"NEJ!" skriger jeg.

Jeg hyler og stamper i jorden. Mit hoved føles varmt og tungt af gråd og hysteri. Børnehavepædagogerne forsøger forgæves at berolige mig. To af dem står ovre i hjørnet og hvisker sammen. Dette gør mig bare endnu mere vred. Jeg får lyst til at slå og sparke, rive dem fra hinanden eller løbe min vej og aldrig komme tilbage. Det ville de have rigtig godt af.

"Kom nu Michelle, for fanden! Vi skal hjem nu!" snøvler min mor vredt og griber mig hårdt om armen.

Jeg skriger hysterisk og stamper noget mere. Min mor råber noget mere. Hun har sit sædvanlige lyse denim jakke og jeans sæt på, de sorte læderstøvler er blankslidte og det tynde, sølvgrå hår i sin vante hestehale. Hun lugter stærkt af øl. Alt er som det plejer. Jeg flår hylende min arm fra hendes greb og hun mister balancen et kort øjeblik, træder et par skridt tilbage og ser sig omtåget omkring, før hun får samlet sig igen. Pædagogerne der hvisker henne i hjørnet kigger op med bekymrede blikke, men bliver hvor de er. Hun tager fat om min arm igen. Denne gang blidere.

"Kom så Michelle, nu går vi hjem." siger hun, stadig snøvlende men nu med kommando i stemmen. Et knusende punktum.

Jeg lader mig selv blive trukket væk og ud af døren ud i kulden, mens børnehavepædagogerne ser til, vinker og smiler opmuntrende. Snefnuggene falder omkring os og den isnende vind føles dejligt på mit varme ansigt, mens vi baner os vej igennem sneen. Jeg har hovedpine nu og er hæs af at skrige, men er holdt op med at græde. Hvad nytter det alligevel? Hjem. Bare vi skulle hjem. Men Center Bodegaen ligger som en urokkelig mur mellem børnehaven og hjem. Og selvom himmelen nu allerede er kulsort og gaderne er tomme, styrer min mor os beslutsomt mod bodegaens lyse facader og rungende skrål.
   
* * *
   "Læs nu!" siger jeg højt igen. Opmuntrende men bestemt.

Jeg sidder i en bunke af snavset sengetøj, på dobbeltseng i et lille indelukket soveværelse. Her lugter og er rodet, men det føles alligevel hjemmeligt. Lejligheden er jo magen til vores egen og kun et stenkast derfra. Men min mor er ikke hjemme nu, hun er ude og "feste" og derfor er jeg her. Med Permand. Det er selvfølgelig ikke hans rigtige navn, men det har jeg altid bare kaldt ham. Hvorfor kan jeg ikke huske. Permand skal læse godnathistorie for mig, men han bliver ved med at falde sammen. Ikke i søvn, bare sammen. Han har tyndt lyst hår og jeg kan se en begyndende måne når hans hoved falder forover, selvom han faktisk er yngre end min mor. Hans øjne er altid røde og blanke, og hans brungule tænder løber i vand når han taler. Jeg synes han er ulækker, men også meget rar. Han skælder ikke ud ligesom mor. Men falder bare hurtigt hen, også om dagen, som om han altid er træt. Det er noget andet end når min mor drikker og jeg kan ikke genkende det. Jeg forstår det ikke og bliver vred.

"Læs nu, Permand!" siger jeg lidt højere.

Det giver et sæt i ham, og denne gang løfter han hovedet og ranker sig en smule. Tørrer svedet ad panden, selvom det egentlig ikke er særlig varmt i det lille soveværelse.

"Ja ja, undskyld" siger han med et sløvt smil. Ikke særlig overbevisende.

Han falder sammen igen et par sekunder efter. Denne gang gider jeg ikke mere og giver op. Ligger mig til at sove vedsiden af hans fremoverbøjet, livløse krop. Jeg håber at min mor snart kommer og henter mig hjem. Håber at hun ikke er alt for fuld.
   
* * *
   "KLIR"

Noget der lyder som porcelæn der smadres og en knasende brag af en der lander på et hårdt flisegulv, lyder ude fra badeværelset. Jeg hører dette tydeligt fra det store soveværelse der ligger lige vedsiden af. Jeg er hos min Bedste. Ikke Bedstemor, bare Bedste. Hun er nemlig ikke i familie med mig, men bare en af min Bedstefars venner som jeg kommer hos tit. Hun er en rigtig sød gammel dame med permanentet sort hår, læbestift og perlesmykker. Jeg elsker altid at komme op i hendes store lejlighed, der ikke ligger langt fra vores. Der er altid en dejlig duft af parfume og skyldemiddel, og jeg får rundstykker med Nutella om morgenen og æbleskiver med syltetøj og flormelis om aftenen. Men i aften har der været fest. Der var masser af røg og fulde folk, så jeg gik tidligt i seng inde i det store, duftende soveværelse i de rosa farver. Men jeg kunne ikke sove for al larmen, så jeg lå bare stille og ventede på at de skulle gå. Jeg var faldet hen og vågnede ved lydene på badeværelset. Der er mørkt omkring mig og lejligheden er stille nu. Folk må være gået hjem.

"Åååååhhhhhhh" jamrer en stemme, der lyder som Bedstes, ude fra badeværelset.

Jeg sætter mig lysvågen op i sengen. Jeg er bange nu. Det lyder som om hun er faldet og ikke kan komme op. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, så jeg bliver bare siddende i sengen musestille. Håber på at hun selv kommer op, så vi kan ligge os til at sove og det hele bare vil være glemt i morgen. Jeg hører hende mumle noget. Hun er fuld! Hun er fuld, det kan jeg høre nu. Dette gør mig vred. Nej, rasende. Det her er hendes egen skyld. Jeg kan ikke løfte hende alligevel, jeg er kun et barn!

"Åååååhhhhhhh" lyder det igen.

Jeg står beslutsomt ud af sengen, og med hamrende hjerte prøver jeg så hurtigt og lydløst så muligt at tage tøj på. Hun må ikke opdage mig. Jeg må lede efter min skoletaske for jeg skal bruge den i morgen, der er det mandag. Jeg lister ud af soveværelset, ud gennem den lange gang og hurtigt forbi badeværelset hvor jeg stadig kan høre hende. Finder min skoletaske i køkkenet for enden. Jeg hører nu badeværelsesdøren gå op og en serie af bump ude i gangen. Det lyder som om at Bedste slæber sig hen af gulvtæppet. Jeg venter dumstille til lydene fortager sig. Griber så min skoletaske og skynder mig gennem gangen igen med hjertet i halsen, får trådt ned i mine kondisko sko og griber min dynejakke. Da jeg spæner mod døren fanger jeg et glimt af Bedste inde i soveværelset. Hun sidder i en unaturlig stilling på gulvet op ad sengen, der er blevet skubbet skævt. Uden tøven smækker jeg hoveddøren i efter mig og løber ned ad trapperne i den mørke opgang og ud i natten. På vej hjem.
   
* * *
   "DUNK"

Lyden af noget blødt der rammer noget hårdt. Hoveddøren til vores lejlighed går op. Jeg vågner med et sæt og de vante omgivelser af mit værelse er skjult i et tæt mørke. Jeg rækker ud efter min mobil som i trance og ser på klokken. Det er stadig midt om natten og min mor var ikke kommet hjem endnu da jeg gik i seng. Et brag ude fra gangen giver endnu et sæt i mig. Jeg kan høre lyden af hendes stemme nu, tydeligt gennem den tynde væg der adskiller mit værelse fra stuen, hvor hun sover. Men der er også en anden stemme. En jeg ikke genkender. Mit hjerte hamrer højt i mine ører selv i mit søvndrukne tilstand, men jeg bliver liggende helt stille i min seng og lytter.

"Hvad fanden laver du? Her bor jeg ikke... Her bor jeg ikke!" mumler hun vredt.

Det gør mig bange. Mere bange end jeg har været i lang tid. Kan hun ikke engang genkende hendes egen lejlighed? Den lejlighed hun har boet i hele hendes liv og hendes forældre før hende? Jeg vender mig om i min seng og prøver at lukke det ude. Hun må selv holde styr på hvem hun inviterer. Det er ikke mit problem. Bare hun nu ligger sig ned og sover den ud. Jeg er ligeglad om hun brækker hver eneste knogle i hendes krop, jeg skylder hende ikke noget.

"Knirk!"

Døren til mit værelse går pludselig op og jeg sætter mig opret i sengen, stiv af chok. Det skarpe lys fra gangen blænder mig, men jeg kan svagt se den robuste silhuet af en fremmed, sorthåret mand stå i døråbningen.

"Din mor er meget fuld. Jeg fandt hende ligge ude på vejen, jeg kørte forbi i min taxa. Jeg fandt bare adressen i hendes pung. Jeg ligger bare nøglerne herude. Jeg har ligget hende ind i seng nu. Hun skal bare sove, hun er meget fuld" forklarer manden med en tyk, mellemøstlig accent. Han har et naturligt bredt smil, guldhalskæde og er klædt i en mørkeblå taxa uniform.

Han lød så rar og jeg får helt dårlig samvittighed efter han er gået. Jeg sagde ikke engang tak til ham. Ikke fordi jeg er taknemmelig over at han bragte hende hjem. For min skyld kunne hun havde blive liggende. Men fordi han gjorde sig alt den besvær for en han ikke engang kendte, ud af godheden af sit hjerte. Den slags mennesker er sjældne, tænker jeg mens jeg ligger mig igen. Hvis vi havde haft en eneste krone i huset, så ville jeg i det mindste havde betalt ham. Men det har vi ikke. Heller ikke. Der er faldet ro på inde i stuen og jeg ligger mig til at sove igen. Håber desperat at hun er kommet til sig selv når jeg vågner.
   
* * *
   "Hallo?" råber jeg, mens jeg banker på ruden med mine forfrosne knoer.

Jeg er i sne til knæene midt i den bidende storm ude foran min mors lejlighed. Der er mørkt omkring mig og så koldt at jeg ikke kan mærke mine fødder, selvom de er pakket i mine splinternye, knælange ruskindsstøvler. Det er 2. juledag og ingen har hørt fra min mor siden juleaften. Så ringer man til mig. Jo, selvfølgelig vil jeg da lige bane mig vej gennem den rasende snestorm for at tjekke op på min mor. Det var allerede mørkt da jeg blev ringet op mens jeg sad hyggeligt og varmt foran tv'et på det lille kollegieværelse, hvor jeg har boet siden jeg flyttede hjemmefra. Siden da har jeg kun været hjemme igen en håndfuld gange. Jeg havde ingen lyst til at se det sted nogensinde igen. Men nu står jeg alligevel her udenfor hendes rude og banker på.

"HALLO?" prøver jeg igen lidt højere. Intet svar.

Jeg baner mig vej gennem sneen og trækker mig med besvær op på den isglatte altan, så jeg kan se bedre gennem ruderne. Der er lys derinde i stuen, men persiennerne er trukket for. Jeg bevæger mig stiv af frost om på den anden side til døren igen, for at ringe på en sidste gang. Stadig intet svar. Jeg har ikke længere nøglen. Jeg ringer til politiet, som ringer til låsesmeden. Da han får åbnet døren, går jeg ind efter betjentene og ser hende med det samme. Hun er allerede død og har været det i et stykke tid. Siden juleaften.

"Jeg havde sgu holdt mine penge på, at hun ikke var hjemme" siger en af betjentene fra vedsiden af mig.

Hun ligger på knæ foran sin sovesofa inde i stuen, nærmest som om hun beder. Hendes ansigt er skjult i folderne af et vattæppe. Mit værelse er det eneste der har ændret sig siden jeg boede der, ser jeg mens jeg vandrer rundt i lejligheden med en morbid nysgerrighed. Mens ambulancefolkene fjerner hende fra sovesofaen og ud i ambulancen, stiv som et bræt. Hun rykkede aldrig ind på mit værelse efter jeg flyttede, men blev inde i stuen. Tabet må have været for stort for hende. Det er det ikke for mig. Jeg havde håbet på en hurtig afslutning. Det skulle ikke trækkes i langdrag. Ikke for hende og ikke for mig. Især ikke for mig. Hun har ødelagt min barndom allerede, hun skulle ikke også få lov til at ødelægge mit voksenliv. Afklaret ved denne tanke forlader jeg lejligheden. Og tager hjem.