Jeg træder ind af porten med en puls som tikker hurtigere end en geigertæller under en paddehattesky. Jeg er fuldstændig spændt ud imellem to modstridende emotionelle reaktioner; eksploderende afmagt og imploderende selvtillid.

Jeg træder ind i Anden Aktørtippien og sidder over for Himmelråbende Inkompetence, som kigger ned på mig fra sin gaspatronforhøjede kontortrone. Med sit skrankepave scepter peger hun på mig og siger: "Jeg hedder Himmelråbende Inkompetence, og jeg vil stille dig nogle spørgsmål om din jobsøgning."
   Jeg tror bare, jeg nikker. Jeg forsøger at gøre mit ansigt til en mur, hård og uigennemtrængelig, men Himmelråbende Inkompetence inspicerer mine fuger og finder dem porøse og derfor inkompetente. Hun smiler selvtilfreds. Og inde i den mikroskopiske klaustrofobiske kontorkube er hun mesteren, og jeg er lærlingen. Faget, hun vil udlære mig i, hedder inkompetence, og vejen dertil er ydmygelse. Hun siger: "Det er ved at være tid til, at du skal på vores fantastiske kursus "Jobkanonen"."

Jeg føler, hvordan hun allerede har taget sigte, og er ved at antænde lunten. Jeg kigger ind i kanonrøret, det store sorte hul på 6 uger. Jeg ved, hun har mig på kornet, og at der ingen mulighed er for at undslippe. "Hvis du synes", siger jeg apatisk. Hun fortsætter: "Kender du google? Hvis du ikke har fundet job endnu, er det fordi du ikke googler intensivt nok." Hun tapper energisk i sin computer, den skal først starte op. Den store maskine syder og hvæser og udspyr statisk elektricitet, mens den kommer op i omdrejninger på en mistænkelig arbejdssky måde.

Himmelråbende Inkompetence fortsætter uanfægtet: "I "Jobkanonen" har vi for eksempel et fantastisk kursus i kreativ jobsøgning, der hedder "Legehuset", når du er færdig med dette, kan du fingermale din jobansøgning i de tre primærfarver. Vi laver også yoga i et skimmelsvampebefængt kælderrum, her lærer vi at ånde ind og ud som Darth Vader, mens vi fokuserer vores energi på jobsøgning i universets fjerneste galakser." Hun kigger mig i øjnene på en ætsende måde og tapper videre på det ugidelige apparat. Jeg får ikke rigtig et ord indført før hun hårdt og definitiv tamper en tast i bund.

"Du søger job som klipper og produktionsassistent, og du har også været organist i Kirke Hyllinge?" Himmeråbende Inkompetence spørger ikke, hun konstaterer. Desværre har EDB-maskinen på spøgefuld vis fundet oplysningerne på det stakkels orgelspillende individ, der skal i audiens efter mig. Jeg fatter sammenhængen og protesterer, men der skal næsten en hel hymne til for at mane klipper, produktionsassistent og Kirke Hyllinge i jorden, og få fundet det rigtige sagsnummer frem. Himmelråbende Inkompetence tror nemlig meget mere på det hvæsende EDB-orakel og hendes hjemmetilegnede tofinger-system end på mig; det mistænkelige samfundsunderminerende element, der sidder overfor hende og remser helt andre jobs op.

Hendes døde automatblik hviler på mig, tager mig under kærlig statsbetalt behandling. Blikket siger: "Jeg håndhæver de ti bud og de tusind paragraffer nådeløst, og jeg vil martre dig med dem, til du er stemplet og brændemærket Inkompetent, og derefter kan du slippes ud igen, en smule mere udstødt, en smule mere paria - med stykkerne af din selvtillid i en lille syltetøjskrukke."

Jeg får en næsten fysisk trang til at holde mig for ørerne, før kanonen går af og sprænger min selvtillid til smitherines.