Han sad i det kølige kontor med aircondition. Han løsnede slipset og lænede sig veltilpas tilbage i skrivebordsstolen fra Paustian. Han havde netop modtaget endnu en ordre. Tilfreds gik han hen til espressomaskinen og tastede sig en velfortjent espresso. Kontoret var på førstesalen over begravelsesforretningen, der lå på en af de bedste lokationer i byen.
Det gik godt med forretningen. Begravelser gav godt og han havde ingen skrubler over at leve af folks sorg og følelser. En sidste hilsen skulle man ikke gå på kompromis med.
Han begyndte, at indtaste ordren i systemet. Det virkede altid mere personligt og vedkommende, at han skrev notater i hånden, når havde møde med kunder og klienter, pårørende og døende. Så han brugte sin Moleskin notesbog i sort læder med cremefarvede sider, diskrete linjer og en dyr fyldepen. Folk vil gerne have kvalitet. Jo højere kvalitet han signalerede, jo mere kvalitet købte kunderne og dermed også større ordre. Det havde han erfaret gennem de sidste 10 år han havde drevet bedemandsforretning. Hemmingsen og Søn - since 1857, stod der på hans visitkort med klassisk skrift på papir med svagt vandmærke. Det var ikke fordi forretningen var familiedrevet eller havde gået i arv. Forretningen havde heller ikke eksisteret så længe. Men det var der ingen der kunne huske længere. Navnet havde han skabt sammen med en af sine reklamevenner en sen aften over en dyr whisky. Folket vil bedrages - og begraves, som han plejede at sige til vennerne.
Henrik var velklædt. Altid i skræddersyet jakkesæt, pæne skjorter i den dyre ende og diskrete slips. Begravelser skulle man tage seriøst og de pårørende skulle tages seriøst. Det kunne nogen gange være svært. I starten havde han taget sig selv i at få følelser med på jobbet. Men det var længe siden. Han havde lært spillet. Ansigtet i de rigtige alvorlige folder, øjenkontakt i passede mængder og et forstående kropssprog. Det handlede om tillid og tryghed.
Udefra så forretningen ikke særlig prangende ud. Den var holdt i enkel stil helt i hvidt med en enkel klassisk urne i vinduet med en due i porcelæn og diskrete lamelgardiner, der skærmede af for butikken. De pårørende længtes efter fred i sindet og det skulle de mærke allerede før de kom ind. Logoet var udskåret i metalbogstaver over vinduet med diskret lys om aftenen. Han vidste fra markedsundersøgelser, at det var vigtigt, at være positioneret i folks bevidsthed, så når de skulle bruge en bedemand. Så var han den første, de kunne huske. Uhjulpet kendskab hed det i markedsundersøgelserne. Henrik kendte mange - og de rigtige.
Han netværkede i Golfklubben, Rotary, Erhvervsrådet, Marinaen, Jagtlogen og var også aktiv i Tennisklubben. Det var vigtigt med synlighed og et stort netværk i de rigtige kredse. Folks indkomst i livet hang oftest sammen med størrelsen af deres begravelse. Heldigvis slap han for tiggerier om sponsorkroner til ligegyldige bannere til den lokale sportsklub og dødsyge annoncer til Golfbladet. De færreste havde lyst til, at have en banner fra bedemanden hængende over håndboldmålet eller en annonce for begravelser ved siden af en artikel om hole in one. Det passede ham glimrende.
Henrik tog en runde i forretningen for at tjekke at alt var i orden. Indretningen var diskret og enkel. En skranke holdt i sort træ med et par store vaser med liljer. Altid friske liljer. Han havde lavet en aftale med den lokale Florist om at få nye blomster leveret gratis hver mandag hvis han henviste kunderne til dem - han fik endda provision. Det var let. Det var den eneste blomsterhandler i byen.
På hver side af skranken var der en dør til et møderum, som han kaldte det. Han havde to forskellige. Han gik ind i det til højre for skranken. "det hyggelige" som han kaldte det. Det varme hjemlige hyggelige med blødt tæppe på gulvet, væggene var malet i en lys varm sandfarve, polstrede sofaer i chokoladebrunt læder, enkelte puder, matchende lænestole og sofabord i mørkttræ. Han havde nøje udvalgte et stor maleri med abstrakt kunst på væggen i varme brændte jordfarver. Det fik kunderne til at slappe af.
Han gik videre til det andet. Det var mere efter hans smag. Det var indrettet med kølige farver og var "made for business". Et gråt diskret linoleumsgulv og en lys kølig grå farve på væggene. Rummet var indrettet med et klassisk mødebord med bordplade i skiffer, 7'er stole i sort læder, en enkel pendel over bordet og et abstrakt billede af samme kunstner, men her i blågrålige toner.
Man skulle kende sine kunder. Henrik var god til at aflæse typen af kunder, når de kom ind. Var det omsorgstypen eller den rationelle type. Han valgte nøje hvilket lokale, der var bedst egnet til at skabe tryghed og tillid for netop dén kunde. Det var vigtigt med tryghed og tillid.
Henrik havde installeret surround sound anlæg i lokalerne, så han med et enkelt tryk på panelet under skranken kunne sætte musik på. Lavt og diskret. Han viste fra forskning i forbrugeradfærd i supermarkeder, at musik er en effektiv metode til at skabe stemning og købelyst. Langsom lettere sørgmodig klassisk musik eller blød loungemusik var det, der virkede bedst havde han erfaret. Han havde særlige instrumentalnumre af Knocking on heavens door, Candle in the wind og Om lidt blir der stille. Han vidste præcis hvilke målgrupper, der skulle have hvilke numre på repeat. Det interessante var, at kunderne ikke engang opdagede det. Det gik direkte ind i underbevidstheden og skabte tryghed og tillid.
Når Henrik startede et møde var det vigtigt, at skabe tillid og tryghed. Han havde derfor investeret i en stor diskret lydsvag kaffemaskine, der kunne lave alt fra cafe latte varianter og urtete til varm cacao og en klassisk sort kaffe. De blev serveret i moderne hvide keramikopper fra Kähler, klassisk kaffestel med mussel eller de billige enkle fra Ikea. Alt efter kunden. Det var altid kunden, der var i centrum hos Henrik.
I møderummene var der en diskret skabsvæg uden greb. Men med et enkelt push, kunne Henrik åbenbare alt fra kataloger og materialeprøver på kister og urner, forskellige granitprøver på gravsten og tilbehør fra formstøbte metalbogstaver, prøver på sandblæste bogstaver og duer i forskellige størrelser og former. Der var også et skab med en tyk læderindbundet fotobog med båredekorationer, -buketter, kranse og tilhørende prøver på bånd med forskellige farver. Hæfter med ceremonier og gode råd om valg af salmer og pakkeløsninger med vedligehold af gravsteder. Intet var overladt til tilfældighederne.
Han havde fået specialdesignet skabet hos et køkkenfirma og havde også fundet inspiration i deres måde at sælge køkkener på. Først lade kunden forelske sig i en stil og en stemning. Dernæst skulle de foretage en lang række valg af detaljer, der matchede deres drømmekøkken. Til sidst prisen. Det var altid svært at skære i ens drømme. Og man blev jo også kun begravet én gang i livet som Henrik ofte sagde. Køkkener kunne man jo altid skifte ud.
Han satte sig for at skrive fakturaen til dagens begravelse. En mindre en af slagsen. Det var en person uden pårørende, så det var kommunen, der stod for begravelsen. Det var en fin ordning. Ikke så meget bøvl med pårørende. Han gik slavisk frem efter listen. Standard kiste og/eller urne. Standardprocedurer med bestilling af tid til ligbrænding og afhentning. Småt brændbart, som han kaldte den slags. Standard procedurer for bestilling af plads på kirkegården/ukendtes grav. Sådan var det i hvert fald, hvis han ikke havde nået at få en finger med i spillet før døden.
Henrik ville gerne have en finger med i spillet - og helst før døden. Derfor var han begyndt at hænge plakater op og uddele små hæfter med Min sidste vilje, hvor man blev opfordret til at planlægge sin egen begravelse. Gør dine pårørende en tjeneste for livet, som der stod i folderen. En enkel tjekliste med alle de ting, man skulle huske at tage stilling til og en opfordring til at komme til et uforpligtende møde hos ham. For at få styr på det inden det er for sent.
Det var de bedste møder. Ingen pårørende med ønsker, der strittede i alle retninger og med sorg, der kunne bryde frem når som helst i form af utrøstelig gråd, vrede, kampe om størrelsen af begravelsen eller farven på kisten. Det kunne være et helvede. Et møde med en levende, der ønskede at planlægge sin begravelse og endda betale forud. Det var noget der virkede. Folk sparede ofte ikke på noget, når det gjaldt dem selv. Man skulle bare stille de rigtige spørgsmål og sætte døden i perspektiv. Husk det er dit sidste farvel til dine elskede. Det er en måde at hjælpe dem gennem sorgen. Et minde for livet.
Min sidste vilje skemaet gjorde også en afgørende forskel, når det gjaldt de kommunale begravelser. Han sikrede, at de varme hænder i hjemmeplejen og personalet på plejehjemmet vidste, at de fandtes - og han havde endda holdt gå-hjem-kurser for dem, for at hjælpe dem med at sikre, at flere døende fik udfyldt skemaet. Det er den allersidste borgerservice, forklarede han. Vi kan ikke være andet bekendt som velfærdssamfund. De varme hænder nikkede.
Min sidste vilje gjorde en stor forskel på mange tusinde kroner i ordrebogen. En standardbegravelse kostede 7.000 kr - men når den sidste vilje satte sig igennem, så kunne let løbe op i 15-20.000 kr. Det havde kommunen desværre også fået øje på. Udgifterne til de kommunale begravelser var vokset betydeligt de sidste par år. Min sidste vilje kampagnen havde virket. Han havde hørt rygter om, at de ville sende de kommunale begravelser i udbud. Heldigvis var han personlig ven med kommunaldirektøren og gik på jagt med borgmesteren. Så han var ikke nervøs. Med de rigtige formuleringer i udbudsmaterialet, ville den ligge lige til højrebenet for ham. Og han skulle nok hjælpe dem, med at sikre, at udbudsmaterialet var i orden. Han var altid en man kunne regne med.
Han pakkede sammen. Tog et tjek i spejlet på vejen ud. Strammede slipset, kørte en hånd gennem håret og lagde ansigtet i de rette folder. Tid til endnu en begravelse. Han gik ned til den sorte nyvaskede specialindrettede Mercedes rustvogn. Han brød sig ikke om ordet rustvogn. Han foretrak dødskaravanen eller dødskørsel, når han var med vennerne. Han tændte aircondition og musikken med den pompøse Time to Say Goodbye med Andrea Bocelli og Sarah Brightman. Det satte ham altid i den rette stemning. Det var vigtigt. Når man kom lige fra golfbanen eller en munter frokost, så skulle man lige have kroppen og hovedet turnet ind på begravelse, inden man kom i kirken. Men man kunne jo ikke gå og ligne en bedemand hele tiden.
Han parkerede på den særlige parkeringsplads bag kirken. Han havde ordnet alt tidligt i morges. Han låste bilen, satte mobilen på lydløs og rettede igen lidt på jakkesættet. Gik med korrekte rolige afmålte skridt op ad kirkestien og ind i kirken. Han tjekkede, at alt var som det skulle være og satte sig diskret ved udgangen. Symbolsk lige ved siden af den forgyldte kirkebøsse. Den enes død, den andens brød. Han var klar til endnu en sidste hilsen.
Just another day at the office.