Jeg sidder krumbøjet ind over min skærm og tapper i keyboardet. Det jeg skriver er volapyk, hele handlingen tjener blot til, at folk skal tro, at jeg er travlt optaget og meget produktiv. I virkeligheden ved jeg ikke hvorfor, jeg forsøger at narre nogen. Alle ved jo, at vi ikke har nogen opgaver. Det er kun programmørerne, der sidder og nørder med et par småting. Strengt taget har jeg noget at lave. Jeg har fået besked på at lave tekster til det nye website. Men det har jeg arbejdet på i flere uger nu. Jeg finpudser stadig, og det kan jeg blive ved med. Smørtenoren, med det sporadiske pubetære overskæg, er konstant på nakken af mig. Jeg skal registrere mine timer i det nye timeregistreringssystem. Timeregistreringssystemet er noget, vi har fået indført næsten i takt med, at opgaverne har været dalende. Det skal altså tydeliggøres for ledelsen, at vi ikke har noget lave, og gerne også hvem, der har mindst at lave. Jeg er ret sikker på, at jeg falder ind i den kategori. Smørtenoren er nu blevet chefernes højre hånd, den latterlige lille flødeknøs som startede som studenterhjælp, og knap havde lettet måsen fra skolebænken, før han fik titlen 'Business developer' - og så skulle vi have timeregistreringssystemet, nye visitkort og et nyt website, og siden har vi kørt i frihjul ned af bakke. Når jeg ligger mig til at sove om natten, forfølger Smørtenorens smørglatte nasale telefonklang mig ind i mine mareridts. Han taler om timeregistrering, og vil samtidig sælge mig to dundyner for 299,- i bedste Lars Larsen stil.
Bag mig kan jeg høre hans joviale telefonsnak.
"Goddag Linda, det er Peter fra DesignZ." Han har en enerverende tilbøjelighed til at lægge et uforholdsmæssigt stort tryk på den sidste stavelse, før han siger navnet.
"Hvordan går det hos jer, Linda? Nå Linda, I løber vel stærkt som altid? Jeg skal ikke ulejlige dig længe, nu skal du høre Linda..." Jeg kan slet ikke have, det der med navnene, sådan noget ækelt sælgerfis. Hvis det så bare var forbeholdt telefonsamtalerne, men nej, det er også når han kommer hen og vil et eller andet.
"Chris, har du tid et øjeblik? Nu skal du høre Chris... det er fordi, Chris... timeregistreringen, Chris... det er meget vigtigt, Chris... husk det nu, Chris."
Jeg får bræksmag i munden over hans overgearede friskfyrsagtige sælgertilgang. Han minder mig mest af alt om hende i den uformelige røde sweater fra Biva, som forsøger at sælge øjebæ i fyr med et skabagtigt fingerpeg, som næsten går gennem skærmen og helt ind i stuerne.
Det er vist tiden nu, hvor man kan tage sig en pause, uden at det virker helt suspekt. Jeg møder Hannibal ude i tekøkkenet.
"Hva' så der?"
"Ja, hva' så, hva' så" - vi smiler et skråt, indforstået smil, som rummer en gensidig sympati for hinanden og foragt for foretagnet.
Vi kalder ham Patrick Swayze på grund af hans lange mørkblonde krøllede hår, som bølger rundt om det tykke rødmossede ansigt. Jeg trykker en kaffe ud af maskinen. Hannibal trykker en kaffe ud. I det mindste har vi en stadig en rimelig kaffe, nu, hvor frokostordningen er sparet væk. Selvom maskinen ofte går i stykker på grund af pulvermælken, som har et fedtindhold på 30%. Vi snakker mest om cykler. Hannibal har et firma ved siden af, hvor han ombygger cykler til alle slags formål.
"Nåh, vi må vel til den igen..." siger Hannibal og sukker, og vi står begge og kigger intenst ned i vores grumsede krus et øjeblik, som om vi kan læse lidt af fremtiden dér, før vi med en dyb indånding tager os sammen og dirigerer fødderne ind i buret igen.
Og så sidder jeg der, endnu et par timer og mærker kontorstolens uldne betræk stikke gennem mine lærredsbukser og irritere mine perspirerende balleflader. Jeg tapper volapyk på tastaturet og klokken ti minutter i fem, åbner jeg det forhadte timeregistreringsprogram og scroller lidt rundt. Der er ikke noget af min tid, jeg kan fakturere en kunde for. Ikke ét minut. Jeg vælger fanen interne sager > udvikling og taster 7,5 i rubrikken. Nederst i skærmbillede begynder et felt at blinke rødt, men jeg skynder mig slukke computeren, uden først at lukke programmer ned og logge ud. Klokken er slået fem, jeg skal ikke være her så meget som et eneste ubetalt sekund. Computeren sprutter og knitrer, jeg griber min trøje og min taske og damper hen mod udgangen. Gøg og Gokke (cheferne) sidder i glasburet til venstre, løfter hovederne, da jeg er på vej forbi, og jeg smider en hånd i vejret til hilsen. Den ene laver et tegn derindefra som kunne betyde "vent", men jeg vælger at tolke det som et vink. Jeg vinker og vender ryggen til. Bag mig hører jeg desværre glasdøren åbne sig og Niller råbe: "Chris, Chris, vent, har du lige fem minutter?" Jeg drejer omkring og tøffer slukøret ind i glasburet. Her står jeg afventende. "Sæt dig ned, sæt dig ned", siger Lars, og hiver en stol ud. Deres ansigter er anstrengte. Visheden prikker i mine hårrødder. Jeg ved udmærket godt, hvad der skal ske nu.
"Chris, ser du, vi havde besøg af revisoren i går. Som du ved, har vi ikke så meget at lave for tiden og bundlinjen ser ikke godt ud". Det er Niller, der har ordet. Lars sidder uroligt i stolen. Han ser træt ud og gnider sig med begge håndflader i ansigtet og hen over issen. Han læner sig helt tilbage, mens han knuger om stolens armlæn. Mest af alt ligner han én, der sidder i et stallende fly som buldrer mod jorden, med næsen ned af i en altfor stejl vinkel.
Niller har rodet sig ud i en længere forklaring og udredninger af bundlinjer og cost-benefit, og jeg beslutter mig for at afbryde.
"Okay, så jeg er fyret, I take it?" - Niller, smiler forlegent. "Chris, du er jo en af vores mest skattede medarbejdere, det ved du jo, du har været med os fra starten. Men revisoren har pålagt os at skære på omkostningerne og lige nu viser timeregistreringen, at du er en omkostning." Uelegant måde at sige det på. Men han har jo helt ret. At jeg er den de tjener mindst på, fordi de selv er nogle aberøve, og fordi de har hyret en Biva-idiot til at lave håbløst canvas-salg, det kan jeg jo ikke sige til deres åbne ansigt. Jeg er helt cool. Jeg siger bare et eller andet om, at den udregning jo ikke er rocket science - og med mine ord antyder jeg, at jeg har vidst noget i lang tid, som de først har indset nu. Rettidig omhu er ligeså svært at finde i dette firma, som det er at finde et møbel i Biva, som ikke er så grimt, at det føles som at få Salpetersyre i øjnene.
"Du har jo selvfølgelig dine tre måneders opsigelse", Niller siger det på en måde, så man skulle at det var noget helt særligt, en gave eller en bonus eller hovedpræmien i Lotto.
"Godt, kan I tilbyde at fritstille mig?", spørger jeg bramfrit. Lars rykker endnu mere uroligt rundt på stolen, han sveder også let. Utrolig jeg kan have den indvirkning på mennesker, som egentlig stiller mig i en ubehagelig position.
"Mjaa, angående det... det er der desværre ikke råd til." Det er Lars, der får det knebet ud af sidebenene, mens han karter rundt på stolen, som om han er det mødrende ophav til alle børneorm i miles omkreds. Irritationen pibler ud af alle mine porer. "Men nu I selv har sagt det, så er der jo rent faktisk ikke noget at lave. Jeg har efterlyst respons på flowcharts, tekster og strategidelen til det nye site i månedsvis, så det kan jeg ikke komme videre med. Og nu hvor jeg er fyret, vil I vel hellere ikke have jeg bliver for indfedtet I nogen nye projekter - hvis der ellers kommer nogen? - Så hvad har I egentlig tænkt jer? Jeg sidder jo bare og slider på kontorstolen", bider jeg igen.
Niller sidder og klikker på en kuglepen. Han hænder ryster - men det gør de altid, pilletårnet på hans bord er et vink med en vognstang om, at han fejler et eller andet, jeg har bare aldrig turde spørge hvad.
"Det...ehh... det synes jeg vi skal holde et møde om, Chris, i morgen måske...?", hans skotter til sin kompagnon.
"Fint", siger jeg koldt og rejser mig. "Vi ses". Et møde, min bare! Det er sgu' derfor firmaet er på røven. Vi holder møder hele tiden, om alt mellem himmel og jord, og man kan helt sikkert finde de to idioter i indtil flere møder, om det møde de nu skal sætte op med mig. Og de har sikkert spillet bordfodbold om, hvem der skulle have tjansen med at vippe mig ud. Det gør de altid, sådan nogle drengerøve, spiller bordfodbold om hvem, der skal udføre de svære eller ubehagelige beslutninger. Hvordan fanden ser deres timeregistreringer egentlig ud? Jeg buldrer ned af betontrappen, og når endelig ud i den friske luft, og så smiler jeg over hele femøren. Det hele føles som en lettelse. Jeg ringer til en kammerat. "Jeg er sgu' blevet fyret du'! - vil du med ned på Harbo og ha' en pils?" Kammeraten lyder som om han ikke helt tror på det friske i min stemme. Det er en konvention jeg har brudt. Man SKAL lyde presset og trist, når man lige har fået sparket. Jeg kommer i tanke om, at der er julefrokost på torsdag og spekulerer på, om jeg ikke bare skal aflyse. Men så tænker jeg, at nu man er ved det, så er det jo en perfekt chance for at drikke og æde et ordentlig hul i de to smølfers blakkede bundlinje. Desuden så er der jo ikke noget i vejen med kollegaerne, dem har man sgu haft meget sjov med gennem tiderne.