Jeg sidder på mit værelse i min lille enmandsseng. Det er søndag og jeg har stadig nattøj på. Ind ad vinduet står den skarpe formiddagssol og den falder brændende på min højre skulder. Min ryg er presset mod væggen bag mig og mine øjne stirrer tomt ind i den lille fjernsynsskærm overfor mig. Der kører en tegnefilm, 'Dexters Laboratorium', men jeg bliver ved med at glide ud af handlingen. Til min venstre side, i døren til mit værelse, står min mor. Hun er klædt i sine sædvanelige lyseblå cowboybukser og striktrøje, hælene på hendes sorte læderstøvler slider højlydt over dørtrinet da hun træder ind. Klokken er ikke engang 11 og hun er allerede godt halvfuld.
Hendes stemme runger højt i det lille værelse og jeg er sikker på at alle i opgangen må kunne høre hende. Hun raser igen. Over hvad, ved jeg ikke. Jeg kan ikke længere holde fast i hendes ord, hører kun lyden af hendes snøvlende, vrede stemme. Hun går i ring, siger de samme ting igen og igen. De samme sætninger, de samme ord. Uden mening, uden indhold. Jeg er ikke sikker på, at hun selv ved hvad hun taler om længere. Ind i mellem kommer der nogle lidt højere, mere ondskabsfulde bemærkninger, før hun samler op hvor hun slap og gentager sætningen fra før.
"Og det ka' jeg godt love dig for, du! Nu gider jeg snart ikke mere, mand! Det ka' jeg kraftedme godt sige dig! Nu er jeg snart ved at være pis-se-træt-af-dig!"
Hun deler de sidste par ord op i tunge, langsomme stavelser og støtter sig et øjeblik op ad væggen med den ene hånd. På trods af hendes svajende og usikre bevægelser, står hun fast som en solid mur foran døren til mit værelse. Den eneste udvej. Hun har forsat sådan her i timevis, men det føles nærmere som dage, som år. 15 år for at være helt præcis. Hver dag, den samme rutine. Hun står op hen ad formiddagen, sidder ude i sit køkken, drikker kaffe og ryger smøger. Taler måske i telefon med nogle af sine forskellige druk-bekendtskaber og gør sig klar til at gå ud af døren. Over at få dagens første øl på bodegaen. Ikke fordi at hun ikke har drukket inden da, nej. Nettos billige hvidvin på karton.
Omkring middag forlader hun lejligheden og er først hjemme igen sent om aftenen. Men ikke før hun har tvunget sig vej ind gennem døren til mit værelse, hvor jeg har siddet helt stille og prøvet ikke at tiltrække hendes opmærksomhed. Ikke før hun har fået læsset alverdens dårligdom, bistandsproblemer, aktiveringskrav og den evindelige brokken over 'det fucking system' over på mig. Så kan hun gå ud af døren med ro i sindet og være sammen med andre mennesker - som selvfølgelig aldrig ville finde sig at blive talt til på den måde. Så er det jo heldigt at hun har mig. Så praktisk og lige ved hånden er jeg, som jeg sidder her helt stille og prøver at holde blikket på fjernsynet. Prøver at lukke hendes ord ude. En person der ikke bare lige kan rejse sig op og gå sin vej når det bliver for meget. Ud af øjenkrogen ser jeg hende træde længere ind i værelset, mens hun fortsat råber.
"Hvis du forfanden i helvede bare ville høre efter hva' helvede jeg sagde, mand! Du lytter aldrig en skid efter, du sidder bare der på din fede røv!"
Jeg er fanget, det ved jeg. Det nytter ikke noget at prøve og diskutere med hende, det gør det kun værre. Kommer kun mere brænde på hendes bål. Jeg føler et stik af intens vrede over min situation. Hvad er det mon jeg har gjort for at fortjene det her? Hvad er det jeg har gjort så galt, at hun kan råbe om det i timevis? Svaret findes ikke i hendes ord. De kører stadig bare i ring, og bliver ved og ved. Det er som om det bare ikke vil stoppe i dag. Som om det bare vil fortsætte ud i uendeligheden.
Hun træder nærmere endnu og står nu næsten lige foran mig. Halvt bøjet ind over mig, mens jeg sidder ubevægeligt i sengen. Det spænder i hele min krop og jeg opdager at jeg ryster svagt. Jeg ser ikke længere fjernsynsskærmen. Solen står nu direkte ind i værelset og oplyser dets gule vægge i et blændende skær, som næsten gør fysisk ondt at se på. Mit blik er tåget som om jeg skal græde. Men det er længe siden jeg har gjort det. Hun opfatter intet og hendes ord bliver kun mere intense, højere endnu. Jeg tager en dyb, rystende indånding. Forsøger at lukke hendes stemme ude, som jeg plejer. Jeg plejer at kunne sidde i timevis uden at sige noget, uden at røre mig og lukke alting ude. I min egen lille verden. Mit fængsel, som hun aldrig kan bryde ind i. Tykke murer af hærdet stål omgrænser min sjæl. Murerne bliver tykkere og hårdere med tiden. Men i dag... I dag ryster de. Vakler under presset. Jeg forsøger desperat at holde sammen på dem. Hun står nu lige foran mig og læner sig helt ind i ansigtet på mig. Der er ingen grænser. Hendes ord runger højt i mine ører og jeg kan lugte hendes stinkende øl-ånde, mærke hendes spyt på mit ansigt. Hendes vrede grå øjne stirrer lige ind i mine.
Det nytter ikke noget. Mine solide stålmurer smadres som glas. Mine hænder flyver op til mit ansigt og jeg skriger af mine lungers fulde kraft. Mit skrig går gennem marv og ben, gennem vægge og murer. Over byer, lande, ud i universet og tilbage igen. Alle skal høre det. Alle skal komme løbende med det samme og stoppe det. Mit skrig skal stoppe hende, min mor, chokere hende så dybt at hun aldrig mere tør sige et ord til mig. Stilhed for evigt. Jeg ved ikke hvor længe jeg skriger. Det kan have varet flere minutter eller kun få sekunder. Da jeg kommer til mig selv er jeg hæs og mit ansigt er varmt og tungt, som da jeg var et ganske lille barn. Tænk at jeg skulle tilbage dertil. Lyden og farverne strømmer tilbage til mig og jeg glor op på min mor. Det tager mig et par sekunder at fatte: Hun taler stadig. Hun er aldrig stoppet. Hun har talt lige hen over mit skrig. Vadet lige hen over det med hendes ord, som om det intet betød. Uden hensyn til min desperation og nær-sindssyge. Hun taler endnu og det er som om der går et par minutter før hun registrerer skriget. Eller før hun finder det nødvendigt at kommentere.
"-og så skriger du bare helt vildt, som en sindssyg!". Hun gør for første gang ophold og glor forbavset på mig. Hun bliver stående et øjeblik, uden at sige noget, og bliver bare ved med at glo på mig. De få sekunders stilhed er en skærsild. Jeg har ingen anelse om hvad jeg skal sige eller gøre, så jeg stirrer bare stift ned i gulvet. Da hun forsætter sin talestrøm, er jeg næsten lettet. Ynkeligt.
"Nu kan det fandme snart være nok, du! Det siger jeg dig, du ska' bare høre efter hvad der bliver sagt, du!"
Sådan en grundrystende ligegyldighed. Blot en kort kommentar var det eneste mit skrig kunne frembringe. Mit skrig fra sjælen og ud, der sagde alle de ting jeg aldrig ville kunne sige til hende, alle de følelser der aldrig kommer til overfladen. Hun råber ikke mere, skælder bare ud, brokker sig. Gentager sig selv at par gange til, før hun træder de par skridt ud af mit værelse og ud i gangen. Famler efter sin cowboyskjorte og taske. Jeg ænser knap nok da hoveddøren smækker i efter hende. Jeg sidder som lammet tilbage i min seng. Jeg kan ikke røre mig, alle mine lemmer er følelsesløse og ubrugelige. Mine kinder føles våde. Skårene af mine urørlige, nøjsomt opbygget stålmurer ligger for mine fødder. Jeg kan begynde forfra. Jeg kan begynde helt forfra. Fortvivlet ved denne tanke, overgiver jeg mig til søvnen. Stilheden i lejligheden er øredøvende nu.