Nogle dage eksisterer jeg ikke, min seng bliver til en kiste. Min krop er lam og mit åndedrag er hurtigt. Mit sind er i smerte, forfærdelig smerte. Jeg vil ikke rejse mig, sengen nærmest sluger mig, dynen føles tung og jeg er for svag. For svag til at skubbe tankerne væk,
endnu en dag. Endnu en chance til at fejle, endnu en kamp for at overleve.

Mine fædre gør deres bedste, de kommer med psykolog efter psykolog, løsning efter løsning, men intet virker. Min inspiration for livet svinder lige så stille ind, og alt føles håbløst. Min krop er svag, jeg burde spise noget. Morgenmad, ja, morgenmad. Kaffe virker uundgåeligt på den her tid af året, vinter og forår. Det er tid til overgangen fra min faste depression til sæsonbestemt depression. Dagene, hvor kaffen ikke var nødvendig virker så langt væk, dagene hvor gråden var sjælden, og tankerne langt væk.
Det gør ondt at være i live, men det er så kedeligt at dø.

Døden skræmmer mig ikke lige så meget som den burde gøre, men når man aldrig rigtig har levet virker døden så bekendt.

Min dyne glider på gulvet. Måske var den ikke så tung alligevel, eller måske er jeg bare svagere end jeg troede. Jeg løfter min trætte krop op fra madrassen og svinger benene ud over sengekanten. Jeg rejser mig op, men må straks tage en hånd mod væggen da svimmelheden rammer. Da jeg ikke længere er svimmel tager jeg mine lyserøde overalls på, og går ud mod køkkenet.

Mine fædre danser rundt i køkkenet til "Don't go breaking my heart" af Elton John. Det dufter dejligt af nybrygget kaffe og vafler, De har lavet morgenmad. Pa for øje på mig.
"Godmorgen Kai" Så kigger far også på mig
'Har du sovet godt solstråle?"
Mine fædre er de bedste mennesker jeg kender
"Ja, jeg har sovet fint, er der kaffe?"
Pa hælder kaffe og havremælk i en kop og giver den til mig
"Der er altid kaffe, hvem tror du vi er?"
Far griner og krammer mig
"Dæk bord, så vi kan spise"
Jeg finder tre tallerkner fra en af køkkenskufferne og placere dem på bordet sammen med tre sæt bestik og nogle glas. Pa kommer med vaflerne og far kommer med mere kaffe.
Far sætter sig ned og hælder kaffe op i hans kop.

Mine fædre for mig til at glemme de dårlige tanker, men kun for en stund. Snart er det aften igen og jeg vender tilbage til kisten, tilbage til at fantasere om døden.
Udenfor regner det, og der er en stille vind.
Jeg kigger på regnen, som yndefuldt glider ned at den blanke rude. Der er noget smuk ved en dag som i dag, regn og mørke, dog det er tidligt på dagen. Hvordan kan alle hade noget der er så smukt som regn, koldt og vådt, trist og fantastisk, alt på samme tid. Regn giver mig lyst til at græde og skrige af glæde på samme tid.
Tårer samler sig i mine øjne og triller lydløst ned af mine kinder.
Jeg kan ikke samle tankerne, det er en stor larm. Jeg har lyst til at hælde gasolin ud over det hele og brænde lortet, men det er ikke sådan det virker, desværre.