Regnen er fyldt med spøgelser her til aften, men jagten må fortsætte. Frem af. Frem af. Løb! Løb indtil dine ben ikke kan bære dig længere. Håbet flygter lige så hurtigt som jeg jager. Skovens høje træer mørklægger hele jorden, så det er svært at se. Jeg er tæt på at falde, op til flere gange, men Håbet må ikke slippe væk, ikke den her gang. Hvorfor er jeg så fascineret af Håbet? Jagten er konstant. Jeg har løbet den samme rute hvert vågne minut af mit liv. Så længe jeg kan huske har jeg jagtet Håbet, men det slipper altid væk, lige når jeg tror jeg har fanget det, er det væk.
Jeg er så udmattet af at løbe, men jeg kan ikke stoppe nu. Min krop ryster i kulden, med regnen der siler ned over mig. Mine fødder er svage og kolde.
Jeg havde ikke tid til at tage sko på, jeg havde ikke tid til at tage noget på. Jeg hørte Håbet ude foran mit vindue imens jeg sov, så jeg skyndte mig op af sengen og ud af døren.
Grene knækker og jeg kan hører hurtige fodtrin. Håbet. Jeg fryser op. stilhed, ingen lyde, ikke engang lyden af regnen fremstår. Stilheden skræmmer mig, hvor er Håbet? Det er ude af syne. Mørket bure mig inde, skoven er toget og virkeligheden er fjern. Håbet er væk for denne gang, ingen ved hvornår det igen kan jages.
Forpustet føler jeg mig tilbage til hytten, som jeg kender foranderligt godt, som et lidt for velkendt kort tegnet bagerst i mit hoved, der ingen steder leder. Hoveddørens håndtag er iskoldt, jeg gisper i smerten, som jeg kender lidt for godt. Jeg åbner døren. Da jeg træder ind kommer mit syn igen, men der er ikke andet end frygt, der er intet hjemmeligt i hytten, selvom jeg har boet her hele mit liv.
En dag, lidt efter lidt, falmede hytten. Revner i gulv og vægge, mørke pletter formede sig langs vinduerne, som er revnede.
Jeg har givet op på at fikse hytten, men hvis bare jeg kunne fange Håbet, så kunne jeg starte forfra, måske endda bygge en ny hytte.
Alle mine tanker for hytten til at knage. Jeg går over de knirkende gulvbrædder hen til min seng. Sengen er fugtig af sved og tårer, endnu en tilføjelse til ækelheden er mine blodige fødder der er blevet skåret op i løbet af jagten.
Månelyset skinner i mit ansigt og vækker mig. Det konstante mørke gør det svært at skille dag fra nat, så jeg vågner når jeg vågner og sover når jeg ikke længere kan klarer hyttens knirken.
Nu er det igen tid til at jage Håbet, håbet om ikke længere at skulle jage Håbet.
Igen forlader jeg hytten uden sko, uden tøj. Jeg kan se et skinnende lys i skoven mellem de høje tynde træer, det er Håbet. Jeg sætter i løb, for at følge lyset og atter igen forsøget på at fange det.
Sten og grene river i undersiden af mine bare fødder, i det jeg løber med alle mine kræfter. Smagen af blod i munden og kulden i mine lunger. Håbet er tæt, det er sjældent så tæt. Jeg jager og jager, men i et skifter rollerne. Håbet stopper, og jeg flyver lige igennem det. Jeg rejser mig med frygt malet over ansigtet, Håbet kigger på mig, imens jeg stille bagger bagud. Håbet tager et skridt frem, så hele mit ansigt er oplyst og jeg bliver nærmest blændet. Jeg bagger hurtigere og hurtigere, indtil jeg vender mig om og løber, og det samme gør Håbet. Hvad jeg har jagtet så længe jagter nu mig, og jeg flygter.
Jeg har aldrig været så bange, Håbet har aldrig været så tæt, men jeg løber? Hvorfor løber jeg? Da det går op for mig standser jeg brat op, jeg kan mærke Håbets varme åndedræt i min nakke.
Jeg vender mig langsomt om og kigger direkte på Håbet. Håbet er så smukt, en vidunderlig skabning, med gylden pels, der oplyser skoven. Jeg har ventet så længe på dette øjeblik, jeg har så mange spørgsmål, men.
Håbet vender sig om, og forsvinder lige så stille ud i skoven. Denne gang jagter jeg det ikke, jeg lader det gå. Håbet er frit.
Bag mig kan jeg mærke varme, det er solen. Jeg vender mig om og lader solen varme mit ansigt, en enkelt tårer triller ned af min kind.
Jeg går tilbage mod hytten, med solen i ryggen. Jeg åbner døren til hytten, og for første gang lægger jeg mig ikke i sengen for at undslippe hyttens knirken, men jeg lægger mig for at hvile.
Håbet skal ikke jagtes, Håbet er et frit væsen. Håbet er min ven.