Det, jeg nu vil fortælle dig, er ikke bare 'one of those many love stories', nej det er langt mere end det. Det er om en ung fyrs rejse for at blive en mand, en rejse som uden nogen form for anelse forandrede ham på et splitsekund. Rejsen som et eller andet sted foregår inde i os alle, ja selv inde i dig. Du har måske allerede oplevet denne rejse uden at være klar over det, ligesom jeg selv, eller også venter den stadig på dig. Det er min rejse, jeg vil fortælle dig om, så spænd sikkerhedsselen og gør dig klar.
Det hele startede for få år tilbage; jeg var blot 17 år gammel og havde egentlig, synes jeg da selv, meget godt styr på teenagelivet og dets udfordringer. Jeg havde haft nogle få kærester i den mindre seriøse skala, og en aften lå jeg så for mig selv og tænkte; "Hvem er jeg egentlig? Hvordan ser min fremtid ud i forhold til mig og kærligheden?" Jeg fik fornemmelsen af, at jeg rent faktisk savnede at have en kæreste, sådan for real, et forhold der osede af seriøsitet og mindre tant og fjas som tidligere. Jeg savnede den varme omfavnelse, som ville fylde hele ens krop. Varmen som flyder fra øverst etage og ned langs halsen, ud gennem armene, ned i fingerspidserne. Ja og især varmen som indtager hjertepartiet, maven med de levende sommerfugle, videre ned igennem underlivet til knæene, der pludselig føles som gele og til slut runder fødderne, som med al magt skal holde en oprejst under hele denne forestilling, der foregår inde i en. Det ville da ikke være så tosset at opleve. Men på den anden side så lå min skæbne allerede forudbestemt i kortene, når man så på det generelle kærlighedsideal. De populære fyre får de umådelige smukke piger. De populære og himmelskønne, smukke piger ser ikke i retningen af de kiksede fyre og især ikke i retningen af en rødhåret fyr med bumser, hvor det samtidig ligner, at en bombe med fregner er gået af i hele fjæset. I dette bombekrater sidder der så også lige et par store runde briller og på toppet af bjerget en mængde strittende krøller ud til alle sider, som alt i alt bare ligner en forvirret skovtrold, der lige er vågnet og forsøgt at kravle ud af jordhulen. Well, så har du så mig. Jeg i den meget lille ende af populariteten, dog med hovedet skruet godt på plads og to venstre hænder. Jeg indså ret hurtigt, at det i hvert fald ikke var en mulighed at komme i to-mands kontakt uden fysisk afvisning og mentalt nederlag, så jeg flygtede til det sted, som jeg kender bedst; det globale Internet.
Jeg havde få vellykkede dates efterfølgende, hvor jeg tog kontakten til dem først, men de forblev alle kun som en første date, og jeg begyndte at indstille mig på at leve et nørdet singleliv fra nu af. Dog skete det utrolige, som jeg kalder miraklet. En sen eftermiddag poppede der en mail frem på skærmen, og jeg siger dig, jeg var tæt på at få mig en mild hjernerystelse.
"Hej 'Smilets Fyr'
Jeg finder din personbeskrivelse interessant, trods dets næsten ikke-eksisterende indhold og mængde; 'Jeg er mig, hvem er du?'. Jeg tænker, at du måske er typen, der ikke er så meget for at fortælle om dig selv, men hellere vil vise, hvem du er? Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at finde ud af, hvem du er. :)
Knus 'Smilets Pige'
p.s. kommer du ligesom mig fra Smilets By?"
Efter jeg fik samlet mig febrilsk op fra gulvet, læste jeg mirakel mailen igen og igen, om og om igen og linje for linje. Kunne det være rigtigt? At en pige, endda en utrolig gudesmuk en af slagsen, virkelig selv tog kontakt til mig, trods et akavet, storsmilende profilbillede i absolut dårlig kvalitet? Var det en joke? Mange tanker fløj gennem kraniet, før jeg tog mod til mig og sendte hende en mail retur. Et eller andet sted skælvede jeg ved tanken om at blive såret igen, så jeg holdt mig meget tilbage, men tog imod alt fra hendes side. Hun var virkelig sød og hun forstod mig tilsyneladende bedre end nogen anden, nogensinde havde gjort. I løbet af sommeren fik vores samtaler og snakke ben at gå på, hvor vi blev mere og mere kærlige overfor hinanden, tonen og budskaberne mellem linjerne ændrede sig og komplimenter smed vi efter hinanden, som var det en madkamp, bare uden svineriet. Den savnede varme fornemmelse, jeg havde manglet, begyndte at vise sit ansigt, og jeg fløj hen over de snehvide skyer uden sikkerhedsnet.
Da dagen for vores første fysiske møde så endelig stod for døren, skete der noget indeni mig, som jeg den dag i dag ikke engang kan forklare. Allerede natten optil havde jeg ikke fået ret meget søvn, og nu blev jeg overvældet af følelsen af, at jeg langsomt blev kvalt, opslugt af min krops utilsigtede lyde, væske og lugt var jeg på randen til at aflyse, men hvilket indtryk ville det så ikke lige give af mig? Kujon, feje hund, kryster kat? Jeg mandede mig op og tog af sted.
Vores møde blev, aftalt skulle foregå på neutral grund, en meget besøgt park eller rettere sagt anlæg i vores hjemby, og dagen glemmer jeg aldrig. Den dag forandrede mit verdenssyn sig kraftigt. Bare synet af hende komme gående hen imod mig, waow ubeskriveligt, som en engel svævende så let som en fjer uden berøring af jorden under hende, som i et lysskær strålede hendes blide, kønne og smilende ansigt i min retning, hen på mig! Jeg må have set sjov ud for ikke at sige tåbelig i min påklædning; gråternet skjorte, sorte selebukser med en dejlig farveblanding på selve selerne og wannabe all-star sko i skrigende grøn. Jeg forstod virkelig at sammensætte mit tøj på højeste plan. Det generede hende dog tilsyneladende ikke, for smilet rørte sig ikke en muskel, og det første jeg blev mødt med var et meget fast kram, hvor hun virkelig holdt omkring mig, så mine knogler næsten sagde knæk, og jeg gengældte med usikkerhed krammet. Hun viskede; "Jeg er så glad for at have lært dig at kende, Daniel", og jeg blev da lige 10cm højere end mine normale 180cm.
Hun var den romantiske type, I could tell. Hun havde en lille picnic skovkurv samt et tæppe med, hvor der lige var knap nok med plads til os begge på. Mine tanker fløj rundt, mit hjerte hoppede nærmest ud af skjorten, hver gang hun bare kiggede på mig, og rørte hun på sig strejfede hendes små fingre mine. Vi sad meget tæt, og jeg nød det. Jeg følte mig virkelig tryg i hendes selskab, følte mig elsket og i et kort øjeblik slap jeg alle hæmninger og plantede et forsigtigt kys på hendes rødbløde læber. Som et lyn fra en klar himmel skælvede jorden under mig, omgivelserne omkring os forsvandt. Jeg kunne ikke længere høre fuglesang fra oven, min næse blev ikke længere opslugt af blomsterdufte, der var stilhed, og vi var de eneste to tilbage på det lille tæppe i en nu kold og efterladt anlægspark. Min kind blev pludselig rød efterfulgt af en svigende smerte, som var det tusinde bierne, der havde forplantet sig samme sted. Det næste der skete var, at ordene; "jeg elsker dig" fløj ud mellem læberne på mig.
Der var tavshed længe efter vores møde, og jeg måtte til sidst indse, at jeg havde kvajet mig big time, men hvor gik det da lige galt? Hun havde sagt, inden vi skiltes i parken, at vi stadig kunne være venner; men var vi da ikke det før også? Jeg var knust og en meget lang og svær periode lå forud. Jeg følte virkelig dybe følelser for hende, jeg... elskede hende som i ordenes dybeste forstand, og det forvirrede mig, at hun af alle ikke følte det samme ud fra alle de mails og samtaler imellem os. Legede hun med mig? Var det hele et skuespil, et bedrageri? Langt om længe kontaktede hun mig igen, hun undskyldte og forklarede, at det hele kom som et chok og, at hun følte det, som et slags bag angreb fra min side. Men hun syntes stadig, at jeg var interessant og meget sød. Det gav mig håb igen.
Tiden efterfølgende mødtes vi igen forskellige steder og vi blev igen mere og mere fortrolige, mere og mere kærlige som før, men samtidig blev jeg også mere og mere skudt i hende. Alt tog overhånd og en aften erklærede jeg min store kærlighed til hende, hvilket havde det udfald, at hun igen stoppede alt kontakt og lod mig lide i min egen elendighed af fortvivlelse, frustration og forargelse. Hendes humør skiftede sådan i tide og utide, og jeg var mildest talt ved at blive godt bims, lige til den lukkede afdeling, førsteklasses spændetrøje, ja tak. Det der blev den store forandring for mig, var det øjeblik, hvor hun gik fra at være den søde, blide og kærlige svævende engel til en glubsk ildspyende hun-drage med blodige klør og helvede som sin forhave. Hun kontaktede mig igen, blot for at fortælle mig, at hun overhovedet ikke tænkte på mig, at hun ikke længere gad fortsætte vores skriveri, for jeg var slet ikke, som hun havde forestillet sig. Jeg ville ikke tro på de grimme ting, som hun pludseligt mente om mig; det var surrealistisk og jeg befandt mig pludseligt i et ukendt hjørne af mit indre, hvor jeg blot kunne se på som tilskuer til mit eget liv. Jeg skulle holde mig væk fra hende og lade hende være. Forinden hendes forvandling havde hun betroet mig, at hun aldrig havde haft det så godt, som i den tid vi var sammen, at jeg berigede hendes liv med noget uforglemmeligt, bare ved at være til. Så her sad jeg så tilbage, efterladt endnu engang til mig selv og mine egne tanker; hvordan kunne hun være så sød det ene øjeblik og så, så ond det næste? Mit hjerte var flået ud, trådt på, spyttet på og smidt i rendestenen. Havde hun i al den tid aldrig rigtig følt noget for mig? Var jeg så nem bare at kassere? Havde vores forhold været så dårligt for hende, at jeg ikke længere kunne gøre nogen gavn? Havde hendes omsorg og kærlighed været falsk?
Jeg måtte sande, at jeg havde taget gruelig fejl. Det jeg troede, hun så i mig var tilsyneladende langt fra det samme, som jeg så i hende.
Så hvor står jeg så nu? Hvordan ser min fremtid ud på kærlighedsfronten? Jeg kan nu som 20årig sagtens tænke tilbage og savne hende, savne vores samtaler og vores kemi, eller den kemi som jeg troede, var der. Jeg har fortsat et håb om, at vi en dag igen kan mødes, og blive oprigtige venner med tiden. For nu håber jeg kun det bedste for hende, for hun fortjener det bedste, uanset hvem der bliver den heldige, som vinder hendes hjerte. I mit vil hun altid være åbenbaringen for min egen selvindsigt.