Der var blomster overalt omkring hende. Irene var dybt koncentreret om at binde en lille tæt rokokobuket. Frisk, moderne og farverig ifølge den bestilling hun havde printet ud fra ordresystemet.
Øverst på printet var et fotografi af en buket, den gerne skulle ligne. Næsten. På blomsterkædens webshop stod der altid under buketterne: Blomsterne håndbindes af en lokal florist og kan afvige noget fra produktbilledet alt efter sæson og enkelte blomsters tilgængelighed. Så havde de jo ikke lovet for meget. Men Irene gav altid buketterne det lille ekstra tvist, der gjorde hendes buketter til noget ganske særligt.
Hun nynnede til musikken i radioen. Hun elskede sit arbejde. Når hun var omgivet af et blomstende hav i alverdens farver og dufte, så var hun i sit lille paradis. Hun fik de sidste gule nelliker mixet ind en farverig harmoni mellem røde roser og orange gerbera, der næsten var samme orange farve som hendes krøllede lokker.
Sluttede af med et håndfuld grønne blade og samlede hurtigt buketten med ståltråden. Hun satte den fra sig i en lille glasvase på arbejdsbordet. Hun ville starte med at binde alle de bestilte buketter først og så pakke dem ind i silkepapir og cellofan til sidst. Hun nød altid at se hvordan spandene med farverstrålende blomster i løbet af dagen forvandlede sig til en mangfoldighed af buketter med hver deres lille personlighed.
For Irene var blomster ikke bare blomster. Hver buket skulle afspejle personligheden hos den, der skulle give eller modtage buketten. Hun spurgte altid nysgerrigt ind til anledningen og personlighed. Bukettens form, valget af blomster og farver var vigtige, når hun bandt buketter.
En lille tæt rokokobuket til romantikeren. En vild asymmetrisk buket med liljer og masser af rå stængler til den powerfulde kvinde. En lille tæt potte med brændende kærlighed eller små roser til den hyggelige type. Hver blomst havde sin egen skønhed. Når de blev sat sammen i buketter fik de en ny samhørighed og personlighed. Blomster var så levende og livgivende. Hun smilede.
Det var varmt. Irene tørrede sveden af sin fregnede pande med hånden. Hun gik igang med at bladre alle bestillingerne igennem fra bunken på bordet. En buket til den lokale gallerist. Den skulle være vild og lidt avantgarde med et par rå grene og masser af grønt - ingen farver, da det var billederne i galleriet, der skulle have lov at dominere. En bryllupsdagsbuket til kromanden, der havde 18 års bryllupsdag. Den skulle være vild og levende med masser af markblomster, margueritter og et par vilde roser. Bedemanden skulle have de sædvanlige 2 buketter til hans disk. De var altid holdt i klassisk stil med hvide liljer blandet med lidt palmeblade. En mor og barn-buket til en af byens aktive gymnastikledere. Den ville hun holde i intense nuancer af pink og cerise med roser, gerbera og krysantemum. Den måtte ikke være for fersk. Det gav altid et lille stik i hjertet, når hun skulle skabe buketter til nybagte mødre. Hun var aldrig selv blevet mor. Kærligheden til børnene måtte hun nøjes med at vise i buketterne.
Hun glædede sig til at komme igang med arbejdet. Greb ud efter et par intense røde roser. Hun ville starte med buketten til bryllupsdagen. Kærligheden først.
I det samme summede faxen og endnu en bestilling tikkede ind. Hun strøg en af de vildfarne røde krøller væk fra ansigtet og holdt rosen mellem tænderne, mens hun læste faxen. En begravelse til i dag kl. 14. En klassisk bårebuket, det skulle hun nok nå. Hun læste videre. Da hun kom til navnet stivnede hun. Hendes fregnede ansigt blev ligblegt. De levende nøddebrune øjne blev smalle kulsorte. Hun begyndte at fryse. Det var umuligt. Hun tjekkede en ekstra gang. Hun havde læst rigtigt. Der var kun én i denne by med det navn.
Hun tog langsomt rosen ud af munden. Hånden holdt hårdt om stilken. De spidse torne borede sig ind i håndfladen. Hun ænsede det ikke. Blodet begyndte at løbe fra den knyttede hånd. Musikken var forsvundet og hun kunne kun høre sit eget heftige åndedrag. Kærlighedsbuketten måtte vente. Nu gjaldt det døden.
Irene rankede sig og lod hånden glide ned over halsen. Blodet fra hånden satte et blodigt aftryk. Hun kiggede rundt på blomsterne i butikken. Hvad skulle hun vælge. Hun ville skabe en buket med personlighed - som den sidste uforglemmelige hilsen. Den skulle være hvid. Hun valgte et par hvide roser som basis. Hun begyndte at binde roserne sammen, så de dannede et kors. Det skulle være skelettet i bårebuketten. Hun nikkede for sig selv. Selvfølgelig skulle der være hvidt i buketten. Masser af hvidt. Hvid var uskyldens og renhedens farve. Altid uskyld. Altid undskyld.
Da skelettet var bundet, greb hun beskærersaksen og gik ud i den lille vilde baghave bag butikken. Hun klippede hektisk løs og kom tilbage med en stor favnfuld grønt, som hun fordelte løst på arbejdsbordet. Hun ville lave en sidste hilsen, han aldrig ville glemme, hvis han havde levet. Hun tog de spidse tidsler fra bunken og begyndte at binde dem sammen med roserne, så de dannede en grøn bund og fremhævede roserne. Hun fik farven tilbage i kinderne og bed tænderne sammen, da tidslernes spidse pigge borede sig ind i hænderne, mens hun bandt dem ind i buketten. En buket med personlighed.
Den skulle være smuk, markant og uundgåelig. Den skulle rumme den smerte hun havde følt, når han som et lyn fra en klar himmel havde stukket hende en svindende lussing. Hun tog brændenælderne fra bunken og bandt dem fast til tidslerne. Det sved i huden. Præcis, som den brændende sviende smerte, man mærker på huden efter slaget. Hendes kinderne blussede og hjertet bankede. Hun arbejdede koncentreret og intenst.
Hun gav et ryk, da hun mærkede et skarp smerte i siden. Et spark. Et brækket ribben. Hun bandt et par knækkede grene ind i buketten. Langsomt knækkede hun grenene én for én med en kraft, så de lige fik et knæk. Men uden at knække helt. Det var sådan det måtte føles. At brække knoglerne på et andet menneske.
Blikket søgte rundt i mængden af blomster. Hun udvalg-te sig et par store aflange blade i en dyb rødlilla nuance. Borede ståltråd gennem stænglen, så de blev stive og ranke. Hun stak dem ind i buketten. Det lignede arme, der rakte ud af buketten. Arme fyldt med blå mærker, der forsøgte at række ud efter hjælp. Men som aldrig gjorde det. Hun mærkede smerten og ømheden i kroppen. Hun måtte kæmpe med at binde dem fast. Kæmpe med tårerne, der langsomt begyndte at løbe ned ad kinderne. Mærkerne var forsvundet bag tøjet. Forsvundet med tiden. Men aldrig forsvundet fra sjælen. Hun var mærket for livet. Hun troede hun havde lagt det bag sig. Troede hun var kommet videre. Men aldrig havde han været mere levende.
Hun samlede et par håndfulde liljekonvaller og bandt dem, som et let brudeslør af små hvide klokker omkring roserne. Hvide, velduftende og giftige. Hans blik. Spydige kommentarer. Aldrig kunne hun gøre noget ordentligt. Altid skulle han rette på hende. I starten kun med enkle små sårende bemærkninger. Senere som psykisk tortur, der langsomt, men sikkert havde knækket hende. Hun kunne ikke fatte, at det var kommet så vidt. Men når man spiser gift i små doser, kan kroppen klare det en vis tid. Man bliver immun, som en slags giftig vaccine. Hun blev svimmel. Lænede sig op ad bordet og holdt krampagtig fast i bordkanten.
Hun rullede resolut en kraftig snor ud fra rullen på væggen og begyndte at binde buketten sammen. Hun bandt og strammede til af alle kraft. Det knagede i grenene og stilkene, når snoren strammede til. Halsen snørede sig sammen og hun hev efter vejret. Hun kunne mærke hans hænder på hendes hals. Hun kunne mærke, hvordan han langsomt klemte til. Klemte nok til, at hun mistede bevidstheden et kort øjeblik. Det sortenede for øjnene. Hun vidste, at man kunne dø levende. Hun havde prøvet det. Mange gange. Sveden piblede frem på kroppen. En kold sved. Hun strammede endnu hårdere til og bandt en stram knude, der holdt det hele sammen. Det var hende, der havde magten over buketten. Det var ham, der var død. Det var hende, der levede.
Hun havde forladt ham en kølig Skærtorsdag. Hun havde fået nok. Fået modet. Hun havde været alene hjemme, mens han holdt gudstjeneste. Hun havde bagt boller og havde brændt sig på bagepladen. Pludselig havde hun mærket en ny smerte. En livgivende smerte, der ikke kom fra ham. Hun havde taget sin jakke på og var gået. Bare gået. Hun havde startet et nyt liv. Hun havde aldrig sagt noget til nogen. Han havde ikke haft modet til at kontakte hende. Han havde holdt den uskyldige lidende facade. Det var sikkert ham, man havde ondt af. Han var jo en velanset mand i byen.
En ranke af torne skulle krone buketten. Hun valgte den mørkegrønne kristtjørn med de stikkende blade. Jesus havde haft en tornekrans på korset. Et symbol på hans lidelse. Han havde også altid kigget lidende på hende. Som om det var ham, det gjorde mest ondt på, når han slog. Som om det var ham, det sårede mest, når han straffede hende. Hun var hans lidenskab. Hun var hans lidelse. Hun stak sig på de spidse blade og blodet piblede frem på fingerspidserne. Hun lod det være.
Hun gik hen til skuffen med værktøj og tog den store kniv. Hun sluttede buketten af med at plante kniven med et hårdt hug ned lodret midt i buketten. Den stod og dirrede, da hun fjernede den blodige hånd fra skaftet. Et dødeligt hug. En sidste hilsen fra det barn, han sparkede livet ud af, før det havde mødt livet. Tårerne løb ned af hendes kinder. Hun gik et par skridt tilbage og beundrede bårebuketten.
Den var markant. Den var giftig. Den var farlig. Det var præcis sådan en buket han fortjente som en sidste hilsen.
En af rosernes hvide blade havde fået et stænk af blod.