Der var endnu en halv time til begravelsen skulle begynde. Men hun var klar. Noderne var sirlig opstillede i den rigtige rækkefølge på den lille rillede hylde over tangenterne på orglet. Hvert ark var for en sikkerheds skyld nummeret i højre hjørne, så hun let kunne bladre frem til den rigtige salme. Edel havde det bedst, når der var orden på tingene.
En begravelse var en alvorlig sag. Edel tog altid sit arbejde alvorligt. Havde nøje udvalgt et præludium af Bach. En orgelkoral i mol. Tilpas alvorspræget, lødig og passende til en begravelse. Det var de færreste pårørende, der havde en holdning til præludiet. Heldigvis. Der var efterhånden så meget kommercielt ligegyldigt musik til begravelser. Hun vidste ikke noget værre, end at blive tvunget til at fortolke et eller andet populærmusik. Det var en skamplet på både kirken og orgelmusikken.
Johann Sebastian Bach vidste man, hvor man havde. Han blev ikke kaldt den 5. evangelist uden grund.
Præsten var kommet. Han sad med hovedet tilbage og havde lukkede øjne på en stol ved siden af altret. Kirkesangen var endnu ikke kommet. Magen til Sjuskedorte, skulle man nu også lede længe efter. Det havde hun også påpeget flere gange. Både overfor præsten og for formanden af meninghedsrådet. Hun kom altid lige i sidste øjeblik. Havde en frygtelig spraglet tøjsmag. Synge kunne hun heller ikke.
Edel sad klar med rank ryg på den polstrede bænk og lavede små strækøvelser med fingrene. Børstede et fnug af ærmet på blazeren. Rettede på en hårnål i nakken, der holdt den stramme knold på plads. Skubbende læsebrillen helt på plads. Hun var klar.
Hun boede for enden af en villavej i fuglekvarteret. En ældre villa. Hun havde altid boet der. Arvede huset efter sin far og flyttede dengang fra ungpigeværelset på 1. salen ned i stueetagen. Hun var syvoghalvtreds, da han døde. Hun overvejede dengang, at leje førstesalen ud. Men man vidste jo aldrig, hvad det var for afskum af lejere man kunne risikere og de var jo aldrig til at slippe af med igen. Så det var hurtig skrinlagt.
Hun havde det også bedst med at passe sig selv. Passe den lille have med fintklippede buskbom og perfekte rosenbede. Hun havde 34 forskellige slags roser i haven. Hver rose havde sit eget lille bed. De blomstrede hele sommeren. Når man vidste, hvordan man skulle beskære roserne og hvornår, det var bedst at klippe dem, så blomstrede de meget og længe. Hun elskede sine roser.
Den store kærlighed havde hun til gengæld aldrig fundet. Der havde aldrig rigtig været en anledning. Men hun havde det nu også bedst, når hun var sig selv og havde styr på tingene.
Præludiet var ved at være til ende. Hun holdt de sidste toner lidt demonstrativt længe. Her var det hende der bestemte. Sådan var det.
Kirkesangeren havde sneget sig ind på plads, mens præludiet blev spillet. Nu stod hun og rodede i sin taske efter samlebogen. Det skramlede. Edel snerpede munden sammen. Havde hun da slet ingen pli eller situationsfornemmelse. Tasken lignede endnu en af katastoferne fra genbrugsbutikken, ligesom det tøj hun havde på. Hun lignede nærmest en omvandrende genbrugsbutik.
De havde flere gange forsøgt, at få Edel til at blive frivillig i genbrugsbutikken. "Det er da lige noget for dig Edel og du har da god tid, efter du er gået på pension - og med dit kendskab til bøger fra Biblioteket, så kunne du stå for afdelingen for bøger".
Hun skulle ikke nyde noget. Gamle bøger. Gudbevares. Hun havde arbejdet på biblioteket hele sit arbejdsliv. Så hun elskede bøger. Især at stille dem på plads i sirlige rækker i alfabetisk orden. Elskede at være den, man skulle spørge. Det var hende, der vidste om bogen var udlånt eller om forfatteren havde skrevet andre bøger. Hun kendte alle bøgerne på biblioteket. Vidste hvilke de havde flere eksemplarer af, hvilke der havde fået kaffepletter, manglede en side eller havde bulede hjørner. Folk havde ikke respekt for andres ejendom og troede at de kunne behandle ting lige som det passede dem. Det havde hun heller ikke været bleg for at fortælle, når der kom en synder og afleverede en bog. Hun havde endda ofte givet ekstra bøder. Man må tage sin straf. Sådan var det.
Præsten rømmede sig og gjorde klar til hilsen. Herren være med Jer. Hun blev flov. Her sad hun bare og lod tankene glide, mens hun var på arbejde. Hun mærkede rødmen helt ned på halsen og rettede ryggen. Bladrede i noderne og gjorde klar til første salme.
Hun spillede kraftigt. Forte eller kraftigt som det betød i musiksproget. Orglet brusede og fyldte kirkerummet. Kirkesangeren skrålede med af fuld hals. Hun havde svært ved at nå op på de højeste toner. Men sådan var musikken skrevet. Godt nok var der kommet revideringer af koralbogen i 1979, hvor nogle af salmerne var sat ned i et dybere leje. Men herregud, folk kendte jo alligevel ikke salmerne. Og de kunne jo også bare ansætte en ordentlig kirkesanger. Det havde hun også adskillige gange beklaget sig over til menighedsrådet og til organisternes årssamling. En skændsel. Hun skruede ekstra op for lydstyrken, så hun kunne overdøve kirkesangerens ynkelige stemme. Meget kraftig. Fortissimo.
Præsten læste op af bibelteksten og sluttede af med lad os alle bede. Edel sad med rank ryg, lukkede øjne og foldede hænderne. Hun kendte alle ritualer og tekster. Hendes far havde været organist i kirken i hele sit liv. Hun havde som barn siddet på bageste række ved orglet til næsten samtlige gudstjenester. Med rank ryg, nystrøjet kjole med håret i vandkæmmede fletninger. Faderen holdt strengt øje med hende. Hørte hende i både både bibeltekster og komponisternes værker under søndagsmiddagen. Han tog tingene seriøst. Det gjorde Edel også.
Hun bladrede lydløst i papirerne, så næste salme var klar. Kirkesangeren havde ikke engang fundet frem til næste salme kunne hun se. Hun stemte i og lavede kun et meget kort forspil. Kirkesangeren vågnede op bladrede hektisk efter salmen og fandt den, da Edel var halvvejs inde i første vers. Edel var ikke typen, der udstillede andres manglende talent. Men et kort forspil, passede bare bedst, til netop denne salme. Sådan var det.
Der var heldigvis ingen børn i kirken i dag. Det var der sjældent til begravelser. Gud ske tak og lov for det. Mange af naboerne i fuglekvarteret var unge familier med børn. De legede på vejen og mødtes til vejfester, grillaftner og Sankt Hans. Men det var ikke noget for Edel. Børn var irriterende. Både når de larmede på vejen med cykler med ringklokker eller når de sparkede bolde ind i hendes have. Hun ville have ro. Det måtte naboerne respektere. Det havde hun også markeret flere gange. Både direkte til formanden for grundejerforeningen og indirekte, når hun punkterede børnenes bolde med sin beskærersaks. Respekt. Det var da det mindste man kunne forvente. Deres haver kunne de heller ikke holde ordentligt.
Præsten var ved at runde af. Af jord er du kommet. Han skramlede med den lille skovl, da han symbolsk hældte jord på kisten. Hun rynkede panden og rettede igen på en af hårnålene. Gad vide om han igen havde fået en snaps for meget til frokosten. Han var blevet lidt for folkelig her på sine gamle dage. En præst skulle ikke lefle for menigheden. Hvis meningheden ikke vil komme til kirken, så måtte de dø i synden. Hun afskyede hans seneste tiltag med spaghettigudstjenester for familier. Hun fnøs. Spaghettigudstjeneste. Af jord skal du igen opstå. Hun trak vejret dybt, rankede ryggen og satte igang med den sidste salme.
Altid frejdig, når du går. Den var smuk. En af hendes yndingssalmer af komponisten Weyse. Hun lukkede øjnene og spillede. Den skulle spilles stille og andægtigt. Pianissimo. Det var det sidste farvel. Det skurede i ørene, hvordan kirkesangerens skingre stemme ødelagde værket. Den irriterende pibende stemme holdt tonen efter hver linje alt for længe. Det skulle hun alligvel ikke komme afsted med. Edel holdt tonerne endnu længere og sænkede tempoet, så det tog pusten fra stemmen. Orglet vandt. Hun himlede med øjnene og snerpede munden sammen.
Endelig blev det tid til postludiet. Det var hendes højde-punkt. En manifestation af, at orglet var kirkens hjerte. Det var de toner, der rundede gudstjenesten af. Det var orglets toner, der var det brusende blod i kirken. Her kunne hun oftest vælge, det der passede hende. Ingen kirkesanger til at maltraktere værket. Hun havde nøje udvalgt et værk af Bach. En smuk 1. sats fra hans Trio Sonate i Eb-dur. Hun satte hænderne på tangenterne og fødderne på plads på pedalerne. Hun slog tonerne an. Orglets piber sendte lydbølger ud, der hvirvlede som en brusende tsunami op under kirkens hvælvninger og smeltede sammen med de farvestrålende kalkmalerier.
Hun var ligeglad med at andre synes, at hendes postludier var for lange. Det havde både præsten og formanden for menighedsrådet havde forsøgt at påpege ved adskillige lejligheder. Et værk havde nu en gang den længde, komponisten havde skabt det til at være. Det ville være en skændsel, at gøre det kortere. Det måtte selv musikalske analfabeter jo da kunne forstå. Sådan var det.
Kirkesangeren stod modløs og stirrede ud i luften med armene ned langs siden. Præsten havde sat sig med foldede hænder og diskret trillende tommelfingre. Menigheden begyndte at sidde urolig på bænkene. Orglet havde magten. Musikken det sidste ord. Den overvandt alt. Selv døden. Selv en falsk kirkesanger.
Hun flettede slutningen af værket sammen med den sidste salme.
Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Hun lod tonerne dø langsomt ud.