Det var som at kigge på en spyende ilddrage.
   Næsen vibrerede og jeg anede faktisk, at der kom små røgringe ud af den. Hænderne havde hun placeret i taljen, så hendes skjold blev større. Hun blev større, alt imedens hun hvæsede alverdens spruttende ord ud i den blå luft. Jeg tænkte tilbage på dengang, hvor hun lå og suttede på sin sut og sagde små gurglende lyde.
   Hallooo Halloooo, hun trampede hårdt i gulvet, så underboen måtte tro at jeg var i gang med at rive alle væggene ned.
   Hører du overhovedet efter, Moar?
   Jeg kiggede på dragebarnet. Flammerne var blevet mindre, og røgringene havde lagt sig som en lille dis imellem os. Noget var forandret. Jeg kunne mærke det på hendes stemme.
   Må jeg ikke nok?
   Jeg vendte omkring og lod hende stå i det uvisse. Havde ikke mere at sige. Vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Noget var forandret, men jeg vidste ikke hvad.
   Jeg turde ikke vende mig om og gik ind i arbejdsværelset. Tog et lærred frem.
   Alting var hvidt og tomt. Det så så pænt ud. Så ordentligt. Ingen farlige monstre, eller flammende salver af ord, der ramte hårdere end noget andet.
   Ord, er vigtige, tænkte jeg.
   Her var der ro og fred.
   Jeg tog min pensel frem og lavede nogle rytmiske cirkelbevægelser. Blev ved og ved og ved. Ligesom tankerne, der bare snurrede uden helt at fortælle mig, hvem de var, eller hvor de talte fra.
   Jeg vidste de var der, men jeg hørte dem ikke længere.
   Jeg måtte være faldet i søvn, for da jeg kiggede på lærredet igen, var det blevet mørkt. Alting var stille. Jeg rejste mig langsomt op og kunne mærke stivheden i hvert et led. Prøvede at knække nakken på plads, ved at tippe hovedet fra side til side som en vuggende bevægelse.

Jeg tog i døren ind til hendes værelse. Den var åben. Hun sad på sin seng og lyttede til musik.
   Hej, sagde jeg.
   Hun vendte sig ikke om. Blev bare siddende helt urokkelig.
   Skal vi gå en tur?, spurgte jeg.
   Hendes stemme var grødet og hæs. Hun havde grædt.
   Nej, for helvede!
   Hvem gider gå tur med sådan en mor som dig?
   Skrid ind i dit atelier og hold dig langt væk fra mig.

Jeg kunne mærke isen i min mave. Den arbejdede sig op igennem halsen. Ordene frøs til hårde klumper, der satte sig fast i min hals. Jeg havde lyst til at skrige. Havde lyst til at tage hende ind til mig, ligesom da hun var lille og blev ked af det. Det var lettere med små børn. De kæmpede ikke så meget imod.