Vi sidder og venter. Men hvad venter vi på? Bare på at tiden går, eller at vi bliver raske en dag. For de fleste jeg har lært at kende her, kommer nok aldrig igen. Og så er der dem, hvor indlæggelser og sygdom forhindrer os i at leve det liv, vi nådigt har fået tildelt. Det er smadder hårdt at leve sådan. Der er mange ofringer ved at være syg. Vi bliver nogle gange skuffet over os selv, når vi ikke kan gøre det vi vil, men i stedet er fanget bag de hvide mure, med stilheden og ensomheden på den ene side, og livet og friheden på den anden side. Men når stormen igen har lagt sig, og lyset atter begynder at skinne, mødes vores liv igen hinanden, og tomheden forsvinder.