Jeg stemmer imod mit mismod, mit livs rod,
med sang og klang der harmonerer skidt med livsmod.
Jeg brænder fast hvor jeg stod, brænder sammen i hovedet,
klamrer mig til en node, en kode der giver adgang til ledetråde -
tråde jeg kan sy sammen til sammenhæng,
sy sammen til mange ting, klæder af læder og sans og samling,
så jeg kan prøve at fremtvinge forankring
i et liv der mest af alting bliver forvirret af forandring -
ændringer der tvinger mig til at tilpasse mig ingenting.
Alting går ned i en dybere flerhed,
flere ting går op i en højere enhed.
Jeg står fast, men jeg prøver på at blive ved
med at svæve mellem stilstand og flyvende frihed.
Jeg må finde et sted, hvor jeg kan være
mellem jord og atmosfære, mellem stort og småt, og bære
himmelen på skuldrene med fodfæstet intakt,
sortere i hvad der skal råbes, og hvad der bør blive sagt,
gribe magten over livet, sætte håbløsheden i skak,
før jeg slår mig selv ihjel, og kampen for livet er tabt
til livsforagt i pompt og pragt med sus dus og rus i frigear,
hvor jeg skider højt og helligt på alle, skider på hvad de si'r,
skider på fornuften og alle de sunde impulser den frigi'r
skider mig selv i munden til jeg ikke kan få ilt mer'
Det er ikke fordi jeg elsker at lyve, men
jeg er så fuld af lort at mit pis er tyktflydende.
Jeg ved ikk rigtig hvor tankerne vil flyve hen -
jeg er så fuld af pis at mit lort er tyndt flydende.
Ord vælter rundt i hovedet og jeg kan ikk' styre dem -
jeg er så fuld af lort at mit pis er tyktflydende.
Sandheden gør så ondt at jeg konstant fornyer den,
jeg er så fuld af pis at mit lort er tyndt flydende
Løgnen er blevet en følgesvend jeg aldrig lader bli' derhjemme,
den er altid med, den eneste sandhed jeg ikke helt kan glemme.
En gammel ven, en evig fjend', forræderisk og helt igennem
helt fantastisk til at send' mig ind i stilstanden igen.
Jeg kæmper men jeg taber tit, jeg ved godt det er latterligt -
måske jeg ikke vinder fordi jeg egentlig prøver alt for lidt?
Jeg sadler hesten om, men falder temmelig hurtigt ud af trit
med verdens tempo, der' en hæmsko for at jeg kan løbe frit.
Hvis jeg nu ku', så ville jeg løbe væk fra alle de mennesker
der fylder mig mistro og psykiske betændelser,
men jeg har endnu brug for dem og deres fysiske begrænsninger:
For uden dem havde jeg aldrig fået skrevet de her sætninger.