Lyden der ikke findes mere
Ekkoet af ingenting der runger højt i mit indre øre
Som kinesisk vandtortur i en katedral
Stilheden vokser som en ånd ud af flasken
Stirrer mig i øjnene så de stivner og gør ondt
Skriger sin tomhed ud i ansigtet på mig
For derefter aldrig at findes mere, eller før
Den knitrende tavshed omfavner min krop som en fuld onkel julemorgen
Hvad der var derude og rundt, siver igennem huden med nålestik og fylder min krop
Oppustet som en billig, slatten kræmmermarkedsballon
Helt fyldt af ingenting og tomt
Hul, kun hulhed der vokser indefra, æder mine organer og tanker
Jeg er tom, jeg er uden, jeg er alene
Jeg er mig
Kun mig, i dag, i morgen, engang måske
Jeg ryster det af mig, vælger dagens maske, måske den med fjer?
De andre forstår ikke
Ved ikke
Tror ikke
Må ikke
Skal ikke
...Kan ikke
Smil, grin, joke
Vær far, mand, dreng, fortabt, ensom og oppustet stolthed
Musikken sletter alle spor, skærer igennem ingentingen som en slagter på akkord
Taknemmelig, tanketom, blå med lyserøde prikker
Et kinderæg, en hoppebold
...i halsrøret på en baby
Det kvæler barnet helt uden garn
Lige nu, lige her, ikke mere
Sletter tomhed,
Stilhed,
Larm,
Tanketorsk og bange,
Megalomani
Mig, ham, den, det, intet, alt for nogen
Den sorte skærm griner igen ad mig,
Jeg spejler mig i den blanke tomme sandhed
Kigger ham i øjnene for sidste gang...
Lige nu, ikke mere, fred igen
Trykker på knappen og starter computeren
Borte, overdøvet, sikker, tryg
Trygheden sletter timer,
Dage,
Uger,
År,
Familie og venner
Men den er kun
lige her,
lige nu,
ikke mer',
Bare hjemme