"Godmorgen, så er det tid til at stå op. Godmorgen, Camilla. Klokken er syv." Susanne stikker hånden under dynen og lader sin hånd glide op og ned ad sin datters ryg.
"Godmorgen, kan du så vågne op," fortsætter hun blidt og kærligt, men med mere påtrængende stemmeføring. Susanne ved, at det kan være en temmelig lang historie at få Camilla vækket. Hun vugger hende lidt fra side til side med hånden, men der er ingen reaktion. Det er tydeligt, at Camilla er sunket dybt ind i den lille krop, der ligger fuldstændig afslappet og lader sig vugge. Susanne kigger på sin datter. Hun er så køn og dejlig, som hun ligger dér. Når først hun kommer på benene, dukker også mindre charmerende sider op, men selv dem holder Susanne af - det er jo også det, man har en mor til. Det er ikke nemt at sige, hvem der er den stærkeste i deres relation, men der bliver i hvert fald prøvet kræfter mellem dem.
Susanne rejser sig og trækker gardinerne fra for at lade lyset hjælpe hende med at vække Camilla. Det er blevet et dejligt værelse, lyst og rart. Og meget piget. Hun kigger over i krogen, hvor dukker i alle størrelser sidder pænt side om side på et tæppe. Videre forbi det lille skrivebord, fyldt af perler, smykker og Camillas sminkeboks, der indeholder mere sminke og flere læbestifter, end Susanne har brugt i hele sit liv, og som Camilla, trods Susannes modvilje, har fået lov til at beholde. Det er ikke populært at tage en farmors gaver fra et barn - hverken hos barnet eller farmoderen. Så må hun jo så bare kvæles i giftige dampe og farlige farvestoffer, som Susanne opgivende havde bemærket til en veninde, der som en god veninde selvfølgelig havde givet hende ret i hendes utilfredshed med farmorens disposition - det er jo også det, man har veninder til.
Hun har måske lidt rigeligt mange ting herinde, tænker Susanne videre, idet hun kigger over på reolerne i den modsatte ende af værelset. Bøger, spil, dukketøj og dukkemøbler, udklædningstøj og legetøj fra stort set enhver varegruppe i Fætter BR. På gulvet ligger dvd'er og cd'er stakket op, der er et dukkehus, hendes gamle dukkevogn og et par andre køretøjer. Og så ligger der et utal af bamser i forskellige størrelser blandt de få møbler, der er i værelset. Ja, og så fjernsynet midt i det hele. Det er, som om der hele tiden, helt af sig selv, kommer nye ting ind på værelset, mens det kræver en større indsats at få nogle af de gamle ting ud igen. Og at få de gamle ting helt ud af deres liv er nærmest helt umuligt; det vidner kælderen om. Det var én af de ting, Susanne og hendes tidligere mand havde skændtes om. Og ja, det gjorde de for øvrigt stadig, selv om de nu havde været skilt i snart et år.
"Godmorgen, kan du så vågne op, skat. Du skal op og have morgenmad. Din far kommer i dag, så det er tid til at vågne." Susanne mærker de første tegn på tilstedeværelse gennem sin hånd og ser Camilla løfte hovedet en smule, dog blot for igen at lægge det endnu bedre på plads på puden.
"Kan du så vågne op, ellers kommer der små mus og kilder dig," siger Susanne og kilder hende lidt op ad ryggen og i nakken. Camilla krummer nakken en smule bagover, men der kommer endnu ingen lyde fra hende.
"Jeg kan godt forstå, at det er lidt svært at vågne, men du skal op, min skat. Din far kommer om et par timer. Det kunne være rart, hvis vi to havde lidt tid her inden til at spise sammen og pakke. Så vi er helt klar, når han kommer."
"Er der allerede gået en uge?" kommer det næsten uhørligt fra den stadig ikke helt vågne pige. "Det går så hurtigt. Kan vi ikke blive sammen en uge mere, mor?"
"Nej, det går jo ikke, det ved du godt, min skat. Det bliver da også dejligt at være sammen med far, det er jeg sikker på."
"Vil du ikke tænde fjernsynet, så skal jeg nok vågne."
Susanne synes egentlig, at det er en dårlig idé, men tænder alligevel. Hun opdager straks, hvorfor fjernsynet er fuldt på højde med de bedste vækkeure. Børn formodes åbenbart at have et konstant behov for hurtige, voldsomme billedskift, ledsaget af råb, skrig og et væld af lyde af en anden verden.
Susanne mindes dengang, hun var barn, og de bare havde et TV, der først blev tændt, når der kom noget interessant - for eksempel Danmarks Radios verdensmester-børnefjernsyn. I dag er der stort set et TV i hvert rum i huset, og hun er holdt op med at slukke for dem, når hun kommer forbi. Minutter efter er de alligevel tændt igen, ligesom de fødselsdagslys, der af sig selv flammer op, straks efter at de er pustet ud. I dag er det også sådan, at der er fem-seks kanaler, der stort set dagen lang sender TV for børn. Hun trøster sig med, at hun har læst, at børn både kan bibeholde synet og udvikle almindelig intelligens, selvom de vokser op med TV som én af deres søskende. Dem er der jo heller ikke så mange af i dag.
En halv time senere sidder de og spiser morgenmad sammen.
"Hvordan synes du, at det fungerer med at skiftes med at bo med far en uge, så mor en uge og så videre," spørger Susanne, som ved, at det er vigtigt at skabe muligheder for Camilla til at fortælle, hvis hun har problemer eller er ked af det.
"Hvis bare far ikke sendte mig i seng klokken otte. Jeg kan overhovedet ikke sove så tidligt."
"Nå, men jeg putter dig da også ved ottetiden."
"Nej, den er altid nærmest ni, og så læser du altid to-tre historier. Far læser kun én."
"Nå, men så må du jo spørge, om han ikke vil læse én mere, måske."
"Det gør jeg da også."
"Hvordan med dine skolekammerater, går det godt med dem, synes du? Vi har jo indrettet det sådan, at du altid kan være sammen med dine venner. Er det ikke rart? Selv om mor og far har valgt ikke at leve sammen, skal det jo ikke gå ud over dig, vel."
"Meget godt," svarer Camilla kort. "Men mor, hvorfor blev I skilt? Mads henne i skolen siger, at hans forældre blev skilt, fordi moren vil spille kort, og faren hellere vil køre på motorcykel. Så siger Lone, at hendes forældre blev skilt, fordi faren slog moren, og så ville hun skilles. Kan man ikke bare være gift og så ikke blive skilt?"
"Joo ... nogen kan. Andre - ligesom far og mor - finder ud af, at de hellere vil leve og bo hver for sig. Man kan ikke helt selv bestemme, om man holder op med at elske hinanden."
"Elsker du da ikke far?" Camilla lægger hovedet lidt på skrå og kigger på sin mor.
"Joo, det gør jeg da - på en måde."
"Hvad så med ham, der var på besøg ... som du kysser med?" Camilla fniser.
"Ham er jeg også glad for. Det er én af de ting, vi mennesker må øve os på her i livet: At administrere vores kærlighed. Ellers bliver livet meget vanskeligt. Susanne forventer ikke, at Camilla forstår, hvad hun siger, men man ved jo aldrig.
"Far kysser med Lene, som var på besøg sidste gang. Tror du, at de skal giftes?"
Så, nu er det, at jeg skal holde tungen snorlige i munden, tænker Susanne, som har svoret aldrig at tale dårligt om Emil til Camilla. Det havde der været nok af, da de boede sammen.
"Ja, det ved jeg jo ikke. Det må vi nok lade far og hende Lene selv finde ud af."
"Hun er smaddergod til at tegne. Jeg har fået de her farver af hende." Camilla løber ind på sit værelse og kommer tilbage med en stor æske oliefarvekridt i hænderne.
"Nej, hvor dejligt, Camilla. De ser rigtig gode ud." Hun mobiliserer, så godt hun kan, sin positive indstilling over for Emil og hans åbenbart nye kæreste. Det er første gang, hun hører om sådan én. Hvordan kan det være, at andres lykke kan være lige så svær at rumme og glædes over, som andres ulykke kan være befriende og - selvfølgelig ganske ubevidst - frydefuld?
"Nå, vil du så hjælpe mig med at pakke det sidste, min skat."
"Ja, ja da." Camilla er ikke voldsomt begejstret, men tøffer med. På bordet i stuen ligger en stor kuffert og et par mindre tasker. Susanne går og pakker lidt tøj sammen og lægger det i kufferten.
"Nu er det jo vigtigt, at vi husker det hele. Det er jo lidt besværligt at skulle sikre sig, at alt det, der skal bruges i løbet af ugen, kommer med."
"Hvad med bare at købe to af alting," foreslår Camilla, der jo endnu er velsignet af sin begrænsede viden om økonomiske realiteter.
"Arh, det går jo ikke med alting, min ven." Men det var nu lige så stille det, Susanne forsøgte at realisere. Men der er jo visse personlige ting, der ikke kan dubleres.
Det ringer på døren, og Camilla løber hen og lukker op.
"Hej, far."
"Hej, Camilla, hvor er det dejligt at se dig."
"Kom ind, mor og jeg har lige spist morgenmad."
"Hej, Susanne."
"Hej, Emil. Har du spist morgenmad, eller vil du have noget med nu, det står stadig på bordet?"
"Jeg kan da godt spise et stykke brød og drikke en kop kaffe."
"Sæt dig her mellem mig og mor." De sætter sig alle tre ved bordet.
"Uh, jeg glæder mig til, at vi skal være sammen en hel uge, Camilla." Emil lægger armen om Camilla og giver hende et kram.
"Hvordan går det? spørger Susanne. Hendes erfaring siger hende, at det er vigtigt, at snakken flyder, når det er skiftetid. Bliver der stille for længe, er det helt ukontrollabelt, hvad der dukker frem af stilheden. Det må komme af den helt særlige form for kærlighed, der findes mellem mennesker, der engang har følt evig troskab over for hinanden, men som har mistet følelsen igen.
"Jo, jeg har været tidligt oppe, ordnet lejligheden, vandet blomster og så videre. Pakket mig lidt sammen. Så mødte jeg underboen; han lød til at være glad for, at jeg ville være væk en uge. Han klager lidt over mit spilleri."
"Du sidder måske stadig oppe og spiller den halve nat?" Susanne havde altid været i tvivl om, hvorvidt det var hans guitar eller hende, han elskede mest. Nu var det i hvert fald guitaren, der havde vundet i dét drama. Mon hun stadig var lidt jaloux?
"Jeg har ringet efter en taxa, så om et par minutter tager jeg af sted. Kan du ha' det godt, Camilla." Susanne sætter sig på hug og giver sin datter et ordentligt kram. "Jeg glæder mig, til vi ses igen. Jeg håber, at I får en dejlig uge sammen her, I to."
"Du må gerne købe en gave til mig, mor. Hvis du finder noget barbietøj, for eksempel. Vil du det?"
"Gave. Har du ikke næsten lige holdt fødselsdag, hvor du fik masser af gaver?"
"Joo, men jeg vil gerne have noget mere Barbie-tøj."
"Ja, nu må vi se, om jeg falder over noget."
"Ha' det godt, Emil. Camilla vil gerne have kylling til aften, så det har vi taget ud af fryseren. Den ligger på køkkenbordet. Vi ses næste lørdag."
"Ok, fint. Vi ses. Hej, hej." Emil går med ud med Camillas hånd i sin, og sammen vinker de til Susanne.
"Jeg har forresten taget den grønne maling og nogle pensler med; jeg skal male noget i lejligheden. Håber ikke, at du skal bruge det."
"Vi har vist ingen planer om at male, vel Camilla?"
"Nej da, vi skal på McDonald's i stedet," griner Camilla.
Susanne stiger ind i taxaen, ruller vinduet ned og vinker.
"Hej, hej, vi ses."
"Farvel, mor."
"Farvel."