Højt over mig bruser et V af vinger. Det er traners træk mod en lunere himmel. Træerne giver læ, kun små grene svinger. Oktobers melankoli gør mig svimmel. Jeg vandrer med en kurv, for der er stadig mange svampe under blade og mos i skoven. For at kunne se og samle dem, skal jeg være opmærksom vågen. På en væltet træstamme bare fem meter fra mig
åbenbarer en sortspætte sig, den kigger lidt inden den flyver sin vej.
I modlys danner træer sjove konturer. Jeg ser eventyrlige og knortede figurer. Trolde og alfer der lurer. Grønt mos på træbark og fodsporsgrafik i mudder.
Inde i skoven er der læ og stille. På et dødt træ kravler der en bille. Kigger jeg op, er det som at gynge, Næsten alle bladene ligger nu i dynge. Blade overalt i forskellige farver. De gråner, bliver til muld i smattede pytter. Ja alt omkring mig falmer og træerne står nu som silhuetter. Her er en sød lugt af død. Børnehavebørns latter tænder en glød. Så ser jeg en skygge, af den jeg var, forsvinde i lyset af den jeg bliver.
Efteråret er altid på vej, som en berøring af en efterårssols blændende dage, der langsomt svinder i vinterens mørke dvale. Jeg kan høre, at insekterne arbejder i askens stamme. Selv livets træ lever ikke til evig tid. Jeg mærker livet banke under huden på mig selv; men ej evigt i tid.
Oksetungen, på det gamle egetræ i skoven, slubrer når jeg går forbi. Inde fra træet hører jeg stemmer fulde af drift og ild. Jeg er i mit livs efterår og er træt. Jeg mærker ingenting, men i mit kød sidder stilken af det gule blad, der ramte jorden tungt uden åndedrag.
I oktober flød solskinnet orangegult gennem de flammende blade, som glemte morgenfruer og valmuer, der falder fra træerne og gror vildt, gult, orange, rødt, grønt og brunt på jorden. Her i november falder bladene stadig af træerne, men det er ikke blæsten, der får de sidste frugter og blade til at falde af de yderste grene. Det er ikke bare blæsten, der skubber skyerne over himlen. Det er tiden. Vores eneste tid, som løber stærkere og stærkere og løber stadig længere bort.
Bliver pludselig forpustet, så jeg tager den med ro. Hjertet blev jo beskadiget forrige sommer. Spontan dissektion af kranspulsåre (SCAD), som med et ændrede alt; men snart lukker det hele ned. Efterår bliver til vinter. Så jeg tager den med ro indtil næste forår, hvor det hele igen begynder at gro. Sandsynligvis er jeg her til den tid, lidt mere fit for fight vil jeg tro.
Novembers skov er indhyllet i et gråt slør, det er koldt og jeg bliver lidt ør. Åen går over sine bredder og ved et væltet træ knuses åens vand til skum, som i mit drømmende arbejdsrum en aftenstund, hvor mit ansigt mærkes af giftige svampe og natskyggers aske. Mon der kommer sne til jul? Mon det falder smukt i mit drømmende arbejdsrum, så mit ansigt dækkes af iskrystaller og asken vaskes væk, så jeg atter kan se alt det smukke i livet og kroppen atter bliver sommer.