Han parkerede kassevognen diskret på en p-plads et stykke væk bag nogle buske. Huset eller nærmere herre-gården så fin og velholdt ud. Gårdspladsen var velfriseret. Et stort klassisk hvidkalket stuehus med sprossede vinduer, rødt tegltag og stokroser langs væggen. En kæmpe stentrappe førte op til hoveddøren. En stor kraftig egetræsdør med gylden dørhammer. Omar tørrede hænderne i bukserne og kiggede sig omkring. Så gik han rundt om huset og om til bagdøren.

Under urtepotten ved højre side af døren fandt han nøglen. Han låste bagdøren op og gik ind. Han tørrede fødderne godt af på måtten og listede ind. Baggangen var lille og der hang et par enkelte jakker. På gulvet stod et par pæne sko og et par halvbeskidte gummistøvler. Han gik forsigtigt videre ind i et kæmpe køkken. Kobbergryder og pander hang ned fra loftet over et stort gaskomfur. Hold da op tænkte han, der kunne godt nok laves mad til mange. Han tog blokken op af lommen og begyndte at tælle og notere. Prisen for kobbertøj gik op og ned alt efter retromoden. Disse her var flotte og velholdte.

Han kiggede rundt i skufferne. Sølvtøj i 3-tårnet til 24 personer, en nyere japansk kniveserie ellers mest godt brugte træredskaber. Åbnede et vitrineskab. Ikke dårligt. Musselmalet til 24 personer og ikke én eneste del var skåret. Det var sjældent. Han noterede sig, at det skulle pakkes ekstra forsigtigt ned, når de skulle hente det.

Omar var effektiv. Han kendte markedet og priserne. Hvad der var noget værd og hvad der var umuligt at komme af med. Han kendte antikvariaterne, auktions-husene på nettet, genbrugsbutikkerne, marskandiserne og vidste præcis hvem, der skulle have tilbudt hvad og i hvilken rækkefølge. Det var en del af håndværket.

Da køkkenet var gennemgået og alt nøje noteret med små kommentarer, stjerner og andre indforståede tegn, gik han videre og kom ind i en kæmpe spisestue. Et stort gammelt langbord i massivt træ med 12 stole i slidt velour. Han kiggede rundt på væggene. Et gammelt Bornholmerur tikkede langsomt. Malerier. Det var ikke lige hans stærke side. Han tog mobilen op af bukselommen og fotograferede dem alle og kiggede på bagsiden om der var kunstnernavn og årstal. Så kunne han altid tjekke dem efter, når han kom hjem. Det snød altid. Det han mente, var rædselsfuldt, var altid en formue værd og de billeder han selv kunne lide, fik han som regel ikke noget for. Nogle af dem havde han beholdt hjemme i lejligheden.

Lysekroner og endnu et skab med gammelt porcelæn. Fine damaskduge og matchende servietter. Det var ved at blive moderne igen og det lignede et dyrt mærke. Det måtte han også lige tjekke op på. Bornholmeren gik i slag med et ordentlig drøn og det gav et sæt i ham.

Omar havde aldrig lagt mærke til dette hus før. Han boede i den anden ende af byen og kom ikke rigtig i det område. Han kom ellers langt omkring. Både når han skulle hente varerne og når han skulle ud og sælge dem videre. Han havde en stor kassevogn og ellers kunne hans fætter, altid skaffe de biler, han skulle bruge i alle størrelser.

Han gik videre og kom ud i en stor hall med højt til loftet. Han kiggede ud af vinduerne ud på gårdspladsen. Der var helt rolig. Han notede, at der var et par fine glaskrukker i vinduerne.

Der var stille i huset. Mens han gik rundt og noterede værdigenstande og vurderede, hvad der var guld eller gammel lort, tænkte han på hvor forskelligt mennesker boede. Dette her var et nydeligt og pænt hjem i forhold til mange af de hjem han ellers kom i. Store flotte villaer, der kun indeholdt falske designermøbler. Nydelige parcelhuse fyldt med ligegyldigt personligt ragelse. Men her var en virkelig fin lille perle. Fyldt med gode kvalitetsvarer lige til sælge.

Huse var som deres mennesker tænkte han. De kunne være overfladiske og kolde med kunstigt designerlir og de kunne emme af hygge, så man kunne fornemme livet mellem væggene. Men her virkede det helt dødt og ubeboet. Som om tiden for længst var gået i stå. Enkelte billeder i guldrammer på væggen i det store kontor viste dog tegn på liv. En fregnet rødhåret kvinde var på de fleste af billederne. Han studerede dem. Hun så glad ud og selvom hun sjældent så i kameraet, så kunne han fornemme hendes strålende brune øjne. På et par af billederne var en noget ældre mand. Han kunne se på bryllupsbilledet, at de trods alt havde dannet par. På bryllupsbilledet var glasset revnet.

Han gik grundigt gennem alle værelser og notere nøgternt antallet af varer og det vurderede antal flyttekasser. Satte særlige bemærkninger ind hist og pist. Forsigtigt. Skal undersøges. Måske stor værdi.

Det virkede som om, at der kun boede én person i huset. Selvom dobbeltsengen var redt i begge sider, så lå dynen pænt og ubrugt i den ene side. I klædeskabet var der også kun herretøj. Pænt tøj. Lidt kedeligt og klassisk. Ingen spændende arvesmykker eller parfumer. På badeværelset ingen tegn af en kvinde. Så var det måske også derfor, at der virkede så dødt i køkkenet. Et køkken kræver en kvinde. Han spiste stadig ofte hjemme hos sin mor sammen med resten af familien. De boede kun et par blokke væk. Til gengæld tog han ofte små gaver med hjem til hende.

Mon det var et religiøst hjem, tænkte han, da han så det lille kors på væggen og Biblen på bordet. Han var ikke selv specielt religiøs. Mange af hans venner og familien kom henne i Moskeen, men det var ikke noget for ham. Han troede mest på sig selv og at være sin egen lykkes smed i et land, der jo ikke ligefrem stod med åbne arme, når man havde en anden hudfarve. Her måtte man selv tjene til dagen og vejen - og skabe muligheder. Så han startede som selvstændig. Han havde valgt en branche, der jo ikke ligefrem tiltrak folk. Men det gav godt. Så var det mindre vigtigt med mærkelige arbejdstider og at det var et slidsomt.

Det var også derfor han kaldte sig Bo i telefonbogen. Han vidste, at Omar skræmte folk. Efter han havde skiftet fra Omar til Bo, så gik det strygende med forretningen. Han var synes selv, at han var pæredansk. Hvis det var bedre for forretningen, at han hed Bo, så hed han det. Folk undrede sig naturligvis, når de mødte ham og han præsenterede sig om Bo. Men når han fortalte dem, hvordan det hang sammen grinede de forlegent. De ville ikke være bekendt at sige, at så havde de nok heller ikke ringet.

Han var ved at være færdig med huset. Han gik tilbage ud af bagdøren. Låste døren og lagde nøglen pænt på plads, så han kunne finde den igen. Det skulle ordnes i weekenden. Det skulle gå lidt stærkt. Han måtte planlægge det i detaljer og han blev nok nødt til at have et par fætre med.

Det var en omfattende opgave - men der var også meget værdifuldt i huset. Han tyggede på priserne, mens han gik ud til bilen. Gad vide hvor meget et mågestel stod til i dagsprisen hos auktionshuset. Det måtte han lige tjekke. Man kunne ofte få mere for tingene, hvis man solgte det direkte i den Blå Avis uden mellemhandlere. Han skulle hjem og lave et tilbud med all inclusive.

Omar startede bilen. Telefonen ringede. Han skruede ned for musikken. Han rullede ud på vejen. På siden af den sorte kassevogn stod med store typer: DødsBo - vi rydder for livet!

Han tog telefonen: Ja hallo, det er Bo!