Stina løsner tørklædet og hænger det på stoleryggen. Så krænger hun jakken af. Hænger den over. Et lille smil spiller om hendes mund. Hun har fået ros i dag. Ros! Hendes stil blev rost. Læreren læste endda op af den - så hele klassen kunne høre den! Godt nok kun de særligt gode passager...
   - Men det er da bedre end ingenting? tænker Stina.
   Hun kaster tasken fra sig og smider sig på sengen. Hun rækker ud og får fat i Ninus.
   - Har du hørt det? hvisker hun til sovedyret, - har du hørt at jeg har været noget særligt i dag?
   Ikke at Stina ikke er vandt til at være noget særligt, i klassekammeraternes øjne, men det plejer nu ikke at være noget særligt godt! Tværtimod. Stina hedder egentlig Christina, men det er der ikke nogle der kalder hende. Jo, hendes lærer gør - ved forældremøderne og andre særlige lejligheder. Ellers bruger han aldrig hendes navn. Han hører til den type mennesker, der ikke nævner navn på nogen overhovedet, for ikke at gøre nogle kede af det, hvis han en dag ikke skulle kunne huske, hvad de hedder…

Stina er hendes fars opfindelse. Navnet altså. Det er det hendes venner bruger. Derfor hører hun det ikke så tit. Klassekammeraterne siger kun "Svinet" om hende. Ikke fordi hun er urenlig, men fordi hun måske er lidt mere tyk, end man bør være i klassens øjne, hvis altså man skal passe ind. Og netop det er vigtigt i Stinas klasse: at passe ind.

Men, i dag har hun vidst alligevel imponeret dem. Det er ikke hver dag at dansklæreren læser en stil højt. Og det er absolut ikke hver dag, Stina viser, at hun kan andet end være hende, de andre mopper. Men, det kan hun altså.

Hun slår det lyse hår væk fra øjnene med et hovedkast og ser sig i det lille håndspejl, der står på hendes skrivebord. Hvorfor kan hun ikke bare være lige som de andre? Hun lukker øjnene og lytter. Pludselig kan hun høre alting meget klarere. Uret, der tikker, i stuen. Kaffemaskinen, hun har sat i gang for sin far. Vandet der løber i toilettets cisterne. Hun åbner øjnene igen og ser på Ninus.
   - Jeg vil være forfatter, hvisker hun videre, - og jeg vil blive en stor og berømt én, og så vil alle fortryde, at de har behandlet mig dårligt. De vil blive kede af det, og komme og undskylde, når jeg nu har skrevet min nye, store roman, som alle har været helt vilde med, og så er det mig, der allernådigst vil tilgive dem, og invitere dem indenfor på saftevand og boller, mens de begejstrede lytter, mens jeg læser op af mine historier.
   Ninus ser på hende med sine søde knap-øjne, men siger ikke noget. Dog er det som om Stina alligevel hører den sige noget. Noget i retning af:
   - Du skal nok klare dig, Stina.
   Hun kysser den på hovedet og trykker den ind til sig. Så banker det på døren. Det er far.
   - Jeg er hjemme, skat, siger han, - har du lyst til at hygge lidt? Du har jo lavet kaffe, ser jeg, og jeg har været forbi bageren på vejen hjem.
   Stina svarer:
   - Ja, vent lige lidt.
   Så bøjer hun sig ned over tasken og tager stilen op.
   - Har du ikke lyst til at høre, hvad jeg har lavet i dag? råber hun til far.