Du var det første penselstrøg. En farve på livets vej, der som en kamæleon, altid kunne skifte nuancer efter humør, vind eller vejr. Jeg kiggede på dig. Farverne var begyndt at miste deres glød og kraft. Dine øjne så ingenting, kun skyggerne af det, der engang havde været. Tulipanerne på dit bord stod der for deres egen skyld, men de kedede sig ikke. Du vidste, de var der og glædede dig over dem. Du elskede blomster, ligesom du elskede alle de andre af livets farver. Vi holdt i hånd, så du vidste, at jeg var der. Jeg sagde mit navn, og du genkendte min tone.
   Der gik ikke længe før vi fandt spinderokken frem. Tiden var inde så vi kunne spinde videre på de historier, der gav farve nok til at væve livets tæppe. Du ville have alle farverne med. Ingen måtte gå tabt, hvorfor ellers leve, sagde du så ofte. Dine favoritfarver fyldte mest. Ligesom dine forunderlige fortællinger om kærligheden, verdenen, barndommen, moderskabet, arbejdslivet, naturen, ægteskaberne og familien.
   Glæderne og sorgerne spandt vi sammen, og den gamle væv gav ikke op før dagen blev mørk, og natten vågnede.
   Stjernerne blinkede.
   Du vendte de svømmende øjne mod havet, der altid var med i dine tanker. Stille og roligt svømmede du ud i natten. Tag efter tag førte dig afsted mod månelyset, hvor friheden var størst. Du vendte dig rundt og strakte ryggen, så den blev lang og rank, ligesom engang. Du hvilede dig lidt medens kroppen flød vægtløs afsted, åbnede blikket og så farverne spille.
   Det havde været en smuk rejse, og selvom du var parat til at drive væk, var der stadigvæk én hånd, der holdt din og en tone du kendte.
   Tulipanerne var blevet kolde og trak sig sammen for natten, ligesom os. Det ruskede, så vinden kradsede ved rudernes hængsler. De var gamle og trætte, og bad vinden lægge sig, men ikke om den ville give op så let. Den ruskede først hårdt, for lidt efter at blive helt stille. Hængslerne gav op.
   Du sukkede og åndede ud. Tæppet var færdigt.
   Midt i natten strålede de mange farver og gav kraft til hånden, der holdt din.
   Om morgenen lyste himlen op. Lidt efter lidt åbnede tulipanerne deres blikke, medens de nikkede lidt eftertænksomt. Jo, det var varmt nok til at skåle. Så de drak og strakte hals. Hilste dagen velkommen med et, godmorgen. Spinderokken og væven stod ganske stille og tav. Din hånd gav slip i min.