Han magtede ikke endnu en begravelse. Slet ikke denne begravelse. Det var altid lidt noget særligt, når han kendte, den der skulle begraves. Særdeles godt endda. Han sad på stolen ved siden af alteret. Han lænede hovedet tilbage, lukkede øjnene og sukkede dybt.

Han var træt helt ind knoglerne. Dagene var som en uendelig vandring, hvor man opdagede, at man var gået i ring. Gudstjeneste efter gudstjeneste. År efter år. De samme salmer. De samme bibeltekster. De samme prædikener. Han havde været præst i Sognet i en menneskealder. Så han mente, at han havde skrevet de prædikener, han skulle skrive. Nu genbrugte han dem i en 4 årig cyklus. Det var der alligevel ingen der opdagede. Folk kom sjældent og dem der kom hørte ikke efter, var halvdøve eller smådemente.

Han havde oprindelig været fuld af oprigtig tro, håb og kærlighed til præstegerningen. Men den var langsom døet ud gennem årene. Ligegyldige barnedåbe med skrigende unger med rædselsfulde navnekombinationer. Ukristelige konfirmationer med mutte og fnisende teenagere, der blev kørt væk i limosiner. Bryllupper, der krævede oppyntning af kirken som en i større Hollywood film. Ægteskaberne krakkelerede jo alligevel hurtigere end man kunne nå at gifte folk. Han havde stadig lidt af troen. Håbet og kærligheden havde han for længst afskrevet.

Gudstjenesterne var en lidelseshistorie for sig. Her var en lille kerne af den faste menighed. Hellige hængehoveder, gamle senile damer og de tvangsindlagte konfirmander. Det var, som at se den samme dårlige film igen og igen. Han forsøgte hver søndag at kæmpe sig ud af sengen og få det overstået, så han kunne komme hjem til frokosten. Han kæmpede af bedste evne og med skiftende held for at tilvejebringe det forventede imødekommende smil og de omsorgsfulde hænder. Mange havde forventninger til hvordan en præst skulle være. Høflig, forstående og altid åben for at lytte. Han kunne snart ikke klare mere.

Menighedsrådet var en særlig udfordring. De arrangerede kirkekaffe, foredragsaftner, bibeltimer, Luciaoptog, adventshygge, krybbespil, pinsebrunch, påskefrokoster i en uendelighed. De forventede selvfølgelig han deltog i det hele. Det værste påfund var nu spaghettigudstjenesterne for familier fredag aften. Umulige unger i ulvetimen, så blev det ikke meget værre. Men det værste var, at det var blevet en stor succes. Ikke på grund af det åndelige indhold - nok mest på grund af gratis mad og underholdning til børnene. Han blev helt udmattet af et tænke på det.

Han kiggede op på Alteret med Jesus på korset. Han følte med ham. Men mon ikke også han havde følt en vis lettelse, da han for til himmels.

En anden af de store succeser var den lokale Genbrugsbutik, der blev drevet af kirken. En butik fyldt med umådeligt store mængder af gammelt skrammel og umådelig mange sladrende gamle damer. Det forventedes, at han kiggede forbi og velsignede deres arbejde ind i mellem. Han sukkede. Han blev til gengæld velsignet med et orgie af sandkager, småkager og kringler - og blev nærmest tvangsfodret til at prøve dem alle og lægge øre til alle deres ligegyldige problemer fra hofteoperationer til uopdragne børnebørn. Der var da ikke noget at sige til, at han var træt. Uendelig træt.

Klokkerne begyndte at ringe. De var programmeret til at gå igang på slaget og resten kunne han styre med fjernbetjeningen. Det havde været nødvendig. Graveren var ikke altid ædru og lige pålidelig. Men han var ansat som tjenestemand på livstid og var umulig at komme af med. Asger havde godt nok forbudt alkohol på kirkegården. Men når han kiggede kompostkassen havde han fundet flere hundrede Underbergflasker. Han havde ikke magtet at gøre noget ved det. Manden var sikkert lige så træt af de døde på kirkegården, som han selv var af de levende i sognet.

Præludiet gik i gang. Det pibede og hylede for hans ører. Han var sikker på, at det måtte lyde sådan at have tinitus. Organisten var ikke det største musiske talent, man kunne have fundet. Hun kunne mishandle både Bach og orglet til ukendelighed. Men hun havde boet i sognet hele sit liv. Faderen havde været organist og hun var stabil og passede sit arbejde. Det kunne man til gengæld ikke sige om Kirkesangeren. Hun var slet ikke kommet endnu. Hun kom stort set altid for sent og var heller ikke særlig god til at synge. Menighedsrådet havde valgt hende, fordi hun var en af drivkræfterne i genbrugsbutikken og havde haft en svær barndom. Det var lidt synd for hende. Det var jo også en kvalifikation, tænkte han.

Han blev fyldt af en magtesløs tomhed. Mon ikke Jesus også havde følt sådan ind i mellem. Tænk at være omgivet af spedalske, toldere, syndere og skulle holde modet oppe på dem alle og sig selv. Måske klarede han det fordi han var Guds søn. Det lagde jo et vist forventningspres. Men Asger var jo bare en helt almindelig dødelig. Han følte sig naglet lige så fast til dette her hul af et landsbysogn, som Jesus var til korset. Han havde ofte haft lyst til at bytte pladsen på prædikestolen ud med en plads på korset eller i kisten. Der var da fred.

Asger tænkte, at man kunne altid diskutere, om der var et liv efter døden. Men han var efterhånden mere i tvivl, om der var et liv før døden.

Han rømmede sig. Trak vejret dybt. Rejste sig langsomt og gik op til alteret. Han kunne lige så godt få det overstået. Han kiggede træt ned over bænkene i kirken. Der sad kun enkelte personer spredt i hele kirken. Ingen pårørende og han havde ingen ide om hvem de øvrige var - og det kunne også være ligemeget. Han gik langsomt og mekanisk igang med begravelsesritualet. Hans stemme havde et monotont leje, som havde han oplæst fiskerinoteringerne.

"Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader" han messede, som hundredevis af gange før. Han følte, at han stod og kiggede på sig selv. Det hele virkede så fjernt. Så ligegyldigt.
   Han drømte sig ned i kisten. Tænk at ligge der i mørket. Helt i fred og ro. Fri for pligter, menigheden, medarbejderne og hverdagens pinsler. Det bløde polstrede stof ville omfavne kroppen uden forventninger. Tænk at ligge der og lytte til hvordan præsten og verden sagde farvel.

Han havde nøje planlagt, hvordan det skulle foregå, den dag han selv skulle tage afsked. Det skulle være stille og roligt. Kun få mennesker i kirken til at forstyrre gravfreden. Et par smukke salmer og hans yndlingspassage fra Matheus Evangeliet. En enkel kiste med en buket med hvide blomster. Bedemanden ville efter begravelsen bringe kisten til krematoriet og levere ham tilbage i en urne. Han ville bisættes i et skyggefyldt hjørne af kirke-gården. En enkel gravsten med tekst: Hvil i fred. Ingen navn. Ingen årstal.

Han gik stille og roligt frem efter begravelsesritualet. Da han kom til bibelteksten holdt han en kort pause og gik tøvende igang. Han åbnede Biblen og slog op. Bogmærket var klar. Hans øjne gled ned til bibelcitatet. Hans bibelcitat. Resten af begravelsen forsvandt i en tåge for ham. Pludselig hørte han sig selv sige:

"Af jord er du kommet. Til jord skal du blive" han kastede jord på kisten. Han droppede den sidste del. Af jord skal du igen opstå. Han var blevet i tvivl om det mon også holdt i virkeligheden og ville ikke stå der og love for meget.

Asger blev stille. Kiggede længe på kisten og sluttede med et Amen.

Han satte sig tungt ned på stolen og ventede. Ventede til postludiets toner døde ud. Ventede til at han kunne høre at alle var gået ud af kirken. Ventede til der var helt stille.

Han gik ned til kisten og skubbede forsigtigt låget til side. Han krøb ned i den tomme kiste og trak låget på plads igen. Der var stilhed. Der var ro. Der var fred. Han knuste ampullen, han havde gemt under tungen.

Lukkede øjnene og sagde stille.
   Gå med fred.