndte på må og få at rode rundt i de bunker der havde mindst støv på. Den var der selvfølgelig ikke. Jeg havde nok rodet rundt i nogle timer, hvorefter jeg satte mig ned på briksen og bandede inderligt over min ulykke. Pludselig kom jeg til at tænke på Fehlar, som jeg havde bundet til en pæl i nærheden af indgangen til lavet. Den måtte jo have stået derude hele dagen i går og natten med. Jeg var nødt til at komme ud nu! Jeg rodede lidt håbløst videre, men fandt ikke nøglen. Så begyndte jeg at overveje konsekvenserne af at råbe på hjælp. Man så nok ikke alt for positivt på tyveknægte i et magiker lav, og de kunne jo sagtens få indtrykket af, at jeg var sådan en, for jeg kendte ingen derfra bortset fra Rodley. Selvfølgelig virkede det ikke så tyveknægte-agtigt at låse sig selv inde. Jeg kløede mig eftertænksomt på… skægstubbe?, der var ved at titte frem. De ville jo nok heller ikke hjælpe på helhedsindtrykket, når man fandt mig. En usoigneret ung mand, der havde rodet et helt laboratorium igennem. Hmm… Så pludselig slog en frygtelig tanke ned i mig, og jeg bed tænderne hårdt sammen mens jeg lod min hånd glide ned til bukselommen. Jeg næsten håbede ikke at finde nøglen her - det ville simpelt hen være for latterligt, men nådesløs som skæbnen ofte er, var det netop her, den forbandede lille tingest havde gemt sig. Jeg er glad for at min moder ikke var til stede, da jeg gjorde det klart for nøglen, hvad jeg mente om den. Selvom jeg udmærket var klar over nøglers natur, så forekom det mig alligevel, at dette særligt nederdrægtige eksemplar smilede skadefro til mig. Jeg proppede brutalt nøglen i låsen, mens jeg forsikrede den om, at den ville ruste op i de ni helveder. Nøglen gav efter - sådan rent psykisk - og låste mig ud af værelset. Jeg følte det næsten som en personlig sejr, og overvejede da også at knække nøglen i mere fysisk forstand, men nåden (og fornuften) kom over mig. Det ville nok alligevel ikke have været en sejr som barderne ville have sunget om.
   Jeg låste døren efter mig og puttede nøglen i bukselommen igen, mens jeg mentalt noterede mig, hvor den nu befandt sig, så jeg ikke skulle spilde flere timer på at lede efter den igen. Der var heldigvis ingen i gangen, så jeg smuttede ned af trapperne. Nede i en af de store gange, der førte hen til den store hal, gik der nogle folk rundt. En gammel troldmand i en besynderlig farvet kåbe strøg forbi mig. Efter ham fulgte en lille krumbøjet mand, der slæbte på en ordentlig bunke bøger og skriftruller. Selv bar troldmanden intet, og havde travlt med at se vigtig ud. Han ikke så meget som skænkede mig et blik da han defilerede forbi, og jeg åndede lettet op. Lidt længere henne ad gangen stod nogle af tjenerne fra lavet og talte sammen. Jeg mandede mig op og gik forbi med al den resolutte selvsikkerhed jeg kunne mønstre. Jeg så ud som om, jeg havde et meget vigtigt ærinde, og absolut ikke havde tid til spørgsmål. De lod mig da også i fred. Jeg kom ind i den store sal, hvor der nu var omkring tredive mennesker, der gik rundt med hver deres ærinder. Ved skranken med den lille skriver stod adskillige i kø, og han så mig slet ikke. To troldmænd førte
   højlydt en teoretisk diskussion, som ingen vidst forstod. Det lod til at de nød at være så intellektuelt overlegne, og de slyngede om sig med sofistikerede troldmande-agtige sentenser mens de fægtede vildt med armene. Den ene kom med et højt overlegent udbrud og sagde "Hah…Seleshs Torkatrium bør ifølge sagens natur kun appliceres i anknytning til diagonalerne der forbinder punkterne i den Meskarinske Hypocykloide - ellers bliver ritualet ganske ubrugeligt - det ved enhver vel?!" Hans øjne kiggede lusket rundt i lokalet som for at se, hvor mange dette havde imponeret. Den anden troldmand så spidsfindig ud og udbrød straks, "Men eftersom Selesh jo netop var legatar efter Kotsiar, der jo som bekendt afdisputerede og formente brugen af egne og efterkommeres Torkatrier i association med de Meskarinske Ranvier, så vil en sådan anvendelse af Torkatriet jo netop medføre at Hypocykloiden inaktiveres." Han smilede sejrstolt, og den anden troldmand så usædvanligt gnaven ud og vendte sig om og trampede ud af salen. Den sejrende troldmand nikkede beskedent og så sig omkring for at se, om der var nogen, som var vigtige, der havde hørt ham vinde denne teoretiske disput. Da det ikke lod til at være tilfældet, fortrak han også lige så stille. Og folk fortsatte hovedrystende deres gøremål. Jeg smilede lidt. Dette var typisk for de højtravende troldmænd, og jeg havde da også ventet længe på Rodley flere gange, når han var nødt til at tage en teoretisk diskussion med en af kollegerne ved mine tidligere besøg. Rodley var dog i almindelighed en frygtet modstander, for han kunne så mange fine ord. Men når man så så ham privat, blev han som en flink gammel mand. Jeg gik gennem salen, da jeg pludselig hørte en stemme tæt ved mig, der kom fra bag en af søjlerne. "Hvem er du unge mand?" forlangte den skumle stemme at vide. Jeg fór sammen og kiggede derover. Frem fra bag en af søjlerne trådte en beskidt udseende mistænkelig mand på omkring fyrre år. Han havde pletter på sin brune kåbe og håret og det halvlange skæg var i uorden. Ingen andre så ud til at tage notits af ham og hans utiltalende fremtoning. "Jeg er blot en udbringer for en købmand, der har bragt en vare til en af min herres kunder." løj jeg. "Nå," sagde manden "Der kan man bare se! Hvad var det for en vare, og hvornår ankom du?" "Det behøver De slet ikke bekymre dem om, min gode mand," sagde jeg med et strejf af vigtighed i stemmen. "Nu er det ellers sådan, at jeg er en slags vagt her ved Breevar." Han smilede stort, så man kunne se hans forfaldne tænder og lugte hans…hrm… lumre ånde, der mest af alt mindede om, når man finder en kande med mælk, der har stået i solen i…et par år! Jeg prøvede at skjule kvalmen der steg op i halsen på mig, rømmede mig og sagde så i en vigtig tone "Jeg har ikke tid til dette overflødige pjat." Derpå snurrede jeg rundt og gik ud af salen, mens jeg snappede efter luft. "Bevares, bevares…" hørte jeg bag mig.
   Jeg gik straks derhen, hvor jeg havde efterladt Fehlar for nu noget over et døgn siden. Til min rædsel var han væk! Jeg granskede min hjerne for, hvor han kunne være, indtil det oplagte gik op for mig - en hestetyv! Katarr var ikke just et sted, hvor der kun boede gudernes bedste børn. Jeg skyndte mig af sted ud for at finde byvagtens kontor. Dette måtte meldes med det samme! Der var ganske mange mennesker i gaderne i Katarr, og det var let at forstå hvorfor dette var en højborg for lommetyvene og andre usle erhverv. Jeg holdt med den ene hånd om pungen mens jeg masede mig gennem mængderne på et stort marked, hvor man kunne købe alt. Jeg kom hen i et lidt mindre befærdet område. Her gik jeg hen til en mand, der kom bærende på en stor sæk og spurgte venligt, "Undskyld min gode mand, hvor finder jeg byvagtens kontor?" Han så meget travl ud og ignorerede mig. "Undskyld," sagde jeg bestemt og skubbede let til den sæk han bar. Hans kiggede vredt i min retning og lignede en, der kunne finde på at slå mig ned, så jeg besluttede at lade ham slippe for at besvare mit spørgsmål - det kunne jo være, at han havde et udestående med byvagten eller noget. Jeg kom forbi en lille næsten tom sidegade, hvor der stod en gøgler og øvede sig i at jongler. Han var ikke særligt dygtig og tabte hele tiden sine redskaber, hvorefter han skyndsomst samlede dem op igen og fortsatte. Ham kunne jeg spørge. Han havde i hvert fald ikke for travlt! Jeg tog et par kobbermønter og kastede dem for hans fødder og sagde, "Undskyld mig, men kan de sige m…" jeg blev tavs og lidt bleg, da det gik op for mig, at manden jonglerede med… døde rotter?! Hvilket usmageligt nummer! Han tabte en og det gav en udelikat lyd, da den landede mellem os. Han stoppede og smilede. Han var lidt ældre end mig, og så ud som om han havde levet i fattigdom på gaden i lang tid. Jeg havde tabt tråden "øhh… bøh… jeg øhh…" Jeg hev to sølvstykker op af lommen og gav dem til ham. "Her… så kan De købe noget andet at jonglere med. Kan de sige mig hvor byvagtens kontor er?" Han fortalte mig vejen mens han samlede pengene op. Da han bukkede sig ned, kunne jeg se, at han havde nogle underlige byldeagtige bobler i nakken. Jeg sank en klump og takkede ham og fortrød at jeg ikke havde kastet sølmønterne på jorden i stedet for at give ham dem i hånden. Jeg skyndte mig af sted, alt imens jeg mentalt begravede alle planer om at flytte til storbyen en dag. Denne jonglør var dog i sandhed en usædvanligt eksistens - selv efter Katarrs standard! Byvagtens kontor var mere som en lille kaserne, og jeg fandt hen til der, hvor man skulle melde forbrydelser. Jeg gik ind på kontoret. Der stod en skranke og bagved den nogle skriveborde, der flød med papirer. Der lå også et sværd skødesløst henslængt på et af bordene. Der var ingen andre i rummet, men gennem en halvåben dør kunne jeg se ind i det næste lokale, hvor en vagt sad i en stol med benene oppe på et bord og snorkede. Jeg rystede på hovedet, og rømmede mig først sagte, dernæst noget mere kraftigt, og til sidst som skulle mine lunger selv flyve ud gennem munden på mig og ind og klaske vagten i hovedet, til han vågnede, men lige lidt hjalp det. Jeg kiggede mig om efter en klokke, men den jeg fandt, som stod på bordet, havde mistet den tingest indeni som banker mod siderne og fremkalder lyden. Så bankede jeg et par gange i bordet med flad hånd. Jeg bankede hårdere til min håndflade blev rød. Så pludselig kunne jeg høre, at vagten kom til sig selv. Jeg begyndte nu forfra og rømmede mig sagte. Vagten kom over mod døren og stak hovedet ind i rummet og så over på mig med et tåbeligt udtryk i ansigtet. Jeg begyndte den tale, jeg havde forberedt. "Goddag min gode mand. Jeg er Ruvan Orlyn; søn af den øverste magistrat i Vokdur. Jeg er her på besøg i et par dage, men uheldet ville at min ridehest blev stjålet her i nat, tror jeg. Der er brun og…" Vagten gryntede og rystede fraværende på hovedet. Så vendte han sig og gik ind i rummet bagved og smækkede døren. Jeg var lamslået. Hvad skulle dette betyde? Her stod jeg, søn af en betydningsfuld mand og anmodede om byvagtens hjælp, og så behandlede man mig på denne måde. Det var helt og aldeles uacceptabelt, og jeg dirrede af indestængt raseri, men havde dog fornuft nok til ikke at handle overilet, så i stedet kaldte jeg med giftig stemme, "De bør vide at jeg er nevø til Master Rodley fra Breevar, og jeg kan forsikre dem om, at han vil kontakte deres overordnede, når han kommer til byen i morgen!" Intet svar. Jeg havde lyst til at smadre noget som for at understrege min vrede, men besindede mig og gik ud af kontoret, som havde jeg ikke engang vrede til overs for denne ubetydelige soldat.
   Jeg var godt knotten, da jeg trampede væk fra byvagtens bygninger. Det skulle være mig en personlig glæde, at sørge for, at denne vagt fik en anmærkning eller en fyreseddel (ved hjælp af min onkel naturligvis). Jeg gik ud i byen for at dulme min vrede med lidt selvforkælelse. Det var jo ikke hver dag man fik lejlighed til at se nærmere på Katarrs markeder. Jeg fik også stillet min glubende tørst ved et springvand. Jeg kom over til en butik, der solgte mad af forskellig beskaffenhed. En tyk kone var i færd med at pakke ind og tage imod betaling. Jeg lagde kobberstykker svarende til et brød og gjorde kvinden opmærksom på, at jeg tog et. Det smagte udmærket, men jeg var sikker på, at Rodley ville byde på noget bedre, når han kom tilbage. Det var ikke fordi jeg rigtigt købte noget på markedet, men alene det at opleve det, var noget i sig selv. Da mørket lige så stille begyndte at falde på, bevægede jeg mig over mod "stamkroen" Den Gyldne Hjort. Mange dårlige ting kunne siges om den, men billig, det var den!