Der står en taske i stuen. En fremmed taske. Et meteornedslag. Ud over det ligner det ikke, at der bor nogen. Nogen anden. Men tasken, den kender jeg ikke. En lille sportstaske. Det kan være en mands eller en kvindes. Jeg tøver, men lyner den til sidst forsigtig op. En kvindes taske. Der ligger en notesbog øverst. Jeg tager den ud og kigger i den. En dagbog. Jeg læser et par sider. Der står noget om en fyr. Forelskelse. En strand, hvor de bader om natten. Det er for intimt. Jeg lukker bogen igen. Men nu er jeg rasende. Jeg venter hvert øjeblik på, at nogen skal sætte nøglen i døren. Jeg kan ikke slappe af. Jeg kan ikke gøre noget, bruge tiden til noget, før jeg har hørt den nøgle i døren. Jeg bander. Går frem og tilbage. Jeg slukker lyset, så det fra gaden ikke ser ud som, om nogen er hjemme.
Endelig hører jeg nøglen i døren. En person låser sig fumlende ind. Jeg venter til personen har åbnet døren ind til stuen. Jeg siger 'hej'. Ordet splintrer stilheden, som is der skruer. Det giver et gip i hende. Hun er forskrækket. Måske endda bange. Usikker i hvert fald.
Er du J's veninde? Ordene springer mod hende hårde som flintsten.
Ja, siger hun.
Og han har lovet dig at du kunne bo her?
Ja, siger hun.
Det kan du ikke. Det er min lejlighed, og J låner den af mig. Han har ingen ret til at låne den ud til venner. Aftalen er, at jeg selv kan bruge den, når han er ude at rejse. Men det har han måske glemt?
Hårdhed og hån gæster min stemme, men de kender deres besøgstid. Hun er ung. Jeg er selv ung, men hun er yngre. Måske kun atten eller tyve. Jeg siger lidt blidere: Du skal aldrig stole på noget J siger. Aldrig. Du må selvom, om du tror på mig, men alt hvad han siger er bullshit. Jeg er ked af det, men du kan ikke bo her.
Jeg forstår det ikke... han sagde...
Hun siger det spagt, det lyder fugtigt, og hun står ser hvid og nopret ud som Lambi lokumspapir. Hun absorberer de tårer, som rasper bag stemmen. Hun lægger nøglen med papirshånd på reolen, folder sig og løfter tasken, den hænger tungt som en kanonkugle på hendes skulder. Hendes pupiller er sorte og hendes hånd ryster, mens hun fumler med dørhåndtaget. Døren smækker. Jeg stirrer ud i entreen. Skakternet linoleum, der sidder løst i kanterne. Jeg kan ikke mærke fødderne i mine sko. Jeg sætter mig på sengen og ryster.