KLASK. Lyden af knapperne på hans tastatur var nok til at vide hvilken tilstand han var i. Magtesløst kiggede han på den store skærm foran sig, forstod ikke hvorfor hun blev ved og blev og blev ved. Hvorfor havde hun dette umættelige behov for at finde noget som kunne gøres til en diskussion, en kæmpe konflikt. Uroen og fortvivlelsen bredte sig i ham, samme uro der betødat han ikke tålte yderligere pres. Han kunne ikke styrer det, og vidste han ville få sagt ting som han ikke ville kunne huske og bestemt ikke mene. Han elskede hende, ville gøre alt for hende, så hvorfor det sygelige behov for at gå tilbage, blive i det negative og ikke fremad i det positive sammen med ham. Han kunne høre hende trisse rundt i stuen. Det virkede for ham som ren provokation, og tydeligt signal om, at hun var ligeglad med dem. Det måtte hun jo være. Hun ville heller aldrig noget af det han foreslog. Altid skulle hun noget, aldrig mere så hun glad ud. Så meget havde de været igennem på så kort tid, og med det omfang burde man tro at dette bare skulle ses som bagateller. Hvorfor var hun så besat af det? Hun ville have ham til at forstå hvor magtesløs hun følte sig, når det eneste hun ville have var ham. Han gjorde så meget for hende, men stadig ønskede hun bare ham, få alt det som de begge gik glip af, som hun føler de blev snydt for. Hvis han forstod det, tænkte hun, ville han vide hvorfor hun så ofte fik denne nedsmeltning. En nedsmeltning som altid gjorde ham usikker. Dem begge usikker og bange for at miste. Hun synet kold, iskold, og hun vidste jo at han havde et voldsomt temperament, og alligevel rykkede hun sig ikke et millimeter når det hele eksploderet. Han vidste at den "pige" han mødte for snart 1,5 år siden, var gemt væk, beskyttet imod selvdestruktion. Begge var de stædige, begge var såret på områder man ikke burde være så tidligt i et forhold, men de elskede hinanden. Spørgsmålet var bare om fortiden og begges handlinger havde givet for mange skår? Men en ting var sikkert, de var hinandens styrke og hinanden svageste punkt. Men de kom fra hver deres "verden" To verdener som lå så langt fra hinandens. To måder at håndterer uretfærdigheder på. Og alligevel var dei samme verden, for der findes kun 1.