Tirsdag d. 02. november 2005
Man sidder for sig selv
- alene på en plads på sidelinien af klassen.

Man ser alt, hvad der sker
- elever der snakker som høns i en hønsegård,
når læreren lige er gået for en stund.

Man ser hvert lille bevægelse de foretager sig
- piller næse, tegner på bordene,
skriver sedler og laver grimasser til hinanden i smug
og meget mere sker der.

Man ser nogen sidde som i trance,
- stirrer tomt eller koncentreret på objektet,
andre mumler for sig selv, leger med sit ansigt,
eller blyanter der larmer hver gang de tabes.

Man får ens egne tanker i gang, såsom:
- hvad tænker de forskellige?
- Tænker de på deres store kærlighed eller deres ulykkelighed?
- Tænker de på fortiden eller fremtiden?
På dem derhjemme, der ikke sidder og keder sig i skolen
med uendelige timer der bare fortsætter og fortsætter.
- Tænker de på livets retfærdigheder og pinsler?
- Tænker de på om der findes en Gud eller om ens skæbne er forudbestemt?

Fra sin observationsplads ser man opgivelse og tilgivelse,
til sig selv og til andre.
Ivrighed og viljestyrke,
hos dem der virkelig ligger energi i sit arbejde.

Man ser forskelligheder: dovne, lystige, triste, glædelige, ligegyldighed, interesserede, morsomheder, urolighed og fællesskab.

Jeg observerer for at mætte mine øjnes sult.
For at have en grund til at tale, tænke og skrive.
En grund til at have en grund.

Jeg observerer for at skabe nok ord/tanker til at opkvikkende læsestof eller blot en grund til at påbegynde/afslutte det evige mangel på forståelse.
De andre nøjes blot med at sidde på deres plads og lytte.