Jeg står alene herude i regnen
En kold dag i juli og glemmer hvorfor jeg kom
Mens jeg i de dansende skyer leder efter figurer og tegn
Falder jeg i ét med alt det grå, en del af landskabet blot
Gaderne ligger øde og bygningerne omkring mig er tavse
De skjuler sig for mig bag tæppet af gråt
Ude på græsplænen ligger små navnløse genstande, kolde og snavsede
Efterladt af de sorgløse væsner derinde, som gemmer sig lunt og godt
Regnen falder stille på mit ansigt, kølig og blid
Den græder med mig og vasker minderne bort
Minder der nu virker så ældgamle, som fra en svunden tid
Men måske er de ikke engang fra i går
Stille går den falmende sol ned bag tæppet af gråt
Men intet lys kommer stadig fra væsnerne derinde
Og mens mørket falder omkring mig så småt
Ligner landskabet nu et hav som jeg ikke kan genkende
Mens jeg langsomt begynder at trække mig selv i land
Skinner lyset nu endelig fra bygningerne og det breder sig
Et vindue til det perfekte liv, en verden udover min forstand
Og som regnen ophører, skyller håbløsheden over mig
Bygningerne viser nu deres hårde facader og på stive ben går jeg min vej
Deres skarpe lys håner mig, fra de sorgløse væsner som aldrig kunne forstå
Som kigger ud og undrer sig over, hvorfor jeg står alene herude i regnen
En kold dag i juli og glemmer hvorfor jeg kom