Trådene svøbte hende ind i et spind af mørke. Langsomt lukkede blikket, og vendte sig mod evigheden. Spindet strammede sig stadigvæk tættere.
   Knuden løsnede sig med ét. Hun var fri.
   På kanten ufatteligt længe. Hun havde spildt så mange år med nyttesløse gøremål. Dog var alle andre end hun selv så uendeligt begejstrede.
   Nu kunne hun kigge tilbage uden at føle sig forfulgt. Tæerne vippede lidt forsigtigt. Hun trådte ud og blev grebet af tomheden. Som en beskyttende hånd, hvilede hun sig mod den. Nej, tænkte hun.
   Jeg behøver ikke længere at hvile. Jeg kan gå frit. Hun trådte sit første evige skridt henimod intetheden, altheden, tomheden og fuldkommenheden. Hun var ingenting og alligevel det hele. Opløst og fri af nyttesløshedens forbandelse.
   Hun svingede sig rundt i lyset fra englene, legede med stjernestøvet, der dalede ned igennem tomheden. Langsomt blev tomheden fyldt af varme. En varme der brændte, dog uden at gøre ondt.
   Så meget nyt og fint, der skulle åbenbare sig, tænkte hun.
   Smilede ved de varme hænder, der engang havde været så kolde og forpinte af det iskolde vand. Fri af bækken. Ja, det var hun nu.
   En stemme kaldte i det fjerne. Hun kunne ikke høre den klart. Den støjede, men blev langsomt klarere og højere.
   Den var helt tæt på.
   MOR!
   Tomheden forsvandt. Kulden vendte tilbage. Evigheden vendte sig bort. Hun kunne høre den lille barnestemme helt klart.
   MOR, skreg den.
   Hun mærkede vandet og de nyttesløse gøremål, der langsomt indhentede hende medens de tog form.
   Ja, svarede hun og åbnede blikket mod livet.
   Mor, hulkede den lille pige.
   Mor, jeg troede du var forsvundet.
   Hun løftede den lille pige op, og tog hende ind til sig.
   Jeg var fri for et kort øjeblik, hviskede hun ind mod pigens hals. Men pigen hørte ingenting. Hun krammede moderen så hårdt, at varmen langsomt vendte tilbage.
   Hun kunne vippe lidt med tæerne.
   Mon hun var levende på ny?
   Kulden var borte.
   I lommen var der noget, der bevægede sig. Hun tog hånden derned og mærkede efter. Noget blødt lagde sig i den. Forsigtigt trak hun hånden ud af lommen. Den lille pige kiggede på hænderne.
   Se, den er til dig, sagde hun.
   Et stjernestøv satte sig på pigens næse. Hun blev helt skeløjet af at kigge på det.
   Ønsk nu, sagde hun til hende.
   Den lille pige hviskede med et lille smil, medens hun rynkede panden ganske alvorligt.
   Altid sammen, du og jeg.
   Så kiggede hun med sine himmelblå øjne efter stjernestøvet, der fløj let og ubesværet gennem rummet, indtil det forsvandt.
   Hun vinkede, og kiggede atter tilbage.
   Hendes mor sad og vippede med tæerne. Deres blikke mødtes og fangede det sidste skær af intetheden, altheden, tomheden og fuldkommenheden.
   Lad os gå, sagde hun.
   Sammen vendte de sig mod huset, og gik letfodet tilbage.
   Det var ved at være tid til at gøre aftensmaden klar.