Mørket lå tungt fra gulv til loft på anden sal. Udefra var denne ikke særlig store lejlighedsbygning fyldt med spredt lys fra de mange vinduer, men nummer syv på anden sal havde intet lys. Intet lys fordi den yngre mand i lejligheden ikke ville tænde det. Intet lys fordi han bare stod ved vinduet og kiggede ud. Med sin hat holdt op ad brystet og med ansigtet der blev stribet af den røde aftensol. Mens man kunne høre københavnerne larme i form af drankere der drak hjernen ud, rige bilejere der kørte hen af brostenene og ludere der hentede deres kunder. Vinduet var blevet åbnet i håb om, at gardinerne ville fange en kold brise, men de havde ikke fanget andet end lugten af spiritus og cigaretrøg, og de små blide briser gardinerne flagrede i, gjorde næppe megen forskel. Rummet bag ham var beskedent møbleret og ved første øjekast ville man ikke lægge mærke til slidhullerne i gulvtæppet, ridserne i sofaen eller hvordan den mørkegrå maling skallede af. Heller ikke ved første øjekast ville man se at møllene havde haft et festmåltid i hans sandfarvede jakkesæt, der havde kostet en 5'er med tilhørende sokker og slips længere nede ad gaden hos den særdeles strålende skrædder Sørensen.
   Gulvet var støvet og til højre for døren afslørede en sort firkant i malingen at der måske havde været endnu et møbel, men det var ikke til at vide hvor længe der havde været væk.
   En kvinde ville sige at rummet var tomt, uhumsk og uden personlighed. Måske ville hun straks fylde det med alskens nips og rengøre stedet til ukendelighed. Men sådanne ting stod måske ikke øverst på den yngre mands prioritering.

"Kalder du det en øl?"
   "Har jeg misforstået noget - Hans-Erik? Skal vi til at diskutere øl?" Mandens stemme var drevet af irritation. Hans hurtige bevægelse, da han kørte sin hånd igennem sine blonde krøller, gjorde det tydeligt at han enten syntes det hastede, eller at han syntes at det var spild af tid. "Eller kunne vi komme til sagen?"
   Lavmeld var hans stemme dog - som om det ikke var hans mening at blive overhørt. Hvorimod Hans-Eriks stemme var langt mere højrystet, da han svarede uden at sige noget til den irriterede kommentar:
   "Jeg har fundet flere informationer om hr. Villads. Blandt andet om hvor han holder sig skjult."
   Den anden mand, der bar navnet Valdemar, kiggede et øjeblik intenst på Hans-Erik og lavede ubevidst en lille trækning med det ene øjenbryn. Valdemar granskede i det korte øjeblik den andens ansigt for at undersøge grundigt om han løj eller virkelig talte sandt. Det var svært, da Hans-Erik var en fantastisk spion og derfor havde nemmere ved at sætte sit ansigt i de rigtige folder, end at knappe sin egen skjorte. Men da Valdemar selv var en øvet spion, skønt hans alder, kunne han hurtigt se sandheden klart i den anden mands øjne. Dog skulle det ikke stoppe ham i at være på vagt.
   "Spyt ud inden jeg mister tålmodigheden," svarede han tørt, men lavmeldt.
   Caféen de sad i var ikke meget stor. Det var det fortrukne mødested, da der altid var megen larm og mange mennesker. Dette gav en bedre mulighed for at forblive uhørlig. Røgen fra adskillige cigaretter og cigarer gjorde næsten, at man ikke kunne se en hånd for sig. Larmen summede i baggrunden som regn mod brusten.
   "Jeg giver da ikke min ganske dyrebare viden ud gratis!" Hans-Erik slog ud med armene.
   Valdemar smækkede et lille bundt femkroners sedler han havde haft i sin inderlomme op på bordet og sukkede dybt. Det var heldigvis ikke hans egne penge, men nogle han havde fået tildelt af bossen til hvis lige netop dette skulle gøre sig gældende.
   Hans-Erik blottede et sæt halvskæve tænder trak bundtet hen ad bordet, inden han tog det op i sin store, ru hånd. Langsomt talte han pengene med sammentrukne øjenbryn, inden han lagde dem i sin egen inderlomme på sin brune forårsjakke.
   "Du nægter at tro det..." lo han så.
   "Sikkert, men det forhindrer Dem ikke i at fortælle mig det."
   "Han er taget udenfor København. Til den rige stad." Hans-Erik smilede og rystede på hovedet, mens han endnu lo som om han slet ikke fattede denne hr. Villads' planer.
   "Gentofte?" gættede Valdemar og løftede sine øjenbryn en anelse. .
   "Tænk nyere." Hans-Erik tog en stor slurk af sin øl og slikkede skummet af overlæben.
   "Hellerup?"
   Hans-Erik nikkede og Valdemar lænede sig tilbage i træstolen for endnu en gang at granske mandens ansigt. Var dette sandt? Havde han søgt skjul i Hellerup? Af alle steder. Han kunne have valgt hele København. Han kunne have skjult sig de mest tarvelige steder, men hr. Villads valgte et sted som Hellerup. Selvfølgelig havde han det. Hvem ville lede sådan et sted? Nødtørftige steder var da de nærmest oplagte.
   Det sagde meget om hvem manden var. Han var ikke helt tabt bag en vogn, og han var måske endda et luksusløg. Valdemar trak svagt på smilebåndet.
   "Sikke specifik De er," bemærkede han til sidst - tydeligvis ironisk.
   "Han har fundet en fin 'bronkitisfri' kælder hos en af de rigere familier, der åbenbart har handlet med ham. Altså før krigen."
   "Hvilken familie?" sukkede Valdemar.
   Hans-Erik gned tommelfingeren med langefingeren og pegefingeren som en gestus for at han krævede flere penge og penge fik han. Men Valdemar var ikke meget for det, så han fik tyve kroner denne gang. Det var dyrt at modtage information, men havde han noget valg? Den anden lænede sig ind over bordet og hviskede, så hans ølånde sneg sig ind i Valdemars næsebor:
   "Von Arsenfeldt, kalder de sig. Von Arsenfeldt? Hvad giver du?" Han lo en hæs og væmmelig latter. Hvert et ord dryppede af foragt.
   Valdemar nikkede bare og kom pludselig til at tænke på sin egen øl. Han havde ikke drukket meget af den, men han havde heller ikke brug for noget at drikke.
   "Tak for Deres tid. Jeg har desværre et andet ærinde, så De må have mig undskyld. Fortsat god onsdag."
   Hans-Erik blev derved efterladt med to øl han selv måtte betale for.

Nede på gaden hørtes et højere knald der næsten kunne lyde som skud. Det var tydeligt, at dette havde forskrækket den unge mand, da han for sammen og så rystede på hovedet af sig selv, mens han kørte hånden igennem sit store krøllede hår. Det irriterede ham, at han var blevet så paranoid det seneste år. Langsomt lod han hovedet hvile ved væggen mens han endnu kiggede ud. Solnedgangen farvede himlen med rødlige farver og en flok fugle plettede himlen med sort som de fløj over byen.
   Skud. Der var ikke noget som lyden af skud der kunne få denne unge mand til at springe op af sengen.

Kirsten frøs. Hendes skuldre dirrede og hun skuttede sig, mens hun trak sjalet om sig. Det var hæklet i hvid uld og lå tungt om hendes spinkle skuldre. Hun frøs altid - selv med det varme sjal. Og hendes grønne øjne så op på Valdemars brune kun ti centimeter over hendes. Hans hår lå næsten fladt på hovedet og hans tøj var gennemblødt af den silende regn. Han stod endnu ude i vejret og kneb øjnene halvt i, når en regndråbe ramte hans ansigt. Kirsten var dog inde i det trygge tørvejr med trædøren i den ene hånd. Hendes pande var rynket, som om hun ikke helt forstod, hvad han dog lavede ved hendes dør.
   "Kan vi gå en tur?" Valdemars stemme var lidt hæs, men han var ligeglad - han rømmede sig ikke.
   Kirsten kiggede hurtigt omkring. Bag sig ind i hendes hjem, hvor et lille bord med en broderet dug lige kunne ses i døråbningen til køkkenet. Hen ad gaden, hvor en varevogn var ved at blive fyldt med sække - skønt det dårlige. Da hun så at der ikke var noget truende omkring dem, sende hun Valdemar et af sine søde, skæve smil.
   "I det her vejr?" spurgte hun med latter i stemmen og løftede sine øjenbryn en anelse.
   Valdemar trak på skuldrene og tænkte først dér over, hvor kold og våd han var. "Hvis du har en bedre idé så..."
   Kirsten rystede på hovedet, og vidste at hun ville komme til at fryse endnu mere derude end hun havde gjort indenfor. Pokkers til lunefulde forårsvejr. Hun påførte sig en frakke og sammen gik de ud. Valdemar tænkte med sig selv at regnen var praktisk, skønt han kunne se på den spinkle Kirsten at hun dirrede. Ingen ville kunne høre dem for den larmende trommen fra regndråberne. De stoppede under et halvtag ved en lukket butik. De stod først ved siden af hinanden uden at sige noget, mens de kiggede ud på naturens kræfter.
   Der gik tid før nogen af dem sagde noget, men da de havde gået lidt tog Valdemar sig sammen og sagde med et lidt fortvivlet tonefald: "Jeg har tavshedspligt..."
   "Hvad kom du for at sige?" spurgte Kirsten bare og kastede et blik op på ham.
   "Jeg er blevet sat på arbejde igen. Jeg er væk i nogle dage," mumlede Valdemar lavmeldt gennem regnen. Han måtte gentage det, da Kirsten ikke kunne høre det første gang.
   "Jeg bryder mig altså ikke om, at jeg slet ikke ved noget," svarede Kirsten, men sagde ikke mere til det. Det gjorde Valdemar heller ikke.
   "Når det her er overstået køber vi et hus på landet ... ikke?" De ord fik Valdemar til at rødme. Han kunne mærke hvordan kinderne blev helt varme i kulden. Lidt irriterende. Irriterende hvordan han ikke kunne holde facaden her ude i regnen. Men Kirsten så bare ned uden at mæle et ord til hans spørgsmål. Hun var tavs i lang tid.
   "Gør nu ikke noget dumt," sagde hun og lød et øjeblik helt skrøbelig. Normalt virkede hun aldrig skrøbelig når hun talte. Kun hendes dukkeansigt og spinkle skuldre og håndled afslørede hende. Men det øjeblik var hun ikke bare den gæve Kirsten, der altid havde et drillende glimt i øjet - det øjeblik var hun den Kirsten hun var, hvis man gravede dybt og længe. Og han vidste næsten ikke hvad han skulle sige, da han så hendes ansigt med den dybe, bekymrede rynke i panden. De stod nu med fronten mod hinanden. Ingen af dem vidste, hvad de skulle gøre af dem selv.
   Hun kyssede ham ikke som hun ellers havde gjort før, men sagde bare farvel og knugede hans hånd ganske kort. Så forsvandt hun bag regndråberne.

Det var bedrøveligt. Det var bedrøveligt, hvordan hun bare sivede ud mellem fingrene på ham derefter. Som tørt sand på stranden. Han havde haft hendes latter, hendes stemme, hendes grønne øjne og røde hår lige foran sig for ganske få uger siden. For en uendelighed siden. Han kunne have levet hele sit liv med hende, hvis ikke alt var gået sådan galt. Men han havde ikke haft noget valg. Han havde været bundet af en kontrakt, og nu var han her. Drømmene om et hus på landet, et fint bryllup i den nærmeste kirke og måske endda børn var forsvundet med et sort, uendeligt hav og uanset hvor meget han ledte ville de aldrig vende tilbage. Lige nu følte han mest af alt, at han druknede i dette hav i det desperate forsøg på at finde noget han kunne kende fra sit gamle liv. Han var ikke voksen, han var ikke en mand. Hvordan kunne alle tro det?

Næste morgen fandt han sin pistol og pakkede den ind i et lille sort klæde. Han lagde den blidt under noget af sit mørke tøj og forlod lejligheden uden at skænke den et eneste blik. Mor og far boede ude på landet på deres gård - der var han vokset op, der var trykt. Den her lejlighed var en han havde fået af bossen da han skrev under på kontrakten. Det øjeblik han gik ned af trappen og ud på gaden, forstod han ikke noget. Han forstod ikke hvordan han havde kunnet skrive under. Men det var vel pengene. Det var vel håbet om at det snart ville være lyst igen - selv efter solen var gået ned.
   Han skulle ikke mødes med kammeraterne før de var nået frem til rigmandsfamiliens hus. Det var ikke meningen at familien skulle berøres af aktionen, så et hold skulle få familien ud ad huset og et andet skulle fange Hr. Villads. Bossen sagde at det var vigtigt at han var i live. Valdemar skulle ikke køre til huset.
   Så han tog jernbanen.
   En time efter - sådan føltes det i hvert fald - var han i byen. Hellerup. Han havde aldrig været der før, men havde fået en instruktion til hvordan han kunne finde von Arsenfeldts hjem. Det var lidt udenfor byen. Og hvilket prægtigt gods der kom til syne. Med en lang grusvej til vognen der snart ville komme. Han slog sig ned en halv kilometer fra villaen og ventede til lyden af en vogn kom nærmere og nærmere.

Han huskede suget i maven, da de bevægede sig ned i kælderen. Bronkitisfri? Den var mørk, dunkel og fugtig. Han havde været bange. Navnligt fordi det var mørkt. Og for om manden havde en pistol. De var tre mand dernede der ledte efter hr. Villads. Han havde gemt sig godt. Bag et støvet spejl. Men de fandt ham og fik ham bundet og hans hoved blev dækket med en lærredssæk. Han var bange. Med god grund. Og Valdemar var også bange, og han hviskede mange gange at det var forkert, men det hørte ingen af hans kammerater. De smed ham ind i bilen i et rum, hvor ingen ville kunne se ham og de kørte. Han var med denne gang. Hr. Villads mund var blevet lukket, så der var helt stille i vognen. Der mærkede han hvordan hændelsen føltes i maven.
   De gjorde noget godt for Danmark, hviskede han til sig selv igen og igen da han faldt i en dyb, dyb søvn i sin lejlighed.
   Han huskede så tydeligt chokket da han fik beskeden at vide af bossen. Om at alle måtte gå under jorden for at redde sig selv fra tyskerne. Om at de var blevet opdaget. Bossen fortalte endda om straffen. Om ståltråden der blev viklet om halsen. Der langsomt kvalte hver enkelt mand når de blev hængt. Han havde ikke haft noget valg. Sådan ville han ikke dø.
   Valdemars hænder var knyttede som han stod der ved vinduet. Han var alene. Hun var væk. Alt var væk. Han havde ingen penge. Og tyskerne var i hælene på bossen og alle under ham. I hælene på Valdemar. Han bankede sin hånd hårdt ind i væggen og ømmede sig bagefter. Der var ikke noget at gøre. Der var intet til at forhindre det der skulle ske. Han prøvede at berolige sig selv, men selv tanken om at der ikke ville ske noget med Kirsten gjorde ham bare bitter. De skulle blive lykkelige når Danmark blev lyst igen, men nu ville han aldrig se hendes skæve smil og røde hår igen. Og han var bare en ung fyr, ikke andet.
   En ung fyr der forlod den halvtomme lejlighed for sidste gang uden fremtid.