Han var virkelig høj, han snakkede meget og hurtigt, men sagde aldrig rigtig noget. De andre fornemmede det lynhurtigt, at han med hans velformulerede tale forsøgte lægge et røgslør over hans manglende engagement. Hvert andet øjeblik vågnede han op med samme uvirkelige fornemmelse, som den morgen, for atter at synke ind i et sted uden for tiden. Morgenerne var det sværeste. Man skulle tro at det kunne få ham ud af døren, behovet for at komme væk fra den seng. Men tværtimod. Som regel lykkedes det ham at stå op, spise og gøre sig klar. Men derefter trak han tiden ud, ikke bevidst, ikke med vilje. Men der foregik en kamp indeni ham hver morgen. Ville det i dag give mening at gå ud af den dør? Ofte stod han der, foran døren, med jakken på og tasken i hånden. Og så tøvede han. Kom i tanke om et æble hans skulle have med. Gik ud i køkkenet og skottede ind på soveværelset, den redte seng, som han gik forbi. Det var som om lejligheden var en magnet, der ikke ville slippe ham. Han kiggede på uret, tiden gik, allerede nu ville han komme for sent.

Så snart han kom hen på skolen flakkede han rundt. Han havde været nødt til at gå et halvt år om og kendte ingen på holdet. Det føltes allerede nu som om løbet var kørt, som da han var startet om igen sidste år. Han havde allerede været tilstrækkelig fraværende til at de andre var begyndt ikke at registrere hans eksistens, når han endelig kom ind af døren. Han satte sig ved sin plads, rev et par ark manifold af fra rullen langs metallinealen. Lagde dem omhyggeligt ovenpå hinanden foran sig, som halvgennemsigtige løgsskæl. Slog formålsløst et par streger. Kiggede ud over tegnesalen hvor folk sad fordybede over deres skitser eller computere med ørerne tæt omsluttet af tykke øretelefoner. Han slog et par streger mere. Plan, snit, opstalt. Han startede forfra på et nyt ark manifold, lagde det første nederst i bunken, hvor dets streger skinnede svagt igennem. Han trak bogen hen til sig. Johannes Exners: Den historiske bygnings væren på liv og død, Fortiden for tiden. "Bygninger er som levende væsener. De fødes, bliver syge, kureres, ældes og dør. Fra ungdoms friskhed gennem livets modning når de til alderdommens særlige skønhed." Han havde læst By og Landskab sidste semester, men i og med at han skulle gå om, havde han valgt at starte på en frisk på Kulturarv og restaurering. Bogen kunne han heller ikke koncentrere sig om. Han besluttede sig for at gå ned til Ingvar i butikken og se på nogle materialer til en model, så kunne han slå et smut om kantinen bagefter og få en kop kaffe.

Han stod i butikkens kælder og fingerede ved de små mennesker i målestokken 1:100. Hvide og anonyme. En kvinde på en bænk. En skridtende mand. En far med sin søn i hånden. Et kærestepar med hinanden om skuldrende. Det var denne lille befolkning han skulle skabe noget til. Han fingerede ved det hvide pap og de tynde ark af cedertræ. Ubeslutsom. Han blev nødt til at genskabe konteksten i rette målestok, få det overordnede på plads, så kunne han siden arbejde på detaljerne. Men det var detaljerne, han hele tiden dvælede ved. Den fint hvælvede pandebue, håret som et tæt mørkt skovbryn omkring den rundede lysning. Hvid og stille.
"...det er således en alvorlig sag at standse den historiske livsproces og ændre eller udslette de aftryk af menneskers aktivitet, som bygningen har modtaget i sit lange liv". Transformationen han havde skitseret gav ingen mening, der var en dyb aversion i ham mod overhovedet at ændre noget. Han ville have det skulle være som før. Som før den morgen. Hans vejleder havde forsøgt at skubbe til hans forslag, havde sagt at hans hovedgreb var for vagt. At det ingenting ville, hverken tilbageføre eller transformere. Han måtte på den måde passe på ikke at sætte sig mellem to stole. Men hver gang han forsøgte sig med noget radikalt frembragte det en følelse af skyld og svigt, der fik ham til at vige bort fra de hvidkalkede vægge, hun havde strejfet med hånden den sommerdag, da de kørte ud for at se herregården. Hun havde hjulpet ham med opmålingen. Været den der holdt i den anden ende af målebåndet. Med målebåndet og tommestokken imellem sig var de blevet til et milimeterpræcist væsen, med bevægelser og intentioner som flød sammen som en sart og fin akvarel. Bygninger er levende væsener. De fødes, de ældes, de dør. De dør. En morgen lå hun der. Som alle andre morgener. Forseglet under et hvidt overtræk. Hun så sovende ud. Han havde villet holde om hende og forsøgt at kysse hende på øret. Hendes kind var kold. Det var som om alle hans indre døre sprang op på én gang og et koldt sus for igennem ham. Han havde sat sig brat op og sagt hendes navn, hans stemme skarp og rusten som en hobbykniv, dere skar i rummets paptykke stilhed. Han havde ængsteligt og desperat trykket hårdt i sengens fjedre, det havde fået kroppen ved siden af til at hoppe op og ned, men ikke vækket den til live. Til sidst var han kravlet over hende og ned på gulvet ved siden af, så hans ansigt var i højde med hendes. Han havde vristet hendes hænder væk under hendes hovede. Hun var stiv og kold som en gipsmodel. Han nulrede en af de små figurer mellem fingrene og fortsatte rundt i butikken som havde alle remedierne til at opbygge små miniatureverdener. Repræsentationer af virkeligheden eller utopiske paralleluniverser. Materialer man kunne se muligheder i, og genskabe drømme ud af, fordybe sig i, forglemme sig i. Det var dét, denne kælder havde været for ham før, et magisk sted, nu virkede det dobbelt meningsløst at bygge repræsentationer af en virkelighed som var meningsløs, som ikke bød på nogen sammenhæng eller forklaring. Hun var der fin, lys og leende den ene dag, holdende målebåndet spændstigt mellem dem. Og den næste dag lå hun der ved hans side som en livløs repræsentation, sidenhen et mejslet hulrum i lagnerne. Den dag blev verden en af pap. Grå, flossede og lysabsorberende flader uden konturer.

Da han trådte ud af butikken fandt han sig selv med en pose med malertape, trælim, og 3 cedertræs ark, samt to store ark skumpap under armen. Han stod der på de våde brosten og skuttede sig lidt, mens han kiggede ind gennem vinduerne på den rørige kantine. Han tændte en smøg og satte sig på en af bænkene udenfor. Han kunne se en opløst spejling af sig selv smelte sammen med kantinens varme lys. Når han mødte folk fra hans eget hold hastede de oftest videre. 'Skære ind til benet', det var vejledernes mantra. Man må skære ind til benet, det var nok det, hans tidligere studiekammerater havde gjort. De kunne ikke overskue at forholde sig til hans gennemsigtige tilstedeværelse og hans naked edges. Et udtryk fra 3d programmernes verden, som betegnede en deformitet, en sprække, hvilket gjorde at objektet ikke kunne sammensmeltes eller tilføjes andre objekter. Og han kunne ikke følge med eller være til stede, fordi han bestandigt hang fast i dén ene form, i dét ene perfektionerede aftryk. Et aftryk, som ikke blot havde printet sig ned i den uredte seng, men også i hans person. Han var ikke længere masse, men blot flade, en tom hul og beskadiget blikflade som regnen trommede på. Og det solide han omgav sig med var sorgen.