Frits Hansen var jæger. Det vil sige, han havde et komplet udstyr og havde taget jagtprøve.
   Riflen var et arvestykke fra gården i Brande. En gammel leddeløs Mauser 6.7, uden kikkertsigte. Tøjet derimod, var helt nyt. Tykke brune posebukser med alverdens stropper og lommer. En tyk og bred mørkebrun livrem med ammunitionstaske og hægter. En hjemmeslebet jagtkniv, nå ja, også fra gården i Brande. En uldundertrøje. En mørk camouflageskjorte og en foret vest i brun, grå og skiffer. Lange brune, forede gummistøvler med manchetkant og læderlook. En imponerende mørkegrøn østrigsk Loden kappe med slæb. Og endelig, en grøn filthat, med den klassiske fasanfjer på sned.
   Han kunne stå der foran det store spejl og nyde synet af jægeren. Han udstrålede den farlighed dræbermanden gennem århundrede havde besiddet. Maskulinitet, testosteron og magt.

Marianne var rejst til Sydafrika, hvor hun var med i et projekt for undertrykte kvinder, så hende så han ikke foreløbig.

Selv havde han da været på jagttur med kammeraterne både til Skotland og Litauen, men der havde været lidt for mange små genstande, så han havde faktisk ikke nedlagt så meget. Den flotte buk han havde skamskudt i Skotland, blev da heldigvis fundet dagen efter af svejshunde og aflivet af godsejeren.

Han havde villaen for sig selv og havde besluttet sig for at hellige sig jagten, i hele efterårsperioden. Villaen lå lige ud til hovedvejen, tæt på Østerbjerg Skov, hvor det nu var blevet muligt at skyde vildsvin. Han havde planlagt det hele og udset sig en strategi.

Han havde indrettet et skydeskjul for enden af bakken, der hvor marken sluttede og skovbrynet begyndte. Det betød, at når vildtet søgte ind i skoven ved solopgang, kunne han vente i sit skydeskjul indtil vildtet kom ganske tæt på, og - bang! En enkel og snedig strategi.
   Det havde være svært af finde det rigtige sted for skydeskjulet, der var så mange hensyn at tage. Han havde, helt klart, været nød til at prioritere vindretningen. Vildsvin har en formidabel lugtesans. Det var helt afgørende, at han kunne jage i modvind. Det vidste han. Der var bare det problem, at han så fik solen i øjnene når den tittede frem bag bakken klokken 6. Hans chance var at nedlægge vildsvinet i det korte interval fra solen stod op i horisonten, til den kom op over bakkekarmen. Hmm, det gav ham en halv times tid. Heldigvis havde han ikke kikkertsigte, så i princippet kunne han skyde direkte ind i solen, hvis det blev nødvendigt.

Allerede klokken 2 var han stået op. Han kunne ikke sove længere. Han havde klædt sig på og spejlet sig i det maskuline outfit, nydt synet af sig selv. Ydermere havde han sværtet sit hvide ansigt med mørke, fedtede camouflage farver. Han så faktisk farlig ud. Han mærkede adrenalinen i kroppen og hjertet med stigende puls. Han skulle have haft morgenmad, men det var ikke blevet til så meget. Spændingen sad i kroppen.
   Et vildsvin! Det havde han aldrig haft på sigtekornet før, men nu var han stålsat.

Klokken var lidt i 4, da han fik sig mavet ind i skydeskjulet. Solen var på vej gennem morgentågen, men han havde god tid til at skubbe en patron ind i kammeret på riflen og bringe sig selv i den mentale tilstand, som en jæger eller for den sags skyld en soldat skal være i den situation. At vente, sigte præcist, uden at ryste på hænderne, og afgive skud, hverken for tidligt eller for sent. Så enkelt var det. Man skulle bare være cool.

I ventetiden gjaldt det om at bevare koncentrationen. Alligevel kan usikkerheden opstå i stilheden. Tågen var ligesom blevet tættere. Et vildsvin er et farligt dyr. En orne med store stødtænder er rigtig farlig især hvis det er såret. Det skulle nødigt gå som den gang i Skotland.
   Hvor mange meters sigtbarhed var der nu? Hvor mange sekunder havde han mon, fra han så ornen, til at den nåede ham, når den kom luntende?
   Hvis den nu løb? Tågen var blevet tættere. Måske kun 10 til 12 meters sigtbarhed. Men han ville ikke opgive nu? Eller skulle han gi' op?
   Han kom i tanke om at ingen vidste at han var på jagt denne morgen og mobiltelefonen lå derhjemme. Måske lidt overmodigt. Han blev kold og begyndte at fryse. Alligevel var han klam i håndfladerne.

Han lyttede i stilheden. Ventede og ventede. Pludselig fornemmede han lyde inde bag bakkekammen. Lyden tog til. Det måtte være lyden af trampende hove der nærmede sig. Vildsvinet!
   Det kom som en overraskelse. Angsten. Var det i virkeligheden svinet der havde de bedste ods?

Solen var allerede på vej over bakkekammen, og de første stråler lyste tågen op, som var den et stort hvidt spøgelse.
   Selv om han vidste det, kom chokket da gespenstet brasende ud mod ham, som en mørk silhuet i tågen, med et rædselsfuldt skrig.

Angsten kortsluttede hjernen på Frits. Han skød, alt for tidligt.
   Han var paralyseret af angst og gået i panik. Han evnede ikke at lade igen.
   Han smed sig fladt ned på jorden, mens han rystede. En stor våd plet i bukserne gav en stakket varme. Nu ventede han kun på, at det sårede dyr skulle finde ham og maltraktere ham med de skarpe stødtænder.